Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 220

192
Ortografi
/v/, hvad enten dette er udskrevet eller forkortet.11 denne
kontekst er (q) meget gennemfqrt for /k/ hos begge skri-
vere. Over for de omtrent 350 tilfælde med (Q_q) for /k/
finder man i A sáledes blot seks tilfælde med (k) (fx ‘kvalar’
35^25 og ‘kveinftapi’ 9155) og ét med (c) (‘kýcvenðö’ 6152).
(Q^q) anvendes dermed i 98 % af tilfældene med /kv/ i A.
Over for de omtrent 130 tilfælde med (Q_q) for /k/ i B
finder man 13 tilfælde med (k) (fx ‘kvaþ’ 11x5 og ‘kvellðit’
15^30), og (Qc[) anvendes dermed i 90 % af tilfældene med
/kv/ i B.
IB er betegnelsen af /k/ i udlyd noget mere usikker end i
A, da man finder 10 tilfælde med (cc) i denne stilling.2 Som
nærmere omtalt nedenfor finder man hos begge skrivere
usikkerhed ved betegnelsen af /kk/.
Som det fremgár af afsnit 4.3.2.6, optræder alle ni til-
fælde med (ch) for /k/ i A i appellativer og proprier af
fremmed herkomst.
Overgangen /k/ > /g/ i udlyd manifesteres ikke i B,
men kommer til udtryk i tolv tilfælde i A. Ud over ti
eksempler pá den enklitiske pronominalform -k (fx ‘rpg’
3^39) finder man, som anfprt i afsnit 4.3.2.6, dog kun hvert
ét eksempel pá (g) i pronominalformen þik (‘þig’ 33ri8) og
adverbiet mjgk (‘Miog’ 36VI0). Former med (g) kan ogsá
iagttages i andre kilder fra 1200-tallet og bliver i 1300-
og (især) 1400-tallet meget almindelige, selvom man pga.
styrken i den ortografiske tradition ogsá finder (k) til ind i
1500-tallet.3
En (yngre) let gennemskuelig forbindelse af / (k)ks/ ma-
nifesteres aldrig som (x) i A, men optræder som (cs) X 21
(fx ‘locfinf 18V30), (kf) x 2 (fx ‘ftýrkf 33139) og (gf) x 2
(‘ap|regf orþa’ 35143—44 og ‘hvgf 37V39). I mere uigennem-
skuelige forbindelser af etymologisk /ks/ (normalorto-
grafiens x) skrives (x) i alle godt 50 tilfælde i A. En (yngre)
let gennemskuelig forbindelse af /(k)ks/ manifesteres i B
i tre tilfælde som (x), alle i loksins (fx ‘loxmf lir25), mens
den i seks tilfælde manifesteres som (cf) (fx ‘aprecf vercö’
ior3 og ‘locfinf 25145). I mere uigennemskuelige forbin-
delser af etymologisk /ks/ skrives (x) i alle 20 tilfælde. Jf.
ogsá bemærkningerne til /gs/ i afsnit 4.4.5.2.4, herunder
omtale af neutraliseringen af distinktionen mellem /g(g)/
og /k(k)/ foran /t s/. Ud over de allerede nævnte eksem-
pler pá denne neutralisering i forbindelse med /(k)ks/ kan
der ved /kt/ noteres skrivemáden ‘pýlgt’ 19131 for fylkt i A.
Ingen af skriverne indikerer overgang /kn/ > /hn/ i for-
lyd, en udvikling som i enkeltstáende tilfælde bevidnes i
kilder fra CI300, men fprst bliver hyppigere mod slutnin-
gen af 1300-tallet og i det efterfplgende árhundrede.4 Be-
1 Om brugen af <q) i denne stilling, se fx Hreinn Benediktsson (1965,
s. 33-4) og Lindblad (1954, s. 196-97).
2 Samtlige eksempler er anf0rt i afsnit 4.3.2.6.
3 ]f. Noreen (1923, § 248), Alexander Jóhannesson (1923—24, § 231), Jó-
hannes L. L. Jóhannsson (1924, s. 41-2), Björn K. Þórólfsson (1925,
s. xxxii), Hægstad (1942, s. 110), Bandle (1956, s. 146—47) (i Gud-
brandsbiblen manifesteres svækkelsen konsekvent), Stefán Karlsson
(1960, s. 143) og Kristján Arnason (2005, s. 361-62).
4 Jf. Noreen (1923, § 249), Alexander Jóhannesson (1923-24, § 230),
Jóhannes L. L. Jóhannsson (1924, s. 42), Bjöm K. Þórólfsson (1925,
mærk dog at en stprre del af tilfældene med /kn/ i MskMS
optræder i lemmata der ogsá i nisl. har /kn/,5 hvilket pá den
anden side dog formentlig til dels skal betragtes som senere
genindfprels er.6
Selvom báde (ck) og (cc) bruges for /kk/ i sável A som
B, er (cc) mere gennemfprt i B. Dette forhold skyldes dog i
meget vid udstrækning de mange eksempler i A med (ck) i
formen ekki. Mens der i A — i modsætning til i B — ved (k)
og (c) for /k/ kan spores tydelige tendenser til efterlevelse
af palatalreglen, kan det samme ikke siges om fordelingen
af (ck) og (cc).7
Brugen af (cq) for /kk/ foran /v/ er ganske gennem-
fprt i báde A og B. Over for 92 tilfælde med (cq) for /kk/
i A finder man sáledes blot ét eksempel pá (ck) (‘nockvi’
36^7). Lidt hyppigere er alternative betegnelser i B, idet
man over for 63 tilfælde med (cq) finder seks eksempler pá
(cc ck kk) (‘hraikkva’ 14V56, ‘hra>cc fcaplF 15V21, ‘næccviar’
íovi, ‘næckvr’ ior4, ‘næccvrar’ íori og ‘næccvat’ UV37), og
(cq) er dermed gennemfprt i omtrent 91 % af tilfældene i B.
I B bruges (k) ikke helt sjældent for /kk/, men som be-
mærket 4.3.2.33 kun i et meget begrænset antal ordformer,
nemlig pronominalformen og adverbiet ekki (x 25), prono-
minalformen okkarrar og verbalformengekk (x 5).
En anden betegnelse for /kk/ som udelukkende anven-
des i B, er (kc), og som det fremgár af afsnit 4-3.2.6, kan
der ikke registreres nogen særlig leksikalsk tendens i bru-
gen, idet de syv eksempler fordeler sig pá fem forskellige
lemmata.
15 af 17 eksempler med (k) for /kk/ i A optræder i
finalstilling, og det samme gælder for tre af seks tilfælde
med (c) for /kk/ (jf. afsnit 4.3.2.6 og 4.3.2.31). Et tilsva-
rende mpnster kan registreres i B, hvor alle seks tilfælde
med (k) for /kk/ og ti af tolv eksempler med (c) for /kk/
optræder i finalstilling.8 I finalstilling finder man i báde
A og B altsá en vis vaklen mellem betegnelser for /k/ og
s. xxxii), Hægstad (1942, s. 109), Bandle (1956, s. 143-44), Stefin
Karlsson (1960, s. 140) og Kristján Árnason (2005, s. 363).
5 De belagte lemmata er i A prop. (Hprða-jKnútr x 15, app. knappbpfði,
kné x 5, (-)knífr x 5, knútr X 5, knýtlingr og kngrr x 2, adj. knár og vb.
knega X 4, knía, knýja X 3 og knýta X 2.1 B finder man blot tre belæg:
app. knifr og knprr samt vb. knýja.
6 Dette understpttes af at /kn/ især forekommer i litterære ord (jf. for-
skellen mellem nisl. app. knör(r) og adj. hnarreistur), og at bl. a. vb.
knýja — i modsætning til i nisl. — i de ældste rímur, i Oddur Gottskálks-
sons Nye Testamente og i Gudbrandsbiblen kan optræde med /hn/
(jf. Bandle 1956, s. 143-44).
7 Inddrager man de mange eksempler med (ck) i ekki pá lige fod med
andre tilfælde, er det dog klart at (ck) bruges langt oftere end (cc) foran
fortungevokaler, men da der er tale om én specifik ordform, siger det
intet om en generel tendens til efterlevelse af reglen. I B optræder ni
af tretten tilfælde med (ck) ligeledes i ekki.
8 Det kan bemærkes at der er regnet med /k/ (og ikke /kk/), nár ety-
mologisk /kk/ optræder i kontekster med lydret forkortelse. For B
betyder det eksempelvis at der regnes med /k/ foran /1/ (akk. sg. neut.
af frykkr X 3), /n/ (synkoperede former af præt. part. drukkinn x 5) og
/s/ (gen. sg. af app. bekkr). Pga. morfofonemiske associationer kan det
dog ikke udelukkes at der er tale om /kk/, især ikke i det sidst anfprte
tilfælde (jf. Bandle 1956, s. 93). I denne forbindelse kan det bemærkes
at Bandles (1956, s. 92—3) brug af præaspiration i nisl. som argument
for manglende forkortelse af /kk/ foran /n/ ikke synes rimelig, idet
præaspiration ogsá optræder i tilfælde med oprindeligt /kn/.
44.5.2.7