Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 177

Fonografematisk analyse
149
kvÁðit ‘q.’ 27^49 samt verbalformerne kvað ‘q.’ 4^6 og svar-
aði ‘f.’ 27V5.
I komposita med forkortelse af begge led anvendes der
oftest (ca. X 35) (.) omkring hver af de udskrevne dele af
ordet,1 fx patronymformen Alason ‘.a.f.’ 35141 og tilnavne-
formerne bryggjufótr ‘.b.f.’ 22VI7 ogþambaskelfir ‘.þ.f’ 5rio.
I visse af disse tilfælde kan det sidste (.) imidlertid ogsá tol-
kes som et interpunktionstegn, fx i Alason ‘.a.f.’ 33VI5 og
Jóansson ‘.J.f’ 28vii.
Lidt sjældnere (ca. x 20) anvendes (.) blot to gange
pr. kompositum som i appellativformerne konungsson ‘k.f.’
IV33 og þambaskelfr ‘þ.f. ’ 7V48.
Endelig bruges abbreviaturen i seksten tilfælde i forbin-
delse med (ff) som en samlet forkortelse i pluralisformer
af appellativet son(r), alene eller i sammensætning (x 15),
fx sonu ‘.ff.’ 34^30, samt for pronominalformen sínum ‘ff’
ir5.2
(B) I B anvendes (.) som almen abbreviatur i godt 700 til-
fælde. Der er — som i A — tale om et ret begrænset antal
lemmata.
Det optræder sáledes godt 120 gange i former af propri-
erne Brandr, Danmprk, Halli, Haraldr, Heinrekr, Magmís,
Oddr, Óláfr, Sigurðr, Stúfr, Sveinn, Tryggvi, Ulfr, Þjóðolfr
og Þorvarðr.
Visse appellativer forkortes flere gange med (.), sále-
des dóttir og sammensætninger hermed (herunder patrony-
mer) x 21, fx konungsdóttir ‘.k.ð.’ I4r22,3 faðir og sammen-
sætninger hermed x 9, fx ‘.p.’ UV43 ,jarl og sammensætnin-
ger hermed x 22, fx ‘.J.’ Iiri5, konungr og sammensætnin-
ger hermed x 71, fx ‘k.’ 12V9, son(r) og sammensætninger
hermed (herunder patronymer) x 48, fx Amasonar ‘arna.f.’
I2r27, skáld x 6, fx ‘.t’ 12VI7, og visa x 16, fx ‘.v.’ 12V25. An-
dre appellativformer forkortes kun i enkeltstáende tilfælde
med (.), sáledes búandi ‘b.’ 17144, goði ‘.g.’ 17136, berra ‘hr.’
15VI2, mostrarskegg ‘.m.’ 13V14, sveinninn ‘.s.’ 13VI4 og þari
V16V55.
Hyppig er abbreviaturen i former af et mindre antal ver-
ber, nemlig kveða x 15, fx kvað ‘.q.’ 13121 og kveð ‘.q.’ i6r8,
mála x 18, fx mdlti ‘.m.’ 12138, segja x 251, fx sagði ‘.f.’ 14V37,
sagt ‘.f.’ 13131, seg ‘.f.’ 17V7, segja ‘.f.’ 15132 og segir ‘.f.’ I2rn,
samt svara x 45, fx svarar ‘.f.’ 12137, svaraði ‘.f ’ 13V50 og
svpruðu ‘,f ’ íini. (.) anvendes langt sjældnere i yderligere
tre verber, nemlig blaka i verbalformen blakir ‘.b.’ 16V55,
senda i verbalformen sendir ‘,f ’ ioqi og spyrja x 3, fx ver-
balformerne spurði ‘f’ 1411 og spyrr ‘.f’ 17126.
nogen betydning, idet det formentlig blot skyldes at skriveren har ladet
pennen hvile), fx i propriumformen Goð(þ)orm/Guttorm ‘GOth.’ 18V3,
appellativformerne konungi Tc.’ 7^2 og móðir ‘m/ 3^4, verbalformerne
spyrr ‘íp.’ i8n og svaraði ‘fvar.’ 29V25 samt præp. við ‘v/ 3^2.
1 Beslægtet hermed er tilfældene jarlaskáld ‘.J.fk’ 19V38 og 20VII, hvor
den sidste del af ordet forkortes med <“).
21 fjorten af disse tilfælde anvendes <.) pá begge sider af <ff) (i to eksem-
pler kan det sidste <.) dog altemativt tolkes som interpunktionstegn),
mens abbreviaturen i to tilfælde blot anvendes efter (ff). Alle eksem-
pler med app. son(r) forekommer pá hándskriftets sidste blade (f0rste
belæg pá 29r).
3 En kort streg over (d) er formentlig uden betydning.
Endelig bruges abbreviaturen i knap 50 tilfælde i an-
dre kortere ordformer, nemlig pronominalformerne hann
X 14, fx ‘h.’ 14V23 og mér ‘m.’ 16V55, adjektivformen helga
x 2, fx ‘.h.’ 12vi6, konj. eða x 22, fx ‘4.’ I2r2i, præp./adv.
til x 8, fx ‘.t.’ 12V33, og adv. suðr ‘.f.’ 10134.
Ogsá i B placeres (.) almindeligvis pá hver side af den
udskrevne del af ordet. I ca. 80 % af tilfældene hvor kun én
del af ordet er forkortet med (.), omkranses den udskrevne
del af ordet sáledes af (.). Som nævnt i beskrivelsen af for-
holdene i A kan der i en del af tilfældene dog ogsá være
tale om interpunktionsfunktion i stedet for eller ved siden
af funktionen som abbreviatur.
I toleddede komposita hvor begge elementer forkortes
med (.), er strukturen almindeligvis .x.x., fx konungsdóttir
‘.k.ð.’ 1418, men i enkelte tilfælde ses muligvis variation i
form af x.x., fx konungsdóttur ‘k.ð.’ 13V45,4 eller x.x i jarls-
sonr ‘J.f IH24.5
Brugen af (.) som almen abbreviatur i suspensioner ken-
des fra de tidligste hándskrifters tid6 og er hyppig gennem
hele middelalderen. Der er tale om en gammel skik, der i
latinske hándskrifter gár forud for brugen af (“),7 men som
— som bekendt - ogsá har overlevet til den dag i dag. Det
er vel mere end tvivlsomt om man kan anvende brugen af
(.) i dateringsmæssigt perspektiv, da brugen inden for en
snævrere periode kan veksle meget fra hándskrift til hánd-
skrift.8
4.4 Fonografematisk analyse
4.4.1 Indledende bemærkninger
Analysen indledes i afsnit 4.4.2 med en redegprelse for ac-
centbrugen, hvorefter forholdene ved hhv. fortisvokaler,
infortisvokaler og konsonanter analyseres og præsenteres
fra et fonografematisk perspektiv i afsnit 4.4.3, 4.4.4 og
4.4.5.
4.4.2 Brugen af accentstreger
Brugen af accentstreger i islandsk skrift er grundigst be-
handlet i Lindblad (1952),9 hvor fem funktioner udskil-
les: 1) kvantitetsmarkerende funktion, 2) trykmarkerende
4 Hvis ikke der ogsá her er tale om ‘.k.ð/ (det f0rste <.) i givet fald sam-
menskrevet med det forudgáende <a)).
5 Hvis ikke der er tale om ‘.J.f (et eventuelt f0rste <.) i sá fald sammen-
skrevet med det forudgáende <*)).
6Om brugen af <.) som abbreviatur i islandske hándskrifter, se fx
Hreinn Benediktsson (1965, s. 87) og Seip (1954, s. 62, 103 og 144),
selvom der disse steder ikke er mange oplysninger at hente.
7 Jf. Br0ndum-Nielsen (1943, s. 30—1).
8 Til gengæld kan der være en sammenhæng mellem tekstgenren og gra-
den af suspension, idet man i tekster med mange formelagtige udtryk
(fx lov- og diplomtekster) kan finde relativt flere suspensioner. Ogsá
hándskrifttypens formalitetsgrad kan spille en rolle. Sáledes bemærker
Carlquist (1994, s. 159) med henvisning til Parkes (1991) at brugshánd-
skrifter ofte kendetegnes af flere og mere komplicerede forkortelser
end pragthándskrifter.
9Jf. ogsá Lindblad (1963) og Hreinn Benediktsson (2002b) samt en
kortfattet opsummering i Hreinn Benediktsson (1965, s. 60—1).
4.4.2