Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 500

472
Studier af afskrivningsprocessen
aler — i hvert fald i tekst I,1 2 * * * * * * men ikke nær sá udpræget i
tekst 4.2
I mere spredte tilfælde synes der dog at kunne spores
forlægspávirkning, selvom det oftest er umuligt at afgpre
om det rent faktisk er forlæggets brug der har været den
direkte ársag til en skrivemáde i afskriften. Ud over de al-
lerede i noterne anfprte tilfælde kan som et muligt eksem-
pel nævnes forekomsten af to tilfælde med (y) i adjektivet
mikill i tekst 1. I seks tilfælde ændres forlæggets (ý) til (1)
i former af dette adjektiv, men to gange finder man altsá
(y) i afskriften (‘mykil’ 6yvb29 og ‘mykilh’ 67^31). Dette
skal formentlig tilskrives forlægspávirkning, ikke mindst
fordi der skrives (1) den ene gang, hvor adj. ikke har nogen
modsvarighed i forlægget (‘miklvm’ 68rb4i).
Mens omfanget af (orto)grafiske ændringer er stort, er
omfanget af morfologiske ændringer meget ringe, og i den
korteste af teksterne, tekst 5, har jeg endda slet ikke regi-
streret eksempler pá denne type ændring.
I tekst 1 finder man blot ét eksempel: endelsen -a i
præs. part. erstattes af -/ i ‘pfvjaNÖa’ 5rb34 -> ‘p vanði’
68ra42.
I tekst 2 finder man to eksempler i prosaen. En gang
ændres endelsen i 3. pers. pl. præt. konj. fra -/' til -u i
‘villði’ 2V9 -» ‘villðu’ 7Ó768, og én gang ændres endelsen i
2. pers. pl. præt. ind. fra -u til -uð i ‘megv’ 2v6 ->‘meg’ jó'/66.
I de elleve strofer finder man dog flere eksempler, og da
man i disse ogsá finder bemærkelsesværdig megen leksi-
kalsk og (morfo)syntaktisk variation, synes stroferne ikke
umiddelbart at kunne sammenlignes med prosaen. Dette
indikerer muligvis at deres forlæg til dels har været et an-
det (kontamination fra anden skriftlig eller mundtlig tradi-
tion). Som et enkelt eksempel pá en morfologisk ændring
i stroferne kan anfpres ændringen af pronominalformen
‘hviitvegío’ IV20 -» ‘huozu tuegiu’ 7Ó367.
I tekst 3 finder man syv tilfælde med morfologi-
ske ændringer. Som eksempler kan nævnes ændringen
af 1. pers. pl. præt. konj. ‘mði’ 21550 -> ‘muðu’ 15^44 og
ændringen af 1. pers. sg. præt. ‘uaknaðe’ 21552 -» ‘uakna’
15^46.
I tekst 4 finder man ét eksempel med indfprelse af et
(analogisk) -u i en plural præteritumform af vb. sjá i ‘fa’
2028 -» ‘fau’ 6ri.
1 Ser man bort fra (A) og (Af), der bruges i propriet Ágústínus ((A) -* (a)
x 12, <a) ■* <A) x 3, <A) -» <A) x 1 og <AI) -» <av) x 3), samt <G) «G) -> <g)
X 3, ingen modeksempler) og <g) «g) -» <g) X 21, <g) -» <g) x 1), der bru-
ges i Guð og forkortelser af Ágústínus, overfpres majuskelgrafklas-
seme direkte til afskriften i 50 tilfælde med blot otte modeksem-
pler «E)-»<E) x 8, <E)-»<e) x 1, <e)-»<E) x 1, <F)-*<f) x 1, <J)-<j)
xi, <L)-*<L) X32, <M)-»<M) X4, <N)-><N) xi, <0)-»<0) X4,
<0> -* <()> x 1, <R)-*<R) X 1 og <Þ)-»<þ) x 1). I tre tilfælde overfpres
en initial til afskriften (eller der er afsat plads til en sádan), mens en
majuskelgraf i ét tilfælde er ændret til en (ulæselig) initial.
21 tekst 4 ændres majuskelgrafklasser sáledes ti gange, mens de over-
fpres som sádanne i tolv tilfælde «A)-»<a) X1, <a)-»<A) X1, <d)-»<D)
x 1, <E) -» <E) x 7, <E) -» <e) x 1, <F) -»<F) x 1, <G) -» <G) x 2, <H) -» <H)
x 1, <J)»<j) x 1, <K)-»<k) x 1, <1)-»<L) x 2, <L)-»<L) x 1, <o)-»<0) x 1
og <V) -» <u) X1). Initialerne overfpres i seks tilfælde over for to eksem-
pler pá anvendelse af majuskelgrafklasser, hvor forlægget har (ulæse-
lige) initialer.
Ændringer i ordformer som ikke er betinget af morfo-
logiske forhold, forekommer ret sjældent, men dog i vari-
erende grad i de forskellige tekster. Variation mellem si-
deformer optræder i alle tekster, fx meðr -» með (x 2) og
sunar -* sonar (x 4) i tekst 1. Egentlige leksikalske ændrin-
ger forekommer ogsá, men er generelt sjældnere og med-
fprer næsten aldrig egentlige betydningsændringer.
Tekst 1 rummer kun én leksikalsk uoverensstemmelse
mellem forlæg og afskrift, nemlig ‘parðveí[tti] h | ap allum
fioar haíka’ 5rbi7—8 -» vðveittih p avllvm fiovhaíka’ 68027.
Tekst 2 udmærker sig i forhold til de resterende tekster
ved at rumme langt mere leksikalsk variation mellem for-
læg og afskrift. Dette er særlig udpræget i de 11 strofer
som rummer mere end 10 uoverensstemmelser af denne
art, men ogsá i prosaen finder man ni eksempler, fx ‘þ er
nv lit f pallmr ha’ 2r3 -»‘þt éuð nu hra lítt f pær’ /6'fA og ‘e[n
hinn] pek|f er pekta vill’ 2V5—6 -» ‘en hín pelr fig é peltmta
[sic!] vill’ 7Ó765.
Tekst 3 rummer derimod kun fire leksikalske uoverens-
stemmelser mellem forlæg og afskrift, fx ‘h þeg þu nu’
21528 -» ‘þ þeig þu n’ I5rb26 og ‘é h fuerð at ek vil gepa |
þ’ 21558-59 -> ‘é hi fuð é eg uil gepa þi’ I5rb5i.
Tekst 4 rummer syv eksempler pá leksikalske uoverens-
stemmelser mellem forlæg og afskrift, fx ‘gvðín roktu f
fpaðoma’ 2017 -» ‘guð toku f fpaa ðoma’ 5V16 og ‘é h hapði
pýá brotið ftoza larnpiot’ 2124 -» ‘é h hap|ði pyr brotít hína
fterku j’npiot’ 6vi6—17.
Tekst 5 rummer fire leksikalske uoverensstemmelser
mellem forlæg og afskrift, fx ‘þær fem planete heita’ 9422 -»
‘þær er planete heita’ iv8 og ‘þ ma pýrft fkilía i Bnílig rauft’
9615 -»‘þat ma pyft fkílía |) Bnfklig rððð’ 2ri—2.
Eksempler pá (morfo)syntaktiske ændringer forekom-
mer i alle teksterne. Omend frekvensen er noget forskellig
fra tekst til tekst, er de generelt relativt sjældne.
I tekst 1 finder man syntaktiske ændringer i fem tilfælde.
Tre gange ændres ordstillingen, fx i ‘þo2ði | pillv maðjÍN é
þ at ga’ 5ra24—5 -» ‘þo^ði villv maðiiN þ eg at ga’ 68ra2. En
gang ændres komparativ til positiv i ‘hapa pnalíleg2a ftuðiu’
5ra33 -> ‘hapa | prialfligtt ftvðiv’ 68ra9—10. En gang finder
man en egentlig omformulering i ‘Nu ap nyio baðho íamn-
an f g.’ 5vb9 -* ‘Nv ap nyiv bað hvn ap miklvm | alhvga gvð’
68rb4i—2.
Tekst 2 er sammen med tekst 5 den af teksterne der rum-
mer klart flest syntaktiske ændringer, idet man — selv nár
man ser bort fra stroferne — finder smá tyve tilfælde. Fem
gange ændres ordstillingen, fx i ‘ok tok | þeg 02 allt van-
heilenðít’ 2r9—10 -»tok vr | allt vheilenð' þegar’ j6f9~5°.
I tre tilfælde ændres tempus, fx i ‘at þeír gangi þ[an]gat’
2vii -» ‘ath þr geíge | þgath’ 7Ó81-2. En gang ændres nu-
merus i ‘polk lagði f hs ok qÖ2 íig fkýllðan va’ ir7 -»‘polkít
lagðe f hanf? kuoð'u' fíg íkýllð" va’ 7Ó336. En gang ændres
bestemt form til ubestemt i ‘at fetia þr pýlkingarn at | þ2
naði eigi fkoginv s fkiot ferh þr villði’ 2v8—9 -> ‘ath fetía
þar pýlkíng | ath þr næði é fkíott fkogín fem þr villðu’
7Ó767-68, hvor man, som fremhævningerne antyder, ogsá
finder andre ændringer, herunder en egentlig omformule-
ring. Omformuleringer finder man ogsá i andre tilfælde, fx
E.2