Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 37

Indledende beskrivelse af materialet
9
AM 66 fol eller Hulda (01350—75) er et nu 142 blade
stort, enspaltet pergamenthándskrift, hvis fprste læg (for-
mentlig seks blade) er tabt. Hándskriftet, der dateres til
01350—75, er med undtagelse af to linjer nederst pá 5IV skre-
vet af én hánd, som er nært beslægtet eller identisk med
hánden i mindst tre andre hándskrifter (AM 238 XXV fol,
AM 173 d A 8 40 og AM 646 40) og to diplomer (AM dipl
isl fasc III 5 og 6). Diplomerne er udstedt i 1375 i kloste-
ret pá Munkaþverá i Eyjafjörður, og man má gá ud fra at
Hulda har samme proveniens.1
GKS 1010 fol eller Hrokkinskinna (“det runkne hánd-
skrift”) er et 95 blade stort, tospaltet pergamenthándskrift,
hvis 91 fprste blade er fra begyndelsen af 1400-tallet, mens
det sidste firebladslæg (en ufuldstændig afskrift af Hemings
þáttr Aslákssonar) er tilfpjet i 1500-tallet. Indholdet er som
i spsterhándskriftet Hulda. Hr indsamledes af Torfæus pá
Island i 1662, og forskelligt tyder pá at han har erhvervet
det pá Hólar, hvortil det formentlig er kommet i 1400-
tallet.2 Hr synes skrevet af én skriver, og hánden genfin-
des i diplomet AM dipl isl fasc VIII 7,3 der er udstedt pá
Lögmannshlíð i Eyjafjarðarsýsla i 1423, samt sandsynligvis
i fragmentet AM 551 d (3 40.4
1.3.1.3 ÆMsk og spprgsmálet om interpolationer
Den i forskningen hyppigt anvendte skelnen mellem
den bevarede Msk og den sákaldte Ældste Morkinskinna
(ÆMsk) introduceres i Indrebp (1917), der rummer en un-
derspgelse af den beslægtede Fagrskinna. Indrebp argu-
menterer for at en Morkinskinnatekst er blevet benyttet af
Fsk-forfatteren, men ikke en tekst som svarer til det i dag
bevarede værk, derimod en Ældste Morkinskinna. Hoved-
pointerne i forhold til diskussionen omkring ÆMsk kan
opsummeres i fplgende citat (Indrebp 1917, s. 19) :5
Denne eldre, upphavlegare tilemningi kann vi kal-
la den eldste Mork. Ho har skilt seg fraa den kjende
Mork. paa fylgjande punkt:
1. Teksten, sjplve ordvalet har vore noko annleis.
2. Ho har vanta
a) alle laan fra Ágr;
b) den eine versjonen om koss Harald Hard-
raade kom til Noreg?
c) nokre tætter utan vers?
d) ymis direkte tale (og samtalar)
1 For nærmere beskrivelse af hándskriftet og dets historie, se Louis-
Jensen (1977, s. 7—10) og (udfprligere) Louis-Jensen (1968).
2 Jf. Louis-Jensen (1977, s. 11-13).
3 Jf. Stefán Karlsson (1963, s. lvii) og Louis-Jensen (1977, s. 11).
4 Desuden er hánden i AM162 H fol enten nært beslægtet eller identisk.
Dette fragments proveniens er ukendt, mens AM 551 d p 4° ifplge
en indklæbet seddel fra Arni Magnússon har været “eign Skallholltz
kirkiu. eda Mag. Bryniolfs helldr” (jf. Louis-Jensen 1977, s. 11).
5 En længere forskningshistorisk oversigt med fokus pá de forskellige
opfattelser af forholdet mellem Ældste Morkinsldnna og det bevarede
værk findes i Armann Jakobsson (2000 og 2002, s. 30—59).
Indrebp betragter lánene fraÁgrip som de sikreste inter-
polationer, og hans argumentation kredser fprst og frem-
mest om disse. Punkt l) argumenterer han for ved at pá-
pege forskelle i formuleringer mellem Fsk og Msk og be-
mærker at det forekommer mere sandsynligt at ændrin-
gerne er sket i en yngre version af Msk. Punkt 2b) argu-
menterer han for ved at forspge at vise at to fremstillin-
ger af hvorledes Haraldr kommer til Norge, stár i modstrid
med hinanden og derfor sandsynligvis ikke begge har væ-
ret en del af den oprindelige fremstilling. Udgangspunktet
for punkt 2c) er en bemærkning ved en episode med Sveinn
Ulfsson og en unavngiven kone, hvor det hedder at “þetta
er gamans fráspgn ok eigi spguligt einskostar” (MskMS,
131-53—54). Dette mener han indikerer at sádant episodisk
stof ifplge Msk-forfatteren ikke hprte hjemme i en frem-
stilling som Msk. Hvilke totter der skulle kunne betrag-
tes som senere interpolationer, kommer han desværre ikke
nærmere ind pá. Punkt 2d) bygger blot pá en sammenlig-
ning af forholdene i Fsk og Msk.
Indrebp (1917, s. 12-18) argumenterer for at Fagrskinnas
forfatter má have kendt Msk og ikke omvendt, og viser
derefter at denne forfatter “merkeleg konsekvent” har ude-
ladt passagerne fra Ágrip. Indrebp konkluderer derfor at
Fsk-forfatteren má have anvendt en uinterpoleret version
af Msk.6 Sigurður Nordal var ad uafhængig vej náet frem
til samme resultat som Indrebp,7 og ogsá Bjarni Aðalbjar-
narson (1937, s. 137-54) behandler spprgsmálet grundigt og
opregner 43 nære, signifikante overensstemmelser mellem
de to værker (seks af disse betegnes som mere tvivlsomme).
Pá trods af vanskeligheden ved at trække specifikke græn-
ser for hvornár en parallel skal betragtes som et skriftligt
lán, er langtfra alle paralleller lige usikre, og der synes vit-
terlig at have været skriftlige forbindelser mellem tekst-
erne. Bjarni Aðalbjarnarson argumenterer overbevisende
for at overensstemmelserne beror pá interpolation af (dele
af) afsnit fra Ágrip ved (især) at vise at indskuddene skaber
en uheldig tekst i Msk.8
At Msk er blevet interpoleret med passager fra en tekst
af Ágrip, er de fleste forskere i dag da ogsá enige om.
Ármann Jakobsson regner imidlertid ikke med indskud
fra Ágrip og afviser med henvisning til Bjarni Einarsson
(19853, s. ci-cxxi) at Fsk kan anvendes i en argumentation
for mulige indskud i Msk.9 Det er korrekt at Bjarni Einars-
son nár frem til at Fsk forkorter og udelader en lang række
passager, men Ármann Jakobsson tager munden for fuld
nár han helt udelukker udnyttelsen af en sammenligning
med Fsk. En sádan strategi kan rigtignok ikke bruges ved
totterne og en række andre anekdotiske stykker, men sá-
danne passager er heller ikke centrale for diskussionen af
(l I Indreb0 (1922) uddybes argumentationen, og siden er den blevet
yderligere bestyrket af ikke mindst Jakobsen (1968) og Bjarni Einars-
son (19853, s. ci—cxxi).
7 Se Indreb0 (1922) og Sigurður Nordal (1914, s. 39-40).
8Som et særlig illustrativt eksempel omtaler Bjarni Aðalbjarnarson
(1937, s. 140) forholdene i kap. 38 i Agrip der geníindes som afsnit
(2g/8) i Msk.
9 Se især Ármann Jakobsson (2002, s. 46—51).