Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 51

En skrivers norm og brug
23
Sammenlignes to skriftstykker nedskrevne med st0rre
tidsmæssig afstand, fx to handskrifter skrevne af samme
skriver med 20 ars mellemrum eller flere skriftstykker
i ét hándskrift skrevne med længere indlagte pauser, vil
visse ændringer i skriverens norm kunne iagttages. Æn-
dringerne kan optræde pá sável palæografisk (formentlig
ikke mindst mikropalæografisk) som ortografisk niveau.1
Det er forholdsvis smát med systematiske underspgelser
af sádanne kronologiske forandringer i en skrivernorm,2
og forholdet er fprst og fremmest blevet berprt i undersp-
gelser af to eller flere skriftstykker som formodes skrevne
af samme skriver, ikke mindst ved forspg pá opstilling af
en relativ kronologi over de págældende skriftstykker.3
Ársagerne til kronologiske ændringer i en skrivers brug
er mangfoldige, og en del forandringer kan rimeligvis ikke
forklares, fx ændringer pá mikropalæografisk niveau som
ikke skyldes direkte pávirkning.4 Andre forandringer kan
ses i lyset af eksterne pávirkninger. Fx kan skift af skri-
vermiljp medfpre tilpasning til en ny lokal skrifttradition,
og selvom skriveren ikke flytter til et nyt skriptorium, kan
han udsættes for divergerende skrifttraditioner hvis skri-
vere uddannede andetsteds fár arbejde i skriptoriet. Selv i et
uforandret skrivermiljp vil en skriver udsættes for pávirk-
ninger fra de forlæg han afskriver, hvilket kan forársage
forandringer i skrivernormen. Visse ændringer kan sættes
i direkte relation til om et skriftprodukt er blevet til pá et
tidligt eller sent tidspunkt i skriverens virketid. Man má
eksempelvis regne med at en skriver i begyndelsen af sin
karriere udviser mindre sikkerhed og selvstændighed end
senere i karrieren. Dette vil give sig udtryk i stprre varia-
tion i de tidligste arbejder, uregelmæssighed pá báde palæo-
grafisk og ortografisk niveau, bl. a. fordi han formentlig let-
tere pávirkes af forlæggets brug.5 Pá den anden side kan
ved en anden type arbejdsopgave, máske fordi han netop har været i
gang med en sádan.
'Om permanente ortografiske ændringer, se fx Jakob Benediktsson
(1980, s. 12—15) °g bemærkninger i Johansson (1997, s. 93).
2 Sádanne underspgelser má ellers betragtes som metodisk særdeles in-
teressante, bl. a. fordi de formentlig kan yde værdifulde bidrag til dis-
kussionen af kriterier for skriveridentificering, men ogsá fordi de for-
modentlig vil kunne belyse en række forhold som má have været re-
levante ved palæografiske og ortografiske ændringer og dermed mere
generelt afdække mekanismer i skriftudviklingen. Noget sádant pá-
peges bl. a. ogsá i Dverstorp (2010, s. 47) og flere steder i Johansson
(1997), ikke mindst i diskussioner af værdien af underspgelser af stprre
grupper af hándskrifter skrevne af samme skriver eller af flere skrivere
inden for samme skrivermiljp.
31 nordisk sammenhæng kan der eksempelvis henvises til Dverstorp
(2005 og 2010, s. 82-124), Hreinn Benediktsson (19633), Stefán Karls-
son (2000a, 2000b og zoooc) og Wiktorsson (1989, s. xxviii-xxix, og
20043, s. 301-2).
4Som anfprt i note 7 pá modstáende side skelner Dverstorp mellem
spontane ændringer og ændringer opstáede ved direkte pávirkninger
(typisk pga. brugen i et forlæg), og han bemærker ganske rigtigt at en
spontan palæografisk ændring rimeligvis ikke er af makropalæografisk
natur, men kun forekommer pá mikropalæografisk niveau, idet en ind-
fprelse af en ny grafklasse formentlig kræver ekstem pávirkning, fx
fra et forlæg, mens en ændring pá mikropalæografisk niveau i form
af en modificering af et givet element ved en given graftype kan ske
spontant.
5 Jf. i denne forbindelse eksempelvis Johansson (1997, s. 93).
skriftens karakter (pá mikropalæografisk niveau) ændre sig
til det værre mod slutningen af karrieren, især som resultat
af forringet synsevne og en mindre smidig skriverhánd,6
hvilket fx vil kunne lede til en stprre skrift med grovere
udformning.
Mens kronologiske ændringer i en skrivers brug ikke
kan studeres pá basis af MskMS, er det i relation til nær-
værende underspgelse særlig relevant at være opmærksom
pá forhold som kan forársage en umiddelbar forandring af
skriften i ét og samme hándskrift. Som eksempler kan de
fplgende nævnes:
1. Skriveren genoptager arbejdet i forandret forfatning.
2. Skriveren genoptager arbejdet efter at have skrevet
et andet skriftstykke med en anden skriftart,7 af en
anden formalitet og/eller pá et andet sprog (overlap-
ning).
3. Skriveren mister koncentrationen og holder ikke fast
ved en valgt udfprelse.
4. Skrivehastigheden ændres. Dette kan formodentlig
ikke mindst fá indvirkning pá skriftens udformning
ved mindre formelle skriftarter som hybrida og cur-
siva.8
5. Ændringer i skriveredskaber og -materiale: forskel-
lige penne kan resultere i afvigende skriftbilleder
(hvilket fx ses nár pennen med mellemrum má skæ-
res til),9 og det samme kan forskellig kvalitet af per-
gament og blæk.10
6. Ændringer i de fysiske omgivelser i skriptoriet, især
lys- og temperaturforhold.11
6 Bekymringer om netop pjnenes tilstand (ikke npdvendigvis som re-
sultat af en hpjere alder) ligger tilsyneladende skriveren af AM 604
a-h 40 (C1550) meget pá sinde af de talrige marginalnotitser at dpmme,
fx “augun gioraz all-veik”, “augna-veikwr er aulinn”, “dockar dreing firi
augum”, “glamar fin' augu min”, “illt gierer í augum”, “nu ero mi« veik
augu m[yr]k” og “stridnar strak i augu»t”. Om skriverens hánd hed-
der det “liotlíga fer nu loden skn'pt. lðfen þo en ver” (alle citater efter
Kálund 1884-91, s. 176-77 og 180-81). For en række relaterede skri-
vernotitser i samme hándskrift, se note 11.
7 Et muligt eksempel diskuteres i Johansson (1997, s. 178-81).
8 Jf. i denne forbindelse ogsá Johansson (1997, s. 166), der bemærker at
en forskel i helhedsindtrykket (han taler om “ductus” som han bruger
i en noget anden betydning end i nærværende afhandling) mellem to
afskrifter foretagne af samme skriver skal ses i lyset af at den ene er
skrevet hurtigere og med mindre grundighed end den anden.
9 Et meget illustrativt eksempel findes i Haugen (1988, s. 256-57).
10 Et eksempel pá en skriftændring forársaget af et pennebytte der mulig-
vis er blevet kombineret med nyt blæk, synes fx at forekomme i Holm
perg 15 40 pá 78r ved overgangen mellem linje 12 og 13 (jf. Westlund
1974, s. 66).
11 Om flere af disse forholds betydning for skriverens virksomhed vidner
antegninger i den i note 6 omtalte gruppe af hándskrifter AM 604 a-h
4° (CI550), báde prosaiske og poetiske. Ud over de i note 6 omtalte be-
mærkninger til pjnenes og hándens tilstand kan fx nævnes bemærknin-
ger til blækkets tilstand (“best er nu bleck”, “illt er bleck mitt”, “kukur
minrr ero komner” (sigtende pá klatter i skriften — jf. den poetiske
notits: “liotar er penne ok loden at sia / ok liggur morg hier klessan
gra / mætóra v?ri til messu at ga. / en margan fella kukenn upp á”),
2.2.1