Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 212

184
Ortografi
skolpt, Skoptason x 4, skriptar, steypt, svipt x 2 og þoptu. Hos
samme skriver er (f) eneradende i gaft, haft (præt. part. af
hafa) x 22, halft x 4, krapt, leyft x 3, x 4 og former af
þurfa x 16. Bemærk at morfofonemiske associationer kan
ligge bag brugen af (f) i samtlige tilfælde med undtagelse af
krapt. I nogle fá ordformer i A finder man ved siden af <p)
enkelte tilfælde med <f). Det drejer sig om: eptir(-) «pt)
X 249, (ft) x 2), former af app. hapt «pt) X 1, (ft) X 1) og
(-)lopt(-) (<pt) X 14, <ft) X 1).
IB er <p) enerádende i (-)aptan(-) x 3, aptr x 16, (-)gipt(-)
x 11, grgptr, heipt, hepta, lopt(-) X 6, lypting(-) x 3, lérept,
opt(-) x 5, skarpt, skipt(-) X 8 og sviptusk. Derimod finder
man altid <f) i eptir(-) x 77, gaft, haft (præt. part. af hafa,
X 6), halft x 4, sjalft og former af þurfa x 5. Kun i keypt-
finder man sável (p) (x 5) som <f) (x 1). Bemærk at morfo-
fonemiske associationer kan ligge bag brugen af <f) i samt-
lige tilfælde med undtagelse af det hyppige eptir(-).
Den type morfofonemisk betinget variation som i vid
udstrækning kan registreres hos begge skrivere, er almin-
delig gennem hele middelalderen, men helt generelt domi-
nerer <ft) i de ældste hándskrifter, mens <pt) senere bliver
den foretrukne betegnelse.
Ogsá foran /s/ neutraliseres distinktionen mellem /f/
og /p/,* 1 men her har morfofonemiske associationer gene-
relt spillet en stprre rolle, hvilket dels skyldes den lavere
frekvens hvormed /ps fs/ optræder, og dels at /ps fs/ især
optræder i forbindelser hvor morfofonemiske relationer
særlig let kan opstá (fx skip—skips). Dette afspejles i begge
skriveres brug. I B er samtlige 15 tilfælde med <f), fx ‘hpf
nri, og alle tre tilfælde med <p), fx ‘fcipf’ I2r54, stpttet
af morfofonemiske forhold, og det samme gælder for de
godt 80 tilfælde med <f) i A, fx ‘lipfi 19V21, og 16 af 17 til-
fælde med (p), fx ‘fcipfi 8r28. Kun i ét eksempel med /f-s/,
‘opftopa m’ 36r6, er det ikke tilfældet.2
Tilfældene med (m) og <_) optræder i forbindelsen /fn/
(ældre /fn/, fx i jafn, og ældre /mn/, fx i nafn). Forhol-
dene i A er de fplgende: I langt de fleste tilfælde indikeres
/fn/ idet der skrives <fn) (x 270), <fq) (x 8) og <ín) (x 5).
Som fremgáet af oversigten indikeres imidlertid /mn/ i 17
tilfælde med <mn) (x 6) og <“n) (x 11). Disse tilfælde for-
deler sig pá blot tre lemmata, nemlig vb. safna (x 12), app.
safnaðr (x 4) og adj. jafnmargr. Principielt usikre er tre til-
fælde med (p) foran /d t/ (fx ‘ftept’ 29126), og det samme
gælder for det enkelstáende tilfælde med (pn) (‘ftapnfi
18V25).3 Eksemplet med (fm) for /fnm/ optræder i ‘íap-
marga’ 36131, hvor skriveren máske blot har glemt en na-
salstreg.4 Endelig finder man ét eksempel pá <pn) i ‘ftopno’
6r3, hvilket snarest má betragtes som en fejlskrivning.
1 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 77). Se ogsá den i note 7 pá foregá-
ende side anf0rte litteratur.
2 Jf. heroverfor ‘opftopa’ 22r$2.
31 det sidstnævnte tilfælde bidrager det yderligere til usikkerheden at
den eventuelle nasalstreg synes noget forskrevet (den er ualmindelig
lang).
4 Over for det enkelstáende eksempel uden /n/ finder man seksten med
/n/.
Ogsá i B indikeres i langt de fleste tilfælde /fn/ idet
der skrives <fn) (x 75) og (fq) (x 1). I to tilfælde med hhv.
vb. safna og app. safnaðarherr indikeres /mn/. Som frem-
gáet af oversigten manifesteres /fnt/ i hvert ét tilfælde som
<fmt) og <mt). Principielt usikker er tolkningen af ‘iap|nan’
1IV20—21 og ‘íapraþgir’ 1544 (máske blot en glemt nasal-
streg).
At man i oisl. kan finde vekslende skrivemáder som sy-
nes at indikere /fn mn mfn/, betragter Hreinn Benedikts-
son (1965, s. 77) som udtryk for en virkelig fonetisk vari-
ation, der gár tilbage til perioden da /fn/ og /mn/ faldt
sammen i hvad der sandsynligvis har været en nasal frika-
tiv, hvis fonologiske identifikation kan have vekslet mel-
lem /f/ og /m/. Heraf fplger ogsá at man ikke behpver at
betragte variationen som udtryk for norsk pávirkning.
At der hos begge skrivere konsekvent indikeres /mn/
i vb. safna og app. safnaðr, harmonerer med forholdene i
de ældste hándskrifter, hvor man aldrig finder /fn/.5 Sam-
menholdes dette med den moderne islandske udtale [pn],
vidner det om at variationen i tolkningen af /fn/ har eksi-
steret længe.6
Som den ovenstáende oversigt over manifestationen af
/fn/ har vist, finder man ingen indikationer af lukningen af
/f/ foran /n/.7 Lukningen regnes traditionelt for indtruffet
i 1300-tallet, pá hvilken tid man dog kun finder enkeltstá-
ende eksempler med (b).8 Ifplge Bandle og Björn K. Þór-
ólfsson viser rimene i digtningen at udbredelsen má have
været meget begrænset indtil op i 1500-tallet, og at den nye
udtale sandsynligvis fprst for alvor er sláet igennem i 1600-
tallet.9 Pá samme vis finder man heller ingen indikationer
af lukningen af /f/ foran /1/, idet der i sável A som B ude-
lukkende skrives <f) (hhv. x 65 og x io).10
Endelig kan det bemærkes at man heller ikke finder tegn
pá lukning af /f/ efter /1 r/, en dialektal overgang som
bevidnes af skrivemáder med <b) allerede fra C1200. Ud-
bredelsesomrádet for denne novation synes at have været
Nord- og Vestlandet.11
5 Jf. Larsson (1891, s. 278 og 324).
61 det med MskMS nogenlunde samtidige AM 291 40 finder man li-
geledes konsekvent /mn/ i safna og safnaðr (jf. Larsson 1956, s. 68).
I det ligeledes nogenlunde samtidige AM 519 a 40 finder man i safna
fem tilfælde med / mn/ over for ét med /fn/ (jf. de Leeuw van Weenen
2009, s. 310). Til gengæld finder man i den noget yngre Möðruvalla-
bók i safna 44 tilfælde med /fn/ over for ét med /mn/, mens der in-
dikeres /fn/ i det enkeltstáende tilfælde med safnaðr (jf. van Arkel-de
Leeuw van Weenen 1987, bind 1, s. 153).
7 Jf. dog note 4 pá s. 198.
8 Jf. Stefán Karlsson (2004, s. 19), hvor lukningen omtales sammen med
andre lukninger, af hvilke nogle “were under way in the thirteenth
century or even earlier but most of them probably took place in the
fourteenth century”; se ogsá Stefin Karlsson (1960, s. 125).
9 Jf. Bjöm K. Þórólfsson (1925, s. xxvi—xxvii), Bandle (1956, s. 125—26)
og Jóhannes L. L. Jóhannsson (1924, s. 110—12). I denne forbindelse
má det imidlertid helt generelt pápeges at det ikke er problemfrit at
sætte lighedstegn mellem fonologiske forhold og rimforhold i digt-
ningen (jf. ogsá note 1 pá s. 189).
10 Denne lukning indtræffer formentlig samtidig med den netop omtalte
lukning foran /n/. For litteraturhenvisninger, se note 8 og 9.
11 Pá Vestfjordene har udtale med [p] holdt sig i hvert fald til slutningen af
1800-tallet. Om lukningen af /f/ efter /1 r/, se Noreen (1923, § 237.3),
44.5.2.3