Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 49

2 Indledende teoretisk og metodisk diskussion
2.1 Indledende bemærkninger
The earlier the linguist goes, the more frustrated are
his efforts to account completely for scribal practice
and writing systems. Scribes are rarely so puristic as to
write consistently. The insidious and persistent influ-
ence of the written tradition, the uncertain literacy of
many scribes, opaque shifts in scribal practice, slips
of the pen, inconsistency pure and simple—all join to
subvert any strong theory attempting to explain what
all scribes at all times in all languages have written.
(King 1969, s. 205—6)
Som citatet illustrerer, kan analyser af ældre tiders skrift
og sprog sammenlignes med ligninger med uhensigtsmæs-
sigt mange ubekendte. Nogle af disse ubekendte skal for-
spges belyst i nærværende kapitel. Der redegpres især for
overordnede spprgsmal med relevans for flere af afhandlin-
gens analyseniveauer. Mere specifikke metodiske spprgs-
mál til de enkelte delanalyser (fx den palæografiske og den
ortografiske) behandles primært i indledningerne til disse.
Andre overordnede teoretiske og metodiske spprgsmál,
som ikke har direkte relevans for analyserne, men som kan
belyses ud fra disse, behandles i kapitel 6. Det sidste dre-
jer sig bl. a. om forhold relaterede til skriveridentificering
og datering. En analyse af forholdet mellem forlæg og af-
skrift (i nogle sjældne tilfælde hvor man mener at kunne
konstatere et direkte forhold) findes i bilag E, hvortil der
perspektiveres i nærværende kapitel og i kapitel 6.
I afsnit 2.2 diskuteres en række forhold relaterede til
norm, brug og variation, hvorefter et afsnit om hándskrift-
analyse fplger (afsnit 2.3) med gennemgang af nogle stu-
dier af enkelthándskrifter. Det er ingen forskningshisto-
risk oversigt, men sætter tilgangen i nærværende afhand-
ling i relation til en række nyere underspgelser. Indirekte
bliver der dermed ogsá tale om en indledende beskrivelse
af mine egne metodiske standpunkter, en beskrivelse som
siden uddybes i optakten til afhandlingens forskellige del-
analyser. Endelig omtales det praktiske arbejde med tekst-
opmærkning og analyse der ligger til grund for afhandlin-
gen, i afsnit 2.4.
2.2 En skrivers norm og brug
2.2.1 Norm, brug og variation
Adskillige har fremhævet at normbegrebet i analyser af
middelalderlig skriftproduktion ofte er en noget uklar og
vagt defineret stprrelse,1 og at man let ender i anakro-
nistiske betragtninger. Det sidste skyldes imidlertid ikke
mindst en (ubevidst) relatering af normbegrebet til den
form for ortografisk normering som manifesteres i ordbp-
ger og normaliserede tekstudgaver.
I nærværende afhandling betragtes normbegrebet som
en abstrakt stprrelse. En skrivers norm er den normfore-
stilling eller det idealbillede af skriften2 han har pá et givet
tidspunkt, som resultat af hans oprindelige uddannelse og
de senere pávirkninger i virket som skriver.3
Med skriverens brug refereres derimod til den faktiske
realisering af skriften. Brugen er ikke mindst et resultat af
skriverens egen norm. Men som blandt andre Johansson
(1997) har pointeret, spiller en række andre faktorer ogsá
ind, bl. a. forlæggets brug og skrifttraditionen i det skrip-
torium hvor hándskriftet er blevet til.
I analyserne i nærværende afhandling lægges stprst vægt
pá forhold relateret til skriverens norm (hans idealbillede
af skriften) og forlæggets brug. Inddragelsen af en st0r-
relse som skriptoriets norm giver fprst rigtig mening hvis
man kan relatere til et stprre (sikkert etableret) materiale
fra et givet skriptorium, hvilket ikke er muligt i tilfældet
MskMS.4
Begrebet variation spiller som allerede nævnt en vigtig
rolle i nærværende afhandling, og i de forskellige analyser
1 Se fx Johansson (1997, s. 111-15 °g 125-29).
2 Ordet “skrift” bruges her i en bred betydning omfattende sável palæo-
grafiske som ortografiske forhold.
3 Denne brug stemmer overens med anvendelsen i Dverstorp (2010,
s. 43). Til gengæld synes den at afvige noget fra anvendelsen i Jo-
hansson (1997, s. 126), hvor norm og bruk anvendes i samme betyd-
ning, nemlig som “den faktiska normen”, hvorved begge begreber bli-
ver identiske med “den lokala skrifttraditionen liksom med den indi-
viduella utformningen av denna tradition”. Mit normbegreb svarer til
hvad Johansson betegner som den enkelte skrivers normförestállning.
Mártensson (2007, s. 164) bruger betegnelsen norm om “den skrivning
som skrivaren anvánder spontant, utan páverkan frán förlaga”.
4 Som omtalt i note 5 pá s. 408 er det desuden usikkert hvor stor ens-
retningen har været i skriptorierne pá Island.
21