Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 410

382
Ordformer og morfologi
‘Snöma’ og 'iapnfnéma’). Der synes ikke at være noget be-
mærkelsesværdigt ved fordelingen i handskriftet. I B finder
man snimma i det ene forekommende tilfælde (Tmma’).1
5.10.1.19 Adverbiet svá
Adverbiet svá optræder i A som ‘fva’ x 373, ‘s’ x 59, ‘Sva’
x46, ‘.f.’x 4 og‘Sa’.
Fordelingen af de to hyppigste skrivemáder fremgár af
tabel 5.240.2 Som ved en række andre frekvente ordformer
kan der i A konstateres en klar tendens til formindsket for-
kortelsesgrad i sidste del af A.
I B manifesteres adverbiet som ‘s’ x 82, ‘fva’ x 19, ‘Sva’
x 8, ‘fpa’, ‘Spa’ og ‘Sa’.
Fordelingen af de to hyppigste skrivemáder fremgár af
tabel 5.241.3
5.10.1.20 Adverbiet vel
Adverbiet vel manifesteres i A i positiv som ‘vel’ X 125 og
‘Vel’ x 6,4 i (suppletiv) komparativ som ‘betr’ x 23 og i su-
perlativ som ‘bezt’ x 22, ‘bazt’ x 25 og ‘betzt’.6
I B manifesteres det i positiv som ‘pel’ x 45, ‘vel’ x 43,
‘Vel’ x 5, ‘Uel’ og ‘pæl’,7 i (suppletiv) komparativ som ‘betr’
x 10 og i superlativ som ‘bezt’ x 7 og ‘betz’.
5.10.1.21 Adverbiet þangat og lignende adverbier
pá -at
Adverbiet þangat manifesteres i A som ‘þgat’ x 38, ‘þangat’
X 2, ‘þang’ og ‘þa|gat’.
Adverbiet hingat er belagt 12 gange i denne form i A
(‘hlgat’ X 8 og ‘hingat’ X 4). Derudover indikeres i ét til-
fælde higat (‘higat’ i8r24), hvis der altsá ikke blot er tale
om en udeladt nasalstreg. Endelig finder man formentlig
én gang ‘hengat’ (ir47). Læsningen er dog ikke helt sikker,
da skriften er noget utydelig.
I B manifesteres þangat som ‘þangat’ X 8, ‘þang’ x 4,
*þgat’ X 2 og ‘þangað’.
Hos denne skriver er formen hingat i samtlige fem til-
fælde (‘hingat’ x 5). Desuden finder man et fejlagtigt ‘hing-
an’ 17VI3.
1 Om snemma vs. snimma, se fx Lindblad (1954, s. 107).
21 tabellen inkluderes 54 tilfælde hvor svá er en del af den sammensatte
konjunktion svá at.
31 tabellen inkluderes 13 tilfælde hvor svá er en del af den sammensatte
konjunktion svá at.
4 Desuden finder man allvel (‘allvel’ x 4), jafnvel (‘íajmver x 3, ‘íapn vel’,
‘íapn-vel’ og ‘íapqvel’) og meginvel (‘meg vel’).
5 De to eksempler med ‘bazt’ optræder pá 24V50 og 35^. Til sammen-
ligning kan det bemærkes at de fá eksempler pá formen med /a/ svarer
nogenlunde til forholdene i det med MskMS omtrent samtidige AM
519 a 40, hvor man over for ni eksempler med /e/ finder ét eksempel
med /a/.
6 Brugen af <tzt) i skrivemáden ‘betzt’ kan skyldes at der er tale om en
rettelse fra ‘betr’.
7 Desuden finder man ‘aUpel’ og ‘íapnvel’ hver én gang.
Formerne higat, hegat og þagat, hvoraf den fprste synes
belagt én gang i A, optræder ikke i de ældste hándskrifter,
men synes særlig udbredt i 1300-tallet.8
5.10.1.22 Adverbiet þannig og andre adverbier pá
opr. -veg
I A indikerer skrivemáderne i 14 tilfælde þannug (‘þarjoc’
x 4, ‘þaNoc’ x 2, ‘þaNoc’ x 2, ‘Þafjoc’ x 2, “þnoc’ x 2, ‘Þarjoc’
og ‘þaN|noc’), og dette afspejler rimeligvis skriverens egen
norm. I poesi finder man desuden hver to eksempler pá
þannig (‘þaNeg’ og ‘þaNig’) og þinig (‘þmig’ og ‘þi|mg’). En-
delig finder man i prosa ogsá et enkelt tilfælde med þann
veg (‘þveg’ 3ivi6).
Formen einnig/-ug er ikke belagt hos nogen af skriverne,
men i A finder man én gang et einn veg (‘eirj-veg’ 22v4) med
halvt mellemrum mellem leddene.
I A finder man i fem tilfælde hvemug (‘hvnoc’ X 4 og
‘Hvnog’), mens hvemig ikke er belagt, hvilket altsá er en
parallel til de i prosa forekommende tilfælde med þannug,
men ogsá til det én gang forekommende hinnug ('hiqog’).
I modsætning til forholdene i A indikeres þannig i alle
15 tilfælde i B ('þanmg’ X 9, ‘þamg’ x 3, ‘Þanmg’, ‘þamg’ og
þaníg’).
Ogsá hvernig (‘hvmg’ x 5 og ‘hvermg’) er enerádende i B
(ingen eksempler med -ug).
De i A næsten gennemfprte former pá -ug (eller -ukT)
er ellers relativt sjældne,9 men bruges ogsá konsekvent i
det med MskMS nogenlunde samtidige AM 519 a 40, og i
dette hándskrift finder man ligeledes en række eksempler
pá (c) (og (k)),10 omend det ikke er sá udbredt som i A.
Ved þannug finder man sáledes 19 tilfælde pá (g) over for
to tilfælde pá (c k), mens hvemug i alle otte tilfælde skrives
med (c).11 Som bemærket i Jón Helgason (i934a, s. 9) finder
man ogsá formerne þannoc og hvemoc (præcise stavemáder
anfpres ikke) hos hánd 1 i Holm perg 2 40, hvis skrift ogsá
i andre henseender forekommer beslægtet med MskMS.12
Bemærk at ingen af skriverne bruger former pá -in.13
8 Jf. Björn K. Þórólfsson (1925, s. 71—2).
9 Om vokalen i anden stavelse, se Noreen (1923, § 158 og § 226).
10 Om sádanne former, hvor der indikeres /k/ i tryksvag udlyd, se No-
reen (1923, § 239, anm. 2).
u Jf. de Leeuw van Weenen (2009, s. 281 og 336).
12 Jf. afsnit I.3.2.I.
13 Former som bvemin(n) og þannin(n) optræder ikke i de ældste hánd-
skrifter, men er dog belagt i oisl. og enerádende i Gudbrandsbiblen
(jf. Bandle 1956, s. 436—37). Ældste belæg i ONP’s citatsamling er fra
CI300.
5.10.1.22