Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 46

i8
Indledning
Bemærk at der i de forskningshistoriske redeg0relser for
tidligere grafonomiske bidrag i afsnit 2.3.1 undertiden be-
nyttes en delvis afvigende terminologi og notation (den i
de págældende værker anvendte). Dette kan forekomme
inkonsekvent, men er npdvendigt, fordi visse termer, fx
graftype, benyttes pá afvigende vis. I praksis bpr det ikke
volde problemer, da jeg har bestræbt mig pá at kommen-
tere de særlig problematiske tilfælde.
Selvom der anvendes en grafonomisk funderet termino-
logi i de palæografiske beskrivelser, har jeg ved omtalen af
de enkelte grafelementer ikke bestræbt mig pá at anvende
færrest mulige betegnelser, sádan som man ville g0re det i
en mere gennemf0rt trækanalyse. Jeg benytter sáledes en
del mere eller mindre velkendte palæografiske termer som
fremgár af figur 1.3, der ligeledes redegpr for betegnelserne
relateret til skriftens firlinjesystem.
Termerne majuskel og majuskelgrafklasse bruges i nær-
værende afhandling som samlet betegnelse for hvad der
undertiden kaldes “storbogstaver”, sáledes eksempelvis i
Lindblad (1954) og Mártensson (2007). Med majuskler
menes der sáledes ikke bestemte (kapitæl)varianter af stor-
bogstaver, men derimod alle grafklasser der udmærker sig
ved at andet end blot skaftet rager tydeligt op i firlinjesy-
stemets overrum. Det spiller i denne henseende altsá ingen
rolle om graferne har kapitælform, uncialform eller er for-
stprrede minuskler. Derimod inkluderer betegnelsen ikke
kapitælerne (de “smá storbogstaver”). Da de ikke rager op
i firlinjesystemets overrum, kategoriseres de som minus-
kler. Man burde máske snarere rubricere dem som en helt
selvstændig kategori (ogsá i et formmæssigt perspektiv),
idet det ved en grafetisk beskrivelse egentlig er npdvendigt
at inddele firlinjesystemets mellemrum i et 0vre og nedre
rum, men en sádan l0sning er altsá ikke valgt.1
Nár der ved majuskler tales om kapitælform eller kapi-
tælvariant og uncialform eller uncialvariant, menes former
der kendes fra den latinske kapitælskrift resp. uncialskrift.
Termen ligatur anvendes almindeligvis om grafklasser
opstáet ved sammenskrivning af to eller tre minuskel- eller
majuskelgrafklasser, i denne forbindelse betegnet som liga-
turens komponenter. Der findes divergerende definitioner
af hvad der konstituerer en ligatur, men i nærværende af-
handling anvendes den ret brede definition som fremsæt-
tes i Hreinn Benediktsson (1965, s. 52), og som stiller som
krav til grafklassens komponenter at “there must either be
fusion of two distinctive strokes, one belonging to each let-
ter, or one of the letters must show a special variant in the
combination”.
I overensstemmelse med gængs brug anvendes termen
initial om en majuskelgraf som i begyndelsen af et afsnit
skrifter. De bruges sáledes hyppigst i forbindelse med det som i nær-
værende afhandling kategoriseres som graftyper og/eller grafklasser
og begrænses altsá næsten aldrig til enheder der er etableret pá basis af
en grafemanalyse.
1 Som det vil fremgá af kommentarer til kapitælernes brug, behandles
kapitælerne fra et funktionelt perspektiv imidlertid i vid udstrækning
som en samlet (egen) kategori.
ved sin farve, form (udsmykning) og/eller stprrelse er sær-
lig fremhævet.2
Termen duktus anvendes noget forskelligt i den palæ-
ografiske forskning. I nærværende afhandling bruges den
som betegnelse for pennedragenes rækkefplge og retning
ved skrivningen af en given graf. Udgangspunktet for en
underspgelse af duktus bliver dermed en klarlæggelse af
antallet af drag. En sádan definition afspejler formentlig
ogsá den mest udbredte brug af begrebet og svarer til bru-
gen i eksempelvis Mallon (1952, s. 22—3), Gilissen (1973,
s. 40-1)3 4 og Derolez (2003, s. 6—
En skelnen mellem mikro- og makropaUografi foreta-
ges i en række arbejder om nordisk palæografi, og sáledes
ogsá i nærværende afhandling. Som termerne anvendes i
underspgelser af nordiske middelalderhándskrifter, er de
blevet brugt for to forskellige analyse- og beskrivelsesni-
veauer, f0rste gang i van Arkel (1979), hvor mikropalæo-
grafi betegner “the minor individual features of the form
of letters” (s. 32), mens makropalæografi betegner “obser-
vations about the use of special signs [...] and the use of allo-
graphs, like straight and round d” (s. 33).5 I nærværende af-
handlings overordnede beskrivelsessystem kan en mikro-
og makropalæografisk analyse siges at tage udgangspunkt
i forhold pá henholdsvis graftype- og grafklasseniveau.
Termen skriftgmnse betegner et sted i et hándskrift hvor
skriften ændres. Ofte vil det skyldes et skriverskifte, men
det kan eksempelvis ogsá skyldes et forlægsskifte eller være
resultat af at skriveren har holdt en længere pause i skriv-
ningen. I MskMS finder man sáledes en tydelig skrift-
grænse ved blad 10 forársaget af et skriverskifte pá det
págældende sted. I dette tilfælde er der ligeledes tale om
en læggrænse (skriftgrænsen ligger mellem læg to og tre,
jf. lægfordelingsoversigten i afsnit 3.2.2), mens dette ikke
er tilfældet i et senere tilfælde, hvor hánd B tager over og
skriver et antal linjer pá 2^1 pá en side og i et læg som ellers
er skrevet af hánd A.
Termerne tidligklassisk, mellemklassisk og senklassisk an-
vendes ikke sjældent i underspgelsen, og i overensstem-
2 Jf. i denne sammenhæng fx Br0ndum-Nielsen (1943, s. 18 m. henv.),
Lindblad (1954, s. 3—7,9, note 1), Derolez (2003, s. 39-44) og Hansen
(2004, s. 165, note 185).
3 Dermed ogsá Gunneng (1992, s. 19), der baserer sig pá dette værk. Gi-
lissen bruger direkte Mallons definition: “C’est l’ordre de succession
dans lequel le scribe a éxécuté les traits [...] et le sens dans lequel il a fait
chacun d’eux (de gauche á droite, de haut en bas, etc.)” (Mallon 1952,
s. 22).
4 En alternativ brug af begrebet duktus finder man eksempelvis i Schlögl
(1980, s. 148), hvor det er mindre præcist afgrænset og sættes lig med
skriftens helhedsindtryk. Dette svarer til den brede definition i Bi-
schoff (Bischoff 1990, s. 51, note 4), hvor duktus bruges som beteg-
nelse for “the features of an individual’s graphic style”. Brown (1990,
s. 3) har ogsá en bredere definition end den her anvendte, idet hun
inkluderer skriftens “speed and care of execution”.
5 Oplysningen i Bakken (1997, s. 12) om at betegnelserne anvendes af
Rode (1974), er ikke korrekt, selvom Rode ganske vist i praksis ope-
rerer med en tilsvarende distinktion. Som ogsá Dverstorp (2010, s. 37)
g0r opmærksom pá, bruges termerne mikro- og makropalæografi pá
ganske anden vis i Gumbert (2000), der anvender dem for palæo-
grafisk datering baseret pá hhv. interne og eksterne kriterier (om in-
tern og ekstern datering, se afsnit 6.4).
1.4