Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 210

182
Ortografi
4-4-5-2.2 /d/og/dd/
A B
/d/ <d) 3850 /d/ <d) 975
<D) 12 <D> 2
<ð) 1 <ð) 27
<dd) 2 <dd) 2
/ds/ <z) 75 /ds/ <z) 4
/ dst/ <z) 1 /dU/ 8
/ld/ <H) 1-2
/ld-1/ <H) 2
/nd/ <n) 7
<n> 5
<n) 3 /nd/ <n) 1
<n> 2
/dd/ <dd) 190 /dd/ <dd) 37
<d> 2 <d) 2
<dð) 1
<þ> 2
/ddU/ <dðj) 1
/dds/ <dz) 1
Tabel 4.32: Manifestationen af /d/ og /dd/
De 27 tilfælde i B med <ð) for /d/ fordeles nogenlunde
jævnt. Som det fremgár af afsnit 4.3.2.10, er der tale om
ordformer som fra gammel tid har / d/, og der er ikke grund
til at regne med andet end plosiver i disse eksempler. Be-
mærk at kun <ð> anvendes i denne funktion, ikke (þ). Be-
mærk ogsá at tilfældene med <ð) for /d/ kun optræder
efter /n/, hvilket formentlig indirekte indikerer overgang
/nþ/ > /nd/ i form af omvendte skrivemáder (jf. afsnit
4.4.5.2.16). Fænomenet spiller ingen rolle i A, der forment-
lig kun rummer ét eksempel pá <ð) for /d/.1
Tilfældene med <dd) for / d/ má betragtes som skrivefejl.
Tilfældene med /s/-forbindelser behandles i afsnit
4.4.5.2.13. Om tilfælde med assimilation eller bortfald af
/d/, se ndf. under “Særlige tilfælde”.
De to tilfælde med <d) for /dd/ hos hver af skriverne
(‘maðaþar.f.’ 35V40 og ‘vfp ppðr’ 2713 i A, ‘oðuiti’ 1315 og
‘ftað2’ 12VI7 i B) má snarest betragtes som fejlskrivninger,2
1 Eksemplet (‘lanðfcýllð” 4155) er muligvis en afskrivningsfejl (forveks-
ling af en pá |ð| fplgende abbreviatur ((’)) med tværstregen pá et (ð).)
Om app. vinsáld, se ndf. under “Særlige tilfælde”.
2 Brugen af (d) for /dd/ skyldes næppe en mistolkning af et forlægs ka-
pitæl. Ud over det lave antal eksempler taler det imod dette at en sádan
kapitæl kun er fundet i AM 623 40 fra C1325 (sáledes dateret i ONP
— tidligere har man betragtet hándskriftet som ældre, jf. fx Hreinn
Benediktsson 1965, s. xxxvii). Den manglende brug af kapitælen som
betegnelse for /dd/ skal formentlig ses i lyset af at den let har kunnet
forveksles med det unciale (d) (|ð|). Det er endda ikke usandsynligt
at Den fprste grammatiker rent faktisk har anbefalet brugen af |ð| i
denne funktion, idet en forstprret udgave af denne graf kunne anven-
des som majuskelgraf. Dette har været uproblematisk i den ældste tid,
hvor man konsekvent brugte ret |d| for /d/, men volder problemer nár
man begynder at anvende |ð| for /d/ (jf. Hreinn Benediktsson 1965,
og det samme kan siges om de i B enkeltstáende tilfælde
med <dð) (‘ftaððz’ 15V27) og <þ) (‘qþi’ 16V4).
Den meget gennemfprte brug af (dd) for / dd/ harmone-
rer med brugen i langt de fleste klassiske hándskrifter.
Brug af kapitæl er som nævnt i note 2 uhyre sjælden, og
det samme kan siges om <ð), som Lindblad kun har regi-
streret i GKS 2365 40.3
S&rlige tilfœlde
Brugen af (þ) i præt. gegndi ‘gegnþi’ I2rii og skygndi ‘fcygþi’
1IV47 indikerer rimeligvis metatese eller konsonantsvind i
trekonsonantgruppen (jf. afsnit 4.3.2.77).
Man má regne med /d/ i præt. af sigla i de hhv. 19 og 2
tilfælde i A og B (jf. afsnit 4.3.2.8).
bplðr/hauldr er belagt fire gange i A i poetisk kontekst,
og som nærmere omtalt i afsnit 4.4.3.2.16 afspejler to af til-
fældene (‘hællðó’ 2H56 og ‘hajllðr’ 27V9) rimeligvis hauldr,
idet der skrives <lld).
I A finder man tre tilfælde med appellativer pá -sáld/
-sálð og ét eksempel pá appellativet hvíld/hvílð. I disse til-
fælde má dentalen betegnes som usikker, da forholdene
i de ældste hándskrifter indikerer eksistensen af analogi-
ske former med /þ/.4 Appellativet hvíld/hvílð manifeste-
res med <d) i det ene forekommende tilfælde (‘hvilðar’
6r5o), mens appellativerne pá -s&ld/-s&lð manifesteres én
gang med (ð) (‘vinfelða’ 25r6) over for to eksempler pá (d)
(‘parfellð’ 2OV28 og ‘vfigrfijllð’ 9ri6).
Som det fremgár af afsnit 4.3.2.39, optræder de tre ek-
sempler pá <n) for /nd/ i A i propriet Prándheimr, fx
‘þnhele' 27V56 (i samme proprium finder man 22 mod-
eksempler med manifesteret /d/).5 De 14 tilfælde i A
med (rj q n) for /nd/ optræder i komposita i forbindel-
serne /nd-s/ x6 (‘afjícotv’ 3VI0, ‘aijftýgð’ IV24, ‘aqfvor’
3v6, ‘piaNÍcapaþiz’ 36142, ‘haqfolð’ 29r2 og ‘vaíjfet’ IV23),6
/nd-t/ x 5 (‘hvmaNtorþa’ 33V47, ‘haNtekiN’ 32r7 og 35ri4
samt ‘haNtecn’ 21V43 og 32r7)7 8 og /nd-k/ x 3 (‘varjqþi’ IV5,
‘varjqþi’ iv20 og ‘vaNqþif 32147)/ Det i B enkeltstáende
tilfælde med <n) for /nd/ optræder i ‘pianfcapr’ ion8.9
s. 83). I dette lys skal den meget gennemf^rte brug af (d> for /dd/ i
den ældre del af AM 645 40 (ci.220) formentlig ses, og noget lignende
kan have spillet en rolle i andre hándskrifter, ikke mindst AM 677 40 B
(C1200—25), jf. Lindblad (1954, s. 64—5), Hreinn Benediktsson (1965,
s. 83) og Weinstock (1967, s. 112).
3 Jf. Lindblad (1954, s. 65) og se ogsá Hreinn Benediktsson (1965, s. 84).
4 Celander (1906, s. 8—12) regner med analogivirkning fra de talrige ab-
strakte appellativer pá /þ/.
5 Om svind af /d/, se fx Noreen (1923, § 291.2) og Bandle (1956, s. 114).
6Over for de tre eksempler pá q) i and- finder man ét pá <nd>
(‘anðfcota’ 24r8, poet.). Over for det ene eksempel pá (n> i fjánd' finder
man ét med <nd) (‘pianðfcapr’ 9ri). Over for det ene eksempel pá (q> i
vand’ finder man ét tilfælde med (nd> (‘vanðfcipaðr’ 8n8).
7 Over for de fire eksempler pá (n> i hand- finder man tre tilfælde med
(nd> (fx ‘hanðtekiq’ 3117).
8 Over for de tre eksempler pá (q n> i vand- finder man ingen mod-
eksempler.
9Man finder ved fjánd- ingen modeksempler med /d/ manifesteret i
skriften. Pá den anden side finder man — i modsætning til i A — (n[dð]>
i alle tre tilfælde med handtekinn (fx ‘hanðtekiq’ 14148) og i det enkelt-
stáende tilfælde med andskoti (‘anðfcotö’ 1OV55).
44.5.2.2