Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 45

Bemærkninger til den anvendte terminologi
17
Figur 1.2: Grafonomiske niveauer
termer defineres siden hen i de forskellige afsnit efterhán-
den som det bliver relevant.
Ved omtale af skrifttegn vil en grafonomisk funderet
terminologi blive anvendt, og der tales derfor ikke om bog-
staver og bogstawarianter eller skrifttegn og tegnvarianter.
I stedet beskrives de enkelte skrifttegn og variationen i de-
res udformning ved hjælp af begreberne graf, graftype og
grafklasse. Figur 1.2 illustrerer dette med udgangspunkt i
grafklasserne |p| og |f] inden for grafemet {f).
Termen graford bruges om det ord hvori graferne indgar,
og graford er inkluderet i oversigten for at illustrere grafer-
nes placering i minuskelskriftens firlinjesystem,1 idet det
skal vise en given grafs eventuelle over- eller underlængde.2
Termengraf bruges som betegnelse for det enkelte fysi-
ske skrifttegn (navnet “Morkinskinna” indeholder sáledes
12 grafer).
Termerne graftype oggrafklasse er rent typologiske stpr-
relser, som defineres pá basis af ligheder (og forskelle) i
grafernes fysiske manifestation og kan siges at repræsen-
tere forskellige grader af fysisk abstraktion. Graftypen llp2l!
adskiller sig sáledes fra llp1!! ved at den manifesteres som
grafer med venstreombpjning pá underlængden, mens den
sidstnævnte graftype manifesteres som grafer med hpjre-
ombpjning. Begge graftyper deler imidlertid sá mange ka-
rakteristika at de kan siges at tilhpre samme overordnede
grafklasse, |p|. I forhold til den funktionelt beslægtede graf-
1 Anvendelsen af et firlinjesystem er standarden i grafonomiske beskri-
velser af skriften, men er ikke indf0rt med grafonomien. Det kendes
sáledes ogsá fra traditionelle palæografiske fremstillinger af minuskel-
skrift, se eksempelvis Br0ndum-Nielsen (1943, s. 8). Som pápeget i
Allén (1965, s. 80—2) bruges systemet dog noget anderledes i ældre
(traditionelle) palæografiske værker, hvor det tjener til at karakteri-
sere minusklerne (firlinjeskrift) over for majuskleme (tolinjeskrift), og
hvor der f^lgelig ikke er tale om faste linjer.
2 Om termen graford, se eksempelvis Allén (1965, s. 57—61), hvor man
ogsá finder henvisninger til andre forskeres betegnelser, og Allén (1971,
s. 26 og 31-32).
klasse |f|, der manifesteres som grafer med overlængde, ud-
mærker |p| sig bl. a. ved at graferne har underlængde.
Grafemet er derimod en funktionel stprrelse, som be-
tegner den mindste betydningsadskillende grafiske enhed.
I den palæografiske analyse er det fprst og fremmest de
fprste tre niveauer, graf, graftype og grafklasse, der er in-
teressante, mens grafemet kan være interessant i en gra-
fematisk eller ortografisk analyse. Som nærmere omtalt i
afsnit 4.1 foretages der imidlertid ikke nogen egentlig gra-
femanalyse i nærværende afhandling. I stedet ophpjes graf-
klasserne til tentative grafemer efter at den i grafematisk
henseende mest ábenlyst redundante grafklassevariation er
blevet udryddet, hvorefter de relateres til et fast fonolo-
gisk referencesystem. Firdelingen af beskrivelsessystemet
er fprst og fremmest valgt for mere systematisk at kunne
fremstille de forskellige former for variation som kom-
mer til udtryk pá hhv. mikro- og makropalæografisk niveau
(herom nedenfor i nærværende afsnit).3
Som det fremgár af figur 1.2, benyttes en notation hvor
grafklasserne anbringes mellem to lodrette streger, fx |f|,
mens graftyperne anbringes mellem lodrette dobbeltstre-
ger, fx llfll. De enkelte grafer gengives som digitale bille-
der af de i hándskriftet faktisk forekommende grafer. Nár
der refereres til det grafematiske niveau, de tentative gra-
femer (herom nedenfor), benyttes traditionelle “grafem-
klammer”, fx (f).4
31 grafonomiske afhandlinger opereres ofte med en tredeling (graf —
graftype - grafem), men en firdeling finder man ogsá i Fix (1979), Már-
tensson (2007) og Dverstorp (2010) (de to f^rstnævnte afhandlinger
diskuteres nærmere i afsnit 2.3.1.2 og 2.3.1.4). Nærværende afhand-
lings faktiske inddeling og terminologi svarer til brugen i Fix (1979).
4 Da der ikke foretages nogen grafemanalyse, har jeg ikke fundet det
n^dvendigt at anvende en særlig notation for tentative grafemer i mod-
sætning til definitive grafemer. I Fix (1979) omkranses de f^rstnævnte
af grafemklammer, fx <f), mens de sidstnævnte sættes i dobbelte gra-
femklammer, fx ((f)). En temmelig l0s brug af grafemklammer er i
0vrigt snarere reglen end undtagelsen i beskrivelser af norr0ne hánd-
1-4