Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 200

172
Ortografi
<o): app. órlausn (‘orlaifnar’ 33r4), órlof (‘orlopf 28r24), ór-
ráði (‘orrpþi’ 32rg), órskurðr (‘or fcvrþ’ 29V3, ‘orfcvrþa’ 30ri3
og 30ri4 samt ‘orfcvrþi’ 'í’jrf), 0rhóf (‘orhop’ 27V35) og 0rh0fi
(‘orhppi’ 30r2Ó) samt adj. 0rvánn (‘or-v^nt' 2ri5 og ‘or-vent’
5r4). I A optræder vb. 0rvánta derimod med (0) i det ene
forekommende tilfælde (‘0r-ventiz’ 18V54). Af relevante til-
fælde finder man i B blot app. 0rh0fi, der manifesteres med
(a1) (‘airepi’ 10V27).
I app. oxi indikeres /0/ i det ene forekommende plurale
eksempel i A (jf. afsnit 5.1.1.10).
4.4.3.2.15 /0/
A B
/0/ <0> 575 /0/ <0> 1
<e> 25 <e> ÍOO
<0> 12
<?> 1 <?> 25
<o> 1
<0> i(3)
<?> 6
<9> 9
<9> 1
/r0/ <0> 1
/fa/ O 2
Tabel 4.22: Manifestationen af /d/
Ud fra de i dette og afsnit 4.4.3.2.13 anfprte betegnelser
for /æ/ og /0/ kan det, som allerede bemærket, konklu-
deres at de págældende fonemer má være sammenfaldet i
skrivernes sprog. Særlig tydeligt er det i B, der kun rum-
mer fá spor af distinktionen mellem /0/ og /æ/, idet for-
holdet mellem /9 0 9) og (e 9 9) ved /0/ er ca. 8 % : 92 %ð
Langt mindre tydelig er tendensen i A, hvor forholdet mel-
lem (0 0 9 o 0) og (e 9) ved /0/ er ca. 95 96 :5 %.1 2
Man regner almindeligvis med at sammenfaldet mellem
/æ/ og /0/ er indtruffet omkring midten af 1200-tallet,3
11 B indikeres ved /aé/ i blot ét tilfælde /ó/ over for godt 350 tilfælde
hvor der indikeres /aé/.
21A finder man ved / zé/15 tilfælde med (0 0) over for knap 1100 tilfælde
med (e $ $ E é). Der kan ikke registreres særlige leksikalske tendenser
i de ord hvor sammenfaldet kommer til udtryk.
3 Se fx Björn K. Þórólfsson (1925, s. xvii—xviii), Leijström (1934), Lind-
blad (1954, s. 146—47), Hreinn Benediktsson (2002m, s. 61) og Stefán
Karlsson (2004, s. 11). At sammenfaldet visse steder synes indtruffet
tidligere, derom vidner AM 645 40 A, der er dateret til C1220 (jf. hen-
visning i Lindblad 1954, s. 146—47, samt Hreinn Benediktsson 1965,
s. 67, der desuden nævner AM 325 II40 A som et særlig tidligt eksem-
pel). Som Lindblad bemærker, indeholder dette hándskrift adskillige
novationer, men som anfórt i afsnit 4.4.3.2.1 ogsá flere alderdomme-
lige træk, af hvilke den gennemförte skelnen mellem /á/ og /9/ er det
mest iójnefaldende.
Om man i MskMS tillige skal regne med diftongering af sam-
menfaldets produkt (jf. nisl. [ai]), er mere tvivlsomt. Der har hersket
stor uenighed om tidsfæstelsen af denne diftongering, formentlig bl. a.
fordi den synes at have været endog meget lang tid om at sprede sig,
máske helt op til 400 ár. Hreinn Benediktsson (2002a, s. 214) mener
og en sammenblanding af betegnelserne for /ab/ og /0/
er normen i de fleste mellemklassiske hándskrifter. Som
forholdene i MskMS tydeligt illustrerer, varierer graden
af sammenblanding dog betragteligt inden for samme pe-
riode. I hele 1200-tallet kan man da ogsá st0de pá hánd-
skrifter der skelner etymologisk korrekt mellem /æ/ og
/0/> mens de to fonemer efter CI300 i reglen aldrig holdes
adskilt i ortografien.4 Til sammenligning kan ogsá anf0-
res at forholdet mellem betegnelser der indikerer hhv. /$/
og /æ/ i det med MskMS nogenlunde samtidige AM 519
a 40 ved /0/ er ca. 48 % : 52 %,5 mens det i det ligeledes no-
genlunde samtidige GKS 2365 40 er ca. 82 % : 18 %.6 I for-
hold til begge disse hándskrifter fremstár brugen i B altsá
som betydelig yngre, mens A fremstár som mere alder-
dommelig.
Der er intet særlig bemærkelsesværdigt ved den hánd-
skriftgeografiske fordeling af betegnelserne i B. Den umid-
delbart mest oplagte forklaring pá de spredte forekomster
af <9 9 0) er vel forlægspávirkning. I en række tilfælde synes
forlægget sáledes at have anvendt (9) for /$/, men hvorvidt
en sádan betegnelse har været mere eller mindre gennem-
f0rt, er naturligvis umuligt at afg0re. Hvis der er tale om
forlægspávirkning, er det imidlertid interessant at <9) ogsá
anvendes i det ene i afsnit 4.4.3.2.13 omtalte tilfælde med
en omvendt skrivemáde (<hl9ia>), idet det i givet fald má
betyde at /<þ/ og /æ/ (i en vis udstrækning) allerede er ble-
vet sammenblandet i forlægget. Forholdene i A yder ingen
særlig hjælp i denne henseende, da den meget gennemf0rte
betegnelse (0) synes at være en del af skriverens egen tem-
melig faste norm.
Betegnelsen (0) er i mellemklassiske kilder den almin-
deligste af de ældre betegnelser for /0/. Betegnelsen <9),
at den pá lige fod med de 0vrige diftongeringer er indtruffet i begyn-
delsen af 1300-tallet eller endda máske i slutningen af 1200-tallet, idet
der dog helt frem til CI700 findes monoftongudtale pá 0stfjordene
— jf. Finnur Jónsson (1918, s. 12) (rim i Jón Arasons religi0se digte) og
Hreinn Benediktsson (2002a, s. 214—15) (udtalelse af Árni Magnús-
son). Ældre forskning har betragtet diftongeringen som báde yngre
og ældre end dette. Hægstad (1942, s. 81-2) mener sáledes at den
indtræffer endnu tidligere, nemlig visse steder i begyndelsen af 1200-
tallet, og at den i hovedsagen má siges at være gennemf^rt C1250. Dette
forkaster Bandle (1956, s. 35—6) rettelig og skriver at den má være be-
gyndt i 1300-tallet. Björn K. Þórólfsson (1925, s. xviii) skriver at dif-
tongeringen ikke er meget udbredt f0r 1550, men at den visse steder má
være begyndt senest i 1300-tallet. Jóhannes L. L. Jóhannsson (1924,
s. 11—12) mener at diftongeringen generelt skal dateres til ci6oo, men
bemærker at visse dialekter allerede CI400 má have haft diftongudtale.
Det er dog formentlig ikke kun den tilsyneladende lange spredningstid
der har bidraget til uenigheden, men ogsá det faktum at udviklingen
sá at sige kun kommer indirekte til udtryk og da er afhængig af andre
lydudviklinger. Som indikationer tjener typisk monoftongering i vb.
Atla > atla, en form som ogsá kendes fra nisl., hvor lange diftonger
ellers ikke monoftongeres nár de optræder som korte (om diftonger
og kvantitet, se Lass 1984, s. 112—13, °S Gunnar Ól. Hansson 1992),
former der afslórer sammenfald mellem -agi og -agi, og former der
markerer overgangen /gl/ > /jl/ efter /aé/. Bandle (1956, s. 35—6) an-
f0rer ogsá hvenar for hvenár, hvilket imidlertid principielt kan være en
norvagisme.
4 Jf. Lindblad (1954, s. 147).
5 Jf. de Leeuw van Weenen (2009, s. 57—8). Forholdet mellem beteg-
nelser der indikerer hhv. /aé/ og /ó/ ved /aé/ er ca. 92 % : 8 %.
6 Jf. Lindblad (1954, s. 148).
4.4.3.2.15