Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 425

Intern variation
397
6.1.4 Morfologiske forskelle
Man finder blot fá mere markante morfologiske forskelle
mellem skriverne. De f^lgende synes at være de vigtigste:1
1. ffl-//ö-stammeb0jning (B) vs. <3-/ö-stammeb0jning
(A) af adjektiverne fátfikr og ríkr.
2. akk. sg. mask. ettgi (B) vs. (helt overvejende) engan
(A).2
3. Den meget forskellige b0jning af det indefinitte pro-
nomen n0kkurr (nekkverr/nakkvat) med forskellige
stammeformer (det i B meget dominerende nökkver-
er slet ikke belagt i A, hvor man finder nökkor-,
nökkvor- og nakkvar-).
6.1.5 Andre forskelle
Forskelle af anden karakter, fx leksikalsk, er ikke blevet
systematisk underspgt, men det fplgende er noteret:
1. I B er brugen af den sammensatte konj. áðren (pá be-
kostning af det usammensatte áðr) betydelig alminde-
ligere end i A.
2. Mens det negerende verbalsuffiks i B kun anvendes
i poesi, anvendes det i A i sável poesi som prosa (og
ikke helt sjældent i prosa).
3. Mens præp. of er sjælden i A, hvor den i vid udstræk-
ning begrænser sig til poesi, er den hyppig i B og
belagt i hele denne del af hándskriftet i prosaisk kon-
tekst.
4. Ved enklitisk -k (ek) er dobbeltbetegnelse (som ek
settakþik) noget almindeligere i B.
6.2 Intern variation
Et vigtigt element i analysen af de to skriveres skrift og
sprog har været afdækningen af den interne variation hos
den enkelte skriver. I nærværende afsnit opsummeres de
1 Ud over de her anf0rte morfologiske forskelle kan visse mindre be-
mærkelsesværdige forskelle noteres. Inden for substantivb^jningen
íinder man variation hvad angár b0jningsklasse (ved tigr/tugr/t0gr,
þrándr/þróndr, sgk og Danmgrk) og b^jningsendelser (i gen. sg. af ma-
skuline /ö-stammer og dat. sg. af feminine i-/ö-stammer). Inden for
adjektivb^jningen finder man variation i b0jningen af adj. dyggr (wa-/
^ö-stammeb0jning i A, tf-/ö-stammeb0jning i B). Inden for prono-
minalb^jningen finder man forskelle i genitivformen af (þ)ér,yð(v)ar,
og i det possessive pronomen yðvarr (med og uden -v-) samt i det
demonstrative prononomen sjd/þessi (hyppigere yngre former i B).
Inden for verbalb^jningen finder man dels variation hvad angár b0j-
ningsklasse (ved ját(t)a og neita), dels en række andre bpjningsmæs-
sige forskelle (endelsen i 1. pers. sg. præs. konj. {-a vs. -í), endelsen
i 2. pers. sg. præs. ind. af vilja (forskel i frekvens af former med og
uden -t), præt. ind. af þurfa (Ju/ vs. /y/) og refleksivformantens ma-
nifestation i 1. pers. sg.).
2 Bemærk dog at en tolkning som engan ikke kan udelukkes i B, omend
den ikke er sandsynlig (jf. afsnit ^.ð\..^..y). Ved engi kan man ogsá notere
forskellen i gen. sg. mask./neut. (enkis i B, enskis i A).
vigtigste af de mange (spredte) iagttagelser i den palæo-
grafiske, ortografiske og morfologiske analyse.
Intern variation kommer til udtryk pá alle de underspgte
niveauer, nemlig pá det palæografiske, det ortografiske, det
morfologiske, det orddannelsesmæssige og det leksikalske
niveau.
6.2.1 Palæografisk variation
6.2.1.1 Makropalæografisk variation
Makropalæografisk variation kan registreres hos begge
skrivere, men som begrebet er defineret i nærværende af-
handling (variation pá grafklasseniveau inden for ét og
samme tentative grafem), er variationen mest udpræget i A.
Dette skyldes fprst og fremmest stprre variation i majus-
kelgrafklassernes manifestation,3 hvilket formentlig pri-
mært skal ses i lyset af det allerede flere gange omtalte langt
stprre antal majuskelgrafer i denne del af hándskriftet.4
6.2.1.2 Mikropalæografisk variation
Som allerede nævnt i afsnit 6.1 finder man st0rre mikro-
palæografisk variation i B. Skriften fremstár langt mindre
regelret og ensartet end i A, fprst og fremmest pga. min-
dre regelrethed i udformningen af de enkelte grafers ele-
menter eller konstituenter. Mere overordnet kan dette be-
skrives som utilsigtet variation pá mikropalæografisk ni-
veau, en variation der formentlig báde udspringer af mang-
lende færdigheder og af mindre interesse for at overholde
en fast palæografisk norm. Selvom hánd B rimeligvis ogsá
er professionel skriver, er den formentlig mest karakteri-
stiske umiddelbare forskel mellem skriverne det indtryk af
mindre træning som hánd B giver. Mens variationen pá
graftypeniveau i A — lige som variationen pá grafklasseni-
veau — fprst og fremmest kommer til udtryk ved en række
majuskelgrafklasser, nemlig ved |BpGMNSTV Þ|,5
rummer B hovedsagelig variation pá graftypeniveau ved
en lang række minuskelgrafklasser, nærmere bestemt ved
labcðfGkpftvyzþæh) ft|.6 Desuden kan man i B be-
mærke den i forhold til grundtegnene mere skpdeslpse pla-
cering af accentstregerne og den stprre variation i udform-
ningen af skaftets top ved grafer med overlængde.
3 Det drejer sig om majuskelgrafklasserne |D2| (x 2) vs. |ð| (x 10), IE1!
vs. |E2| (forholdet er ca. 1:20), |p| vs. |F| (forholdet er ca. 14:1) og In1!
(ca. x 70) vs. |n2| (x 5) vs. |N| (ca. x 40). Desuden finder man i A va-
riation mellem det hyppige |p| og det otte gange forekommende |f|.
I B finder man af tilsvarende variation blot |m| vs. |n)| (forholdet er
ca. 1000:1).
4Til gengæld rummer B flere unikke minuskelgrafklasser, og relaterer
man grafklasserne til et fonem- eller grafemsystem, realiseres systemet
sáledes mere varieret i B.
51A finder man desuden variation pá graftypeniveau ved minuskelgraf-
klasserne |v æ|.
6 Desuden ved majuskelgrafklasserne |G n10 S| og abbreviaturgrafklas-
sen |“|.
6.2.1.2