Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 455

Konklusion
427
5. Hvad kan analysen af variationen bidrage med i
en mere almen diskussion af eksterne
dateringskriterier?
Afhandlingen igennem er MskMS betragtet i lyset af an-
dre islandske hándskrifter. Relateret til det mere eller min-
dre varierede hándskriftlandskab som disse hándskrifter
tegner, viser forskellene mellem A og B meget tydeligt at
man ved hándskriftdatering pá basis af eksterne kriterier
altid má operere med en usikkerhedsmargin pá i hvert fald
±25 ár. Diskussionen af dateringskriterier i afsnit 6.4 viser
at især de palæografiske og ortografiske kriterier er fmgt-
bare, men at ogsá andre træk, især sproglige, bpr undersp-
ges.
Som palæografiske dateringsholdepunkter er sável en
række makro- som mikropalæografiske træk blevet an-
fprt, hvoraf de fleste kan relateres til de alfabetiske mi-
nuskelgrafklassers manifestation. At det er vanskeligere at
udnytte majuskel- og abbreviaturgrafklassernes manifesta-
tion i dateringsmæssig henseende, derom vidner bl. a. den
i MskMS ikke ubetydelige eksterne variation ved begge
kategorier af grafklasser og den i A betydelige interne va-
riation ved majuskelgrafklasserne.
Af sproglige dateringsholdepunkter er de ortografiske
de mest centrale. Langt stprstedelen af disse er knyttet til
specifikke fonem-grafem-relationer, og skpnt man i peri-
oden finder forholdsvis flere udviklinger i vokalsystemet,
er de relevante træk lige sá ofte relaterede til konsonanter-
nes manifestation. Det er da ogsá kun en mindre del af da-
teringsholdepunkterne der kan sættes i direkte relation til
lydudviklinger. Oftest afspejler de rent (orto)grafiske ud-
viklinger.
Morfologiske udviklinger er svære at datere, og ved da-
tering er morfologiske argumenter mindre centrale. Det vil
særlig i kortere tekster være svært at pávise relevante træk,
og selv i MskMS udgpres stort set alle sádanne holdepunk-
ter af næsten helt enkeltstáende træk.
De orddannelsesmæssige dateringsholdepunkter for
MskMS er ikke mange, men i kraft af de flere belæg ved de
enkelte træk forekommer argumenterne umiddelbart mere
værdifulde end de morfologiske.
Leksikalske forhold er sá godt som ikke blevet anvendt
som dateringsholdepunkter for MskMS. Vanskeligheden
ved brugen af leksikalske kriterier kommer indirekte til
udtryk ved at hánd B, der i de fleste tilfælde udviser yngre
træk end hánd A, pá leksikalsk niveau i flere tilfælde udvi-
ser ældre træk. Jf. fx den i A langt hyppigere brug af um
frem for of og af þar til er og til þess er frem for unz.
Jón Helgasons (i934a, s. 8) udsagn om at man sandsyn-
ligvis ville datere hánd B til et noget senere tidspunkt end
hánd A hvis ikke hándskriftets opbygning utvetydigt viste
at de to skrivere var samtidige, kan bekræftes af nærvæ-
rende underspgelse. Med en enkelt undtagelse kan palæo-
grafiske dateringsholdepunkter, der i vid udstrækning de-
les af skriverne, blot anvendes ved opstilling af en terminus
postquem til CI250. Ved brugen af ortografiske kriterier kan
der til gengæld anfpres et ikke ubetydeligt antal argumen-
ter for en terminus post quem til C1275, men næsten alle má
hentes fra B. Det samme gælder for de fleste (og vigtig-
ste) orddannelsesmæssige træk. Skulle man derfor datere
MskMS alene pá grundlag af forholdene i A, ville man
snarest datere hándskriftet til 1200-tallets tredje fjerdedel,
mens en datering alene pá basis af forholdene i B snarere
ville fpre til en datering til 1200-tallets sidste fjerdedel.
6. Kan analysen af skrivernes skrift og sprog
bekræfte en datering til C1275?
Underspgelsen rykker ikke ved den traditionelle datering
af MskMS til CI275, idet der regnes med en obligatorisk
usikkerhedsmargin pá ±25 ár. De talrige yngre træk i B
taler dog snarere for 1275-1300 end 1250-1275. I forbin-
delse med dateringsspprgsmálet kan det ligeledes noteres
at visse forhold kunne tyde pá at forlægget ikke har væ-
ret ældre end fra omkring midten af 1200-tallet, hvilket er
i modstrid med Finnur Jónssons (1932, s. v) bemærkning
om at forlægget ikke skulle være yngre end fra árhundredet
fprste tredjedel.
7. Hvad kan analysen af variationen bidrage med i
en mere almen diskussion af forholdet mellem
skrivernorm, forlæg og afskrift?
Forholdene i MskMS harmonerer med de fleste resultater
i bilag E. Bilaget rummer en underspgelse af den middelal-
derlige afskrivningsproces pá basis af nogle sjældne tilfælde
hvor man mener at have forlæg og direkte afskrift overle-
veret.
Skriverne overfprer generelt ikke forlæggets ortografi.
Har en skriver to mere eller mindre sidestillede betegnel-
ser, er det imidlertid ikke usandsynligt at forlæggets brug
kan spille en rolle for valget mellem disse. Som i visse af
de i bilag E underspgte tekster synes forlægspávirkning i
MskMS i hpjere grad at skinne igennem ved sætningsind-
ledende majuskelgrafklasser.
I lyset af manglende indikation af generel sproglig he-
terogenitet i forlægget for MskMS, indikerer de betyde-
lige orddannelsesmæssige forskelle skriverne imellem at
man ikke kan regne med udpræget forlægspávirkning pá
orddannelsesmæssigt niveau. Den hándskriftgeografiske
fordeling af visse variantformer vidner dog om at pávirk-
ningen har været noget st0rre end pá det rent ortografiske
niveau.
Set i lyset af at der ved underspgelserne i bilag E generelt
ikke kan spores væsentlige morfologiske forskelle mellem
forlæg og afskrift (og idet man som nævnt ikke kan se tegn
pá generel sproglig ujævnhed i forlægget for MskMS sva-
rende til de to skriveres arbejdsomráder), er det bemær-
kelsesværdigt at man trods alt finder en række forskelle
mellem A og B. Et særlig interessant tilfælde udg0r pron.
npkkurr, som manifesteres meget forskelligt hos de to skri-
vere. Et delvist sammenfald mellem visse variantformer
7