Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 38

ÍO
Indledning
indskud fra Ágrip. I argumentationen for at overensstem-
melserne mellem Ágrip og Msk ikke bchpver at betragtes
som resultatet af senere interpolationer i det sidstnævnte
værk, henviser Ármann Jakobsson desuden til Sandaaker
(1996) uden dog at komme nærmere ind pa artiklens ind-
hold, og pá trods af at han bemærker at Sandaakers argu-
mentation er uklar, og at det deri opstillede stemma ikke
synes at belyse sagen i nævneværdig grad.1 Henvisningen
til Sandaaker indgár i en argumentation for at den over-
leverede Msk ikke adskiller sig væsentligt fra værkets op-
rindelige manifestation, men det má bemærkes at Ármann
Jakobsson (2002, s. 44) faktisk tager Sandaaker til indtægt
for et synspunkt som ikke fplger af artiklen, idet han be-
mærker: “Nýlega hefur Odd Sandaaker sett fram þá tilgátu
að Morkinskinna haíi verið til í núverandi mynd á þriðja
áratug 13. aldar”. Sandaaker udtaler sig imidlertid alene om
forholdet mellem Ágrip og Msk (og reelt kun om en del af
teksten) og slet ikke om andre mulige indskud, fx i form
af totter og andet anekdotisk materiale. Sandaakers artikel
er da ogsá alt andet end letlæst og klar i sin argumentation,
og en mere kritisk vurdering viser at den i hvert fald ikke
uden videre kan anvendes til at forkaste tesen om indskud
fra Ágrip i Msk.2
1 Jf. Ármann Jakobsson (2000, s. 238-39, og 2002, s. 44).
2 Artiklens udgangspunkt kan opsummeres i fplgende spprgsmál: “har
vi at gjera med eit einsidig lángjevar/lántakar-samband, der Morkin-
skinna er mottakar, eller har samspelet mellom dei [d. e. Msk og Ágrip]
vore meir “symbiotisk”, slik at vi heller má tala om ei tekstleg utveks-
/mg[?]” (Sandaaker 1996, s. 32). Sandaaker mener at det sidstnævnte
alternativ bpr foretrækkes, og at Ágrip rummer lán fra Msk. Han ta-
ger udgangspunkt i Geirsteinstotten, der i Ágrip er bevaret fragmen-
tarisk pá sidste blad efter en lakune (i Msk er den komplet (afsnit
83/98), mens den ikke optræder i Fsk). Det págældende blad i Ágrip
er skrevet af hánd B, som ifplge Indrebp har udvidet teksten. I mod-
sætning til en række andre forskere mener Sandaaker ikke at dette er
sket ved simple interpolationer, men at der snarere skulle være tale om
en “medviten nyredaksjon”, og at denne nyredaktion kan være skrevet
af efter en Msk-tekst. Ligesom Bjarni Einarsson (19853, s. xliii—xliv)
mener Sandaaker at totten er forkortet i Ágrip (hvilket ogsá forekom-
mer rimeligst), og det rige indslag af dialog (især halvreplikker) tyder
pá at totten vitterlig er en senere tilfpjelse. Sandaaker mener ligeledes
at Ágrips ganske korte kap. 58, der ikke har noget modstykke i Msk,
skal betragtes som en brobygger mellem den gamle og den nye tekst.
Stilistisk afviger det sáledes fra resten af Ágrip ved at være skrevet helt
i præsens (med undtagelse af kapitlets sidste sætning) uden at dette sy-
nes motiveret af fortælletekniske hensyn. Dette mener han ogsá stpt-
ter Dahlerups (1880, s. iii) opfattelse af at Ágrip oprindelig skulle være
endt med Sigurðr Jórsalafari pá samme vis som Theodoricus’ værk.
Nár Sandaakers artikel fremstár uklar, beror det bl. a. pá at han sy-
nes at tale med to tunger. Eksempelvis mener han pá den ene side at
Indrebps beskrivelse af forholdet mellem Msk og Ágrip er ukorrekt
og at hans egen analyse er “uforlikeleg med gjengs lære” (Sandaaker
1996, s. 53), men pá den anden side slutter han af med at betone at ar-
tiklen ikke vil “opna nokon polemikk mot forskarar som med utgangs-
punkt i Indrebps tese har arbeidt med andre sider av den tekstlege pro-
blematikken i Morkinskinna” (Sandaaker 1996, s. 53). Vurderingen af
artiklens mere generelle betydning for Morkinskinnaforskningen be-
sværliggpres ydermere af at blot en mindre del af Msk (og Ágrip) un-
derspges. Hvad Sandaaker vil rejse tvivl om, er ifplge ham selv (s. 32)
hvorvidt “Ágrip, slik det no ligg f0re, er den primære kjelda for interpo-
lasjonane i alle delar av Morkinskinna”. Han forholder sig imidlertid
ikke nærmere til de mange passager som ifplge Indrebp og Bjarni Aðal-
bjamarson má betragtes som interpolationer fra Ágrip, men altsá blot
til en ganske begrænset del af de to værkers tekst.
Et meget omdiskuteret sp0rgsmál i Morkinskinna-
forskningen har været hvorvidt de mange for MskMS sá
karakteristiske totter ogsá har stáet i ÆMsk. Ikke mindst
seks i YFlb manglende totter er af visse forskere (fx Finnur
Jónsson, Bjarni Aðalbjarnarson og Heinrich Gimmler) ble-
vet betragtet som senere indskud. Det drejer sig nærmere
bestemt om Hreiðarsþáttr (15/24) og Halldórsþáttr Snorra-
sonar (18/30) i A samt Auðunarþáttr (21/36), Brands þáttr
grva (23/38), Islendings þáttr spgufróða (25/40) og Sneglu-
Halla þáttr (28/43) i B.3 *
Yderligere ti totter fremhæves i Bjarni Aðalbjarnarson
(1937, s. 154—59), idet de ud over ikke at optræde i Hkr
og Fsk báde karakteriseres af en ganske lps forbindelse til
resten af stoffet og af forekomsten af en række gentagel-
ser, uden at Bjarni Aðalbjarnarson dog t0r sige noget om
deres eventuelle status af senere interpolationer. Det dre-
Det er ingen overdrivelse nár Ármann Jakobsson (2002, s. 44) be-
tegner Sandaakers stemma som et “allflókið stemma sem skýrir málið
ekki mjög”. Det skal ikke underkastes en grundig kritik, men visse
punkter má kommenteres. For det fprste harmonerer stemmaet ikke
med det i samme artikel pá s. 42 opstillede “diagram”. For det andet
synes Sandaaker ikke at levere argumenter for opstillingen af *MIIa
og *MIIc som mellemled. For det tredje g0r han det ikke klart hvorfor
*MIIc-grenen skal sidestilles med *MIIa-grenen i stedet for at under-
ordnes denne som i det af Louis-Jensen opstillede stemma.
Ogsá andre forhold besværliggpr læsningen af Sandaakers artikel,
bl. a. rummer den flere misforstáelser som forstyrrer argumentatio-
nen. Som et eksempel kan nævnes en misforstáelse af Bjarni Aðal-
bjarnarsons opfattelse af Steigar-Þóris replikker ved galgen. Sandaaker
(1996, s. 49) anfprer sáledes fplgende citat fra Bjarni Aðalbjarnarson
(1937, s. 147-48): “Jeg kan knapt tenke mig annet enn at disse utta-
lelser har státt i Msk. fra fprst av, og at Fsk. har dem fra den. Det vil
kanskje forekomme en urimelig at to innbyrdes uavhengige kilder har
anfprt disse uttalelser ordrett ens, men jeg finner det slett ikke utrolig
at de allesteds har fulgt fortellingen om Tores drap.” Hertil bemær-
ker Sandaaker: “Konklusjonen til Bjarni Aðalbjarnarson er det lett á
vera einig i, derimot ikkje i motiveringa hans. Fagrskinna og Morkin-
skinna er nok heller ikkje her “innbyrdes uavhengige kilder”. Det kan
ingen tvil vera om at Fagrskinna her láner direkte frá Morkinskinna,
og at Morkinskinna láner frá Ágrip.” Her har Sandaaker jo helt ty-
deligt misforstáet Bjami Aðalbjarnarson, som naturligvis ikke mener
at Fagrskinna og Morkinskinna skulle være uafhængige kilder, hvil-
ket i 0vrigt fremgár direkte af det af Sandaaker anf0rte citat. Det er
selvfplgelig Msk og Ágrip som Bjarni Aðalbjamarson refererer til.
3 Finnur Jónsson (1932, s. xxxvi) forestiller sig at visse totter fra eksiste-
rende skrevne kilder muligvis allerede er blevet indarbejdet i ÆMsk
ved sammenfpjningen af de “oprindelige sagaer”, mens andre skulle
være blevet tilfpjet i perioden 1230-70, og han regner det for sikkert at
de seks i YFlb manglende totter er senere indskud (jf. Finnur Jónsson
1932, s. x). Bjarni Aðalbjarnarson (1937, s. 157) er ikke helt sá sikker,
men regner det trods alt for mest sandsynligt at de seks totter er se-
nere indskud. I Gimmler (1976) opstilles to lister over hhv. “Þættir” og
“Þættir-áhnliche Erzahlstiicke”. Tolv totter kan ifplge Gimmler med
relativt stor sikkerhed betragtes som oprindelig selvstændige kortfor-
tællinger (þatrir i Gimmlers definition). Gimmler anfprer ikke direkte
sin egen opfattelse af interpolationsspprgsmálet, men henvisningerne
til tidligere forskning synes at indikere at han finder det mere eller
mindre sandsynligt at 32/47, 50/65 og 53/68 har stáet i ÆMsk, mens
de seks i YFlb manglende totter og Porsteins þáttr Hallssonar (11/20),
PorvarSs þáttr krákunefs (26/41) og Odds þáttr Ófeigssonar (33/48) be-
tragtes som senere interpolationer (fremstillingen er dog noget uklar,
jf. sáledes Gimmler 1976, s. 61, hvor alle 12 totter synes betragtet som
senere indskud). Om den eventuelle interpolationsstatus for de 28
“Þættir-áhnliche Erzáhlstiicke” udtaler Gimmler sig ikke med nogen
sikkerhed, men bemærker dog s. 63 at det særlig kunne tænkes at være
tilfældet ved nogle af de længere stykker.
1-3-1-3