Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 225

Fonografematisk analyse
197
4.4.5.2.10 /n/og/nn/
A B
/n/ (n) 10325 /n/ <n> 3025
O 350 O 14
(n) 230
(N) 150 <N) 64
<q> 66
<fi> 35 <4> 36
<N> 1
<fi> i(?) <fi> 11
<nn) 2
<?>) 1
<n> 1
/an/ O 4
/An/ O 2 /An/ <aj> 4
/fnt/ <fmt) 1
<mt) 1
/gn/ <ng) 2
<D> 1
/gnd/ <gþ> 1
/nd/ <íj> 5
<N> 7
<n> 3
/ng/ <0> i(?) <D> 1
/rgn/ <2n) 1
/tns/ <tz) 1
/nn/ <N> 1350 /nn/ <n) 2
<íi> 850 <4> ÍO
<N> 210
<q> 57 <>!> 73
<n> 9 <n> 160
<nn) 6 <nn) 63
<"n) 3 Cn) 3
<Nn) 3
<qn) 1
O 1
<fi> i(?) <fi) 375
<n“) 2
<fi> 19
<N> 1
/ann/ <aj> 1
Tabel 4.45: Manifestationen af /n/ og /nn/
I B optræder 35 af 36 tilfælde med (q) for /n/ i finalstil-
ling (jf. ogsá afsnit 4.3.2.42), hvilket formentlig er et rent
grafisk fænomen, til trods for at (rj) ogsá hyppigt beteg-
ner /nn/. At B generelt anvender netop (4) i tilfælde hvor
mange andre skrivere anvender (n), kan have bidraget til at
skriveren i finalstilling hyppigt bruger en grafklasse som el-
lers anvendes for /nn/. Pá den anden side benyttes ogsá (n)
(med kapitælform) for /n/ i finalstilling i en række andre
hándskrifter, og tolkningen som et rent grafisk fænomen
understpttes af forekomsten af en sádan brug i latinske og
norske hándskrifter.1 Man kunne dog indvende at langt de
fleste eksempler med (4) for / n/ optræder i infortisstavelse
eller i enstavelsesord som kan have stáet relativt tryksvagt
i sætningen, men som eksemplerne i afsnit 4.3.2.39 viser,
gælder dette ikke for tilfældene med (n) for /n/, hvor kun
fire af elleve eksempler optræder i tryksvag udlyd. Til gen-
gæld optræder ti af elleve eksempler i finalstilling, og man
kan altsá spore en tilsvarende tendens som i tilfældene med
(4) for /n/. Derfor afspejler eksemplerne med sável (n)
som (4) for /n/ muligvis et forlægs brug af (n) (eller lig-
nende betegnelse) i denne kontekst.
I A kan der registreres lidt andre mpnstre i brugen af
(n n 4 4) for /n/ (jf. afsnit 4.3.2.41 og 4.3.2.42). Mens /n/
foran /d t/ i B aldrig skrives med betegnelser som ellers an-
vendes for /nn/ (fx (4)), rummer A en række eksempler pá
dette. Foran /d/ finder man omtrent 80 sikre tilfælde med
(n) (fx ‘pvNÖi’ 3or48),2 syv tilfælde med (4) (fx ‘he^ðirji’
4ri2), fem tilfælde med (4) (fx ‘pvijðiz’ 9V48) og ét (muligt)
tilfælde med (n) (‘vaiiðreþa’ IV49)3 over for omtrent 1750
tilfælde med (n) (fx ‘pvnð’ 6VI7). Foran /t/ finder man fire
tilfælde med (n)4 og to tilfælde med (9) (‘bre^t’ 25V45 og
‘va^t’ 5vii) over for knap 140 tilfælde med (n).
Brugen af (n) og lignende betegnelser foran /d t/ ken-
des ogsá fra andre hándskrifter fra 1200-tallet, men er ikke
nær sá gennemfprt som dobbeltskrivning af (1) i samme
kontekst. De allerældste hándskrifter udviser ikke denne
praksis, men allerede fra begyndelsen af 1200-tallet duk-
ker eksempler op.5 Selv i mellemklassiske hándskrifter má
brugen dog generelt betegnes som sporadisk,6 og selvom
anvendelsen af betegnelser der ellers bruges for /nn/, ef-
terhánden slár mere og mere igennem, er praksissen ogsá
i begyndelsen af 1300-tallet langt mindre gennemfprt end
ved /l[dt]/.7 I modsætning til ved /1/ synes skriverne heller
ikke at fplge noget fast mpnster.8
1 Jf. Lindblad (1954, s. 205-6 m. henv.).
2 Jf. afsnit 4.3.2.41.
3Pga. pergamentets beskaffenhed er læsningen usikker i det sidst-
nævnte tilfælde.
41 to af tilfældene ('iNti’ 29^44 og ‘þýNtifc’ 24V32) muligvis foranlediget
af morfofonemiske associationer, men ikke i ‘reNti’ 33V53 og 35V46.
5 Hvad sádanne skrivemáder indikerer, er imidlertid usikkert (jf. fx
Lindblad 1954, s. 204). Et grafisk aspekt har dog formentlig spillet
en rolle. Ved (Nt), som ikke sjældent er skrevet som en ligatur i ældre
hándskrifter, danner brugen sáledes en parallel til forholdene i latinske
hándskrifter, i hvilke (n) siden tidlig karolingisk tid foretrækkes som
fprstekomponent i en ligatur af (N)+(t), mens der ellers anvendes (n)
(jf. Derolez 2003, s. 52).
61 det med MskMS nogenlunde samtidige GKS 2365 40 har Lindblad
(1954, s. 204) registreret mellem tyve og tredive eksempler, fra det lidt
ældre (og kortere) Lbs frg 82 (CI258—64) blot to. Af de Leeuw van
Weenen (2009, s. 68) at dpmme er eksemplerne i det med MskMS
ligeledes samtidige AM 519 a 40 ogsá ganske fátallige.
7 Jf. Lindblad (1954, s. 204). Selvom denne brug senere bliver mere al-
mindelig, anvender mange diplomskrivere i perioden fra C1300—1450
den ikke (jf. Stefán Karlsson 1960, s. 152).
8 Bemærk i samme forbindelse at der ifplge Bandle (1956, s. 152) i Gud-
brandsbiblen aldrig forekommer dobbeltskrivning af (n) (eller tilsva-
rende betegnelse) foran /t/ og kun sjældent foran /d/, hvilket stár i
modsætning til forholdene ved /1/.
4.4.5.2.IO