Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 307

Pronomener
279
ver at indikere et efterfplgende /v/, idet betegnelsen blot
kan være arkaiserende i en overgangsperiode kendetegnet
af morfologisk variation. For det fjerde nævner han den
allerede omtalte form 'npckö’ 5iri7, hvor der ganske vist
indikeres /0/ i f0rste stavelse. For det femte understreger
han det bemærkelsesværdige i at man ikke finder et eneste
eksempel pá en skrivemáde med (qú) ved dette pronomen:
i sikre forkortelser for /kve/ med (q) benyttes altid (e) eller
O, mens man i former som kverkr netop finder (qu).
Hreinn Benediktssons argumenter er umiddelbart slá-
ende, men det forekommer mig at de Leeuw van Wee-
nen alligevel kan have ret i sin pástand om at stammen
nekker- er en sppgelsesform. Som Hreinn Benediktsson
selvg0r opmærksom pá, er brugen af (’) som almen abbre-
viatur ved markering af kontraktion nemlig langtfra sjæl-
den, og betragter man den som en sádan i skrivemáderne
for pronomenet, er der tale om en parallel til det hyppigt
forekommende (q) med den forskel at man ved (c[) har an-
givet sidste del af kontraktionen. Hvis der er tale om en
kontraktion, er der heller intet underligt i at den begrænser
sig til et bestemt ord, og det er i sá fald naturligt at skrive-
ren ikke har valgt at benytte sig af (q) i former som kverlcr.
Da eksistensen af stammen nekker- spiller en vis rolle for
Hreinn Benediktssons analyse af udviklingen i 1200-tallet,
er det muligt at en reanalyse af materialet, i hvilken det
ikke forudsættes at formen nekker- har eksisteret, vil kunne
medfpre visse justeringer i opfattelsen af pronomenets ud-
vikling, men sá vidt jeg kan vurdere, vil det ikke fá mar-
kante konsekvenser for tolkningen af den samlede udvik-
ling. Under alle omstændigheder ligger en sádan reanalyse
uden for rammerne af nærværende afhandling.
Vender vi tilbage til den overordnede skitsering af ud-
viklingen, kan det bemærkes at det af Hreinn Benedikts-
sons underspgelse fremgár at former med /O/ i anden
stavelse (hvor “O” betegner en vokal der kan manifeste-
res som (o)), hvad enten vokalen forudgás af /v/ eller
ej, Í0rst dukker op i dativformer med /U/ i sidste sta-
velse samt i nom. sg. fem. og nom./akk. pl. neut. Det vi-
ser sig at alle former med /vO/ kan henfpres til stammen
nakkvar-, mens formerne uden /v/, der i de ældste hánd-
skrifter har /0/ i f0rste stavelse, kan henfpres til stam-
men nekkver-. Mens indf0relsen af /vO/ i relevante for-
mer ved stammen nakkvar- svarer til den form for omlyd
som kan iagttages i eksempelvis appellativformen dat. pl.
dómorum og adjektivformen nom. sg. fem. ggmol, forkla-
rer Hreinn Benediktsson indfprelsen af /O/ i former med
stammen nekkver- som opstáet i trestavelsesformer som en
form for fjernassimilation forársaget af vokalen /U/ i sid-
ste stavelse. En form som nókkorum skulle sáledes være
opstáet ved 1) assimilation af /e/ i anden stavelse til vo-
kalen i sidste stavelse kombineret med svind af -j- og 2) la-
bialisering af /e/ i fprste stavelse pá grund af de nye vo-
kalforhold i anden stavelse kombineret med svind af /v/ i
anden stavelse. Fra trestavelsesformerne má man sá fore-
stille sig at den nye stammeform nókkor- har spredt sig til
nom. sg. fem. og nom./akk. pl. neut. og senere til hele pa-
radigmet. I en diskussion af den nærmere kvalitet af /O/
argumenterer Hreinn Benediktsson for at vokalerne i sta-
velser med bitryk i stillingen foran /rV/ har været mere
ábne end ellers (fra trestavelsesformerne má man sá fore-
stille sig en analogisk spredning til tostavelsesformerne),
hvilket forklarer det faktum at vokalen manifesteres som
(o) i disse ordformer længe efter man ellers er begyndt at
benytte (u v) for bagtungevokalen i infortisstavelser.
I den videre udvikling har sammenfaldet mellem /9/
og /0/ rimeligvis spillet en vigtig rolle, idet man ef-
ter sammenfaldet har haft stammeformerne nökkor- og
nakkvar-/nökkvor-,1 og i analogi begynder nökkvor- at
sprede sig til hele paradigmet pá bekostning af nakkvar-.2
Stammeformen nökkvor- konkurrerer med formen uden
/v/ indtil 1300-tallet.
Overgangen /ö/ > /o/ i fprste stavelse er pga. hándskrif-
ternes hyppige brug af (o) for sável /o/ som /ö/ svær at
datere, men kan ifplge Hreinn Benediktsson allerede iagt-
tages i anden halvdel af 1200-tallet. Dette baserer han pá
den næsten helt gennemfprte brug af (o) i pronomenets
fprste stavelse i AM 519 a 40, en brug der stár i kontrast
til den i hándskriftet hyppige brug af (au) for /ö/. Med
henvisning til tidligere forskning betoner han dog samtidig
at sideformer med /o/ og /ö/ har eksisteret længe. Björn
K. Þórólfsson (1925, s. 49) regner sáledes med at vokalen
har været /ö/ i hele 1300- og 1400-tallet, og anfprer ogsá
et eksempel med /ö/ i rim fra 1500-tallet. Ser man nær-
mere pá forholdene i AM 519 a 40, kan det da heller ikke
udelukkes at samtlige former med (o) afspejler /ö/. Det
er ganske vist i fprste omgang sláende at man ikke finder
eksempler pá (au 9 0) der ellers er hyppige i hándskriftet,
og de Leeuw van Weenen (2009, s. 128) tilslutter sig da
ogsá Hreinn Benediktssons tolkning efter at have angivet
de eksakte forhold mellem betegnelserne for /9 0/. Det kan
imidlertid ikke udelukkes at der er tale om et rent grafotak-
tisk fænomen. En s0gning i Menotas tekstbank viser sále-
des at der ogsá i alle ni andre tilfælde med sikre ordformer
med /nö/ i AM 519 a 40 konsekvent skrives (no). Selvom
overgangen /ö/ > /o/ kan være indtruffet i AM 519 a 40,
svækker denne iagttagelse styrken i Hreinn Benediktssons
argumentation.
Nár det gælder tolkningen af overgangen, kan en sik-
ker forklaring formentlig ikke gives, men Hreinn Bene-
diktsson tager udgangspunkt i Bandles (1956, s. 80—1) for-
slag om at overgangen kan skyldes pávirkning fra vokalen
i anden stavelse, en pávirkning som kan være lettet af pro-
nomenets ofte svage tryk i sætningen. Hreinn Benedikts-
son forestiller sig at pronomenet i den págældende periode
ikke har haft hovedtryk pá fprste stavelse, men bitryk i sá-
vel fprste som anden stavelse, hvilket har medf0rt at kun
tre vokaler har kunnet komme pá tale i fprste stavelse, og i
dette tilfælde dermed /o/ [0].
1 Den vekslen der forekommer mellem /a/ og /ö/ i förste stavelse, bli-
ver dermed uigennemskuelig.
2 Pá den anden side íinder man ogsá eksempler pá “hyperkorrekte” for-
mer som nakkvor-, jf. Hreinn Benediktsson (2002Í, s. 489—90).
5.4.4.17