Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 285

Pronomener
257
slá om der er tale om enkelt- eller dobbeltkonsonant, idet
samtlige former er forkortede ved kontraktion. I MskMS
besværligg0res analysen netop af manglen pá udskrevne
former, men enkelte former giver alligevel visse indikatio-
ner. De mange tilfælde med kontraktion med den almene
abbreviatur (“), der forekommer hos begge skrivere, men
er særlig frekvente i A, har principielt ingen beviskraft, nár
abbreviaturen er anbragt f0r, over eller efter et (r). Ser man
bort fra disse, finder man i A blot to eksempler: ‘þSi’ 36V34
og ‘þa’ ir2i. Det fprste af disse synes at indikere /rr/, mens
det sidste synes at indikere det oprindeligere /r/. En for-
klaring pá denne vaklen kunne være at hánd A i sit eget
sprog har /rr/, mens den enkeltstáende form ‘þa’ er overta-
get fra forlægget, hvis skriver har haft /r/. En sádan tolk-
ning sandsynliggpres af at det págældende eksempel optræ-
der pá hándskriftets allerfprste side, hvor en række andre
træk indikerer stprre forlægstroskab. I B finder man lige-
ledes tilsyneladende modstridende indikationer hvad /r/
vs. /rr/ angár. Ud over de 21 eksempler som ikke har no-
gen beviskraft, idet de udgpres af kontraktioner med (~)
fpr, over eller efter et (r), synes der i 15 tilfælde med ‘þa’
at indikeres /r/, mens der i tre tilfælde med ‘þra’ synes at
indikeres /rr/. At tilfældene med ‘þa’ — som i A — sand-
synligvis er inspireret af forlæggets brug, derfor taler det
at eksemplerne er meget hyppige i begyndelsen af B, mens
de sletikke bruges pá de sidste sider (jf. tabel 5.60). Tilfæl-
dene med ‘þra’ afspejler derimod sandsynligvis skriverens
egen form med /rr/ og kan i deres skriftlige manifestation
tænkes inspireret af forlæggets ‘þa’ (som fremgáet af over-
sigterne ovenfor bruges denne form heller ikke i sidste del
af B, hvor man udelukkende finder kontraktioner med (")).
5.4.3.3 Det demonstrative pronomen sjá
Pronomenet sjá/þessi manifesteres i A og B som vist i hhv.
tabel 5.61 og 5.62. For at give et (morfologisk) overblik er
skrivemáderne normaliset i tabel 5.63.
Pronomenets udvikling i islandsk er grundigst belyst i
Katrín Axelsdóttir (2003)/ og i Kjeldsen (2011) har jeg selv
set nærmere pá spprgsmálet ved inddragelse af yderligere
gno. og oisl. materiale, hvilket har fprt til visse præciserin-
ger og delvis andre tolkninger.* I 2
sá hat sich nicht geándert”), men rim i skjaldedigtningen viser at for-
mer med /r/ (som er i overensstemmelse med de etymologiske for-
hold) har eksisteret, jf. sáledes flere eksempler i Kahle (1892): “fórk
meþ feþrum þeira” (s. 137), “nær vættir þú þeira” (s. 140), “fór í fylking
þeira” (s. 140), “hrórir hausa þeira” (s. 140) og “fór á fylking þeira”
(s. 140).
1 En udf0rlig opsummering af denne unders0gelse findes i
de Leeuw van Weenen (2007, s. 292—97).
2 Katrín Axelsdóttirs korpus udg0res af tre længere ordlister/indices,
nemlig Larsson (1891), Larsson (1956) og van Arkel-de Leeuw van
Weenen (1987); desuden er f^lgende elektroniske tekster udnyttet:
Heimskríngla I—III (tjekket mod Finnur Jónsson 1893—1901), udvalgte
sagaer fra genren fornaldarsögur Norðurlanda, inddelt i to kronologi-
ske grupper (tjekket mod Guðni Jónsson 1954) og Sturlunga (tjekket
mod Kálund 1906—11); endelig er Guðmundar saga biskups (af Arn-
grímr Brandsson) excerperet efter Guðni Jónsson (1948) og dele af
Katrín Axelsdóttirs hovedresultater nár det gælder de
analogiske udviklinger og deres datering, kan opsummeres
pá fplgende vis:
1. dat. sg. neut. þvísa begynder at erstattes af þessu alle-
rede fpr de ældste hándskrifters nedskrivning, og for-
men er sjælden allerede i 1200-tallet.
2. nom. sg. fem. sjá erstattes af þessi fra engang i 1200-
tallet. I sidste halvdel af 1300-tallet er denne udvikling
vidt fremskreden, selvom ældre former kan holde sig
længe i (arkaiserende) skrift.
3. nom. sg. mask. sjá erstattes ligeledes af þessi engang i
1200-tallet, rimeligvis kort efter den tilsvarende æn-
dring i femininum, og som netop nævnt er udviklin-
gen vidt fremskreden efter C1350.
4. þess' erstattes af þessar- i dat./gen. sg. fem. og gen. pl.
fra engang i 1200-tallet, dog efter de allerede omtalte
udviklinger. Overgangen er gennemfprt i fprste del af
1500-tallet, muligvis fpr.
5. akk. sg. mask. þenna erstattes af þennan, sandsynlig-
vis fra engang i 1400-tallet. Udviklingen er máske
gennemf^rt cióoo.
6. nom./akk. sg. neut. þetta erstattes af þettað, muligvis
fra omkring midten af 1600-tallet. Den nye form har
endnu ikke náet fuld udbredelse og g0r det muligvis
aldrig.
Katrín Axelsdóttir inddrager ikke þeima (dat. sg. mask.
og dat. pl.) i sin generelle bpjningsoversigt (s. 41), selv-
om hun omtaler den nærmere sammen med þvísa
(dat. sg. neut.) i afsnittene 4.1 (s. 47—51) og 5.1. (s. 61—2).
Arsagen er at hun — med henvisning til ældre forskning
— henfprer formen til poesi, og selv konstaterer at brugen
er begrænset til enkelte faste udtryk, af hvilke hun nævner
með/viðþeima hœtti (s. 50).3
Af de ovenfor anfprte oversigter over pronomenets ma-
nifestation i MskMS fremgár det dog at sável þvísa som
þeima forekommer hver én gang i A. Formen þvísa optræ-
der i frasen á þvísa þingi pá 28V44, mens þeima nok sá in-
teressant ligeledes er belagt i prosa i en optakt til en tot om
Óldfs saga helga hin sérstaka efter Johnsen & Jón Helgason (1941).
I Kjeldsen (2011) har jeg for oldislandskens vedkommende ud over
MskMS suppleret med materialet fra de ældste islandske original-
diplomer frem til «450 (pá basis af Stefán Karlsson 1963) samt belæg
af islandsk proveniens i ONP’s citatsamling. Underspgelsen af forhol-
dene i originaldiplomerne skal naturligvis ikke mindst ses i lyset af at
de ud over at være daterede ikke som de pvrige kilder kendetegnes af at
være afskrifter, hvorfor forlægspávirkning kan udelukkes. For norsk
sprogs vedkommende har jeg analyseret forholdene i de ældste nor-
ske hándskrifter frem til C1250 vha. Holtsmark (1955) suppleret med
tre længere lidt yngre tekster som er tilgængelige i Menotas tekstar-
kiv, nemlig Strengleikar i DG 4—7 (CI270), Barlaams saga ok Jósafats i
Holm perg 6 fol (C1275) og Thómass saga erkibiskups i Holm perg 17 40
(01300), foruden belæg af norsk proveniens i ONP’s citatsamling.
31 forbindelse med GuSmundarsaga peges der pá muligheden for arkai-
serende sprogbrug eller norvagisme.
5-4-3-3