Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 52

24
Indledende teoretisk og metodisk diskussion
Forhold som disse kan besværligg0re skriveridentifice-
ringer, men de kan ogsá være vigtige at holde sig for 0je
i andre sammenhænge. Resultatet af flere af punkterne
kan eksempelvis umiddelbart forveksles med forlægspá-
virkning.
2.2.2 Intern variation i lyset af forlæggets brug
I det fplgende knyttes yderligere bemærkninger til spprgs-
málet om forlægspávirkning, da det spiller en vigtig rolle
i den senere analyse af intern variation i MskMS. Som al-
lerede nævnt má man regne med at sammenstpdet mellem
forlæggets brug og skriverens norm kan bevirke (usyste-
matisk) intern variation i afskriften. Dette er bl. a. interes-
sant fordi de fra den almindelige brug afvigende former i
lykkelige tilfælde kan give indikationer om forlægget.
Som det fremgár af bilag E, der belyser aspekter af for-
holdet mellem afskrift og forlæg med udgangspunkt i stu-
diet af nogle sjældne tilfælde hvor man mener at have for-
læg og direkte afskrift overleverede, má man regne med
at en skriver ved afskrift fprst og fremmest benytter sit
eget ortografiske system, mens morfologiske, syntaktiske
og leksikalske forhold i vid udstrækning kan afspejle for-
holdene i forlægget.
En særlig gennemfprt relatering af intern variation til
forlæggets brug finder man i Lindblads (1954) afhandling
om Codex regius af den ældre Edda,1 hvis hovedformál er
at belyse
urkundens skriftliga proveniens eller — om man sá
vill — förlagefrigan (antalet förlagor, förlagas ál-
der och allmánna karaktár etc.) ur paleografisk och
ortografisk-fonetisk synvinkel (Lindblad 1954, s. viii)
Dette g0res primært ved at underspge hvorledes den in-
terne variation kan bidrage til belysningen af forhold i det
umiddelbare forlæg (og i visse tilfælde i forlæg til dette).
Da forholdet mellem forlæg og intern variation i en af-
skrift spiller sá central en rolle i Lindblads underspgelser,
anfprer han indledningsvis (s. ix—x) kortere metodiske be-
mærkninger hertil. Han opstiller tre overordnede scenarier
for intern variation og angiver hvorledes han vil tolke vari-
ationen i de forskellige tilfælde (overordnet kan jeg tilslutte
mig dette):
“vontt er skrif þvi veikt er blek” og “renn[a] tekwr i lodna sknpt”), pen-
nens tilstand (“pennenn sliar” og “pennenn slior en piknn þraung”),
vejrforhold (“illt er at skrífa i utnyrdingi”), lysforhold (“myrkar ræd ur
firi margnn mæture þegnn” og “nu er myrknr komú mengrand”), sult
(“rangt skrífnr nu recknr. / reiknaz ma slikt hueckar. / sunngar er
minn seckar. / en sess er kalladar bekhir"), sindstilstand (“leidizt mier
at skrífa” og “mic vantar vitit"), skriverens egen præstation som fplge
af et eller flere af de ovenstáende forhold (“leidinlegt er letur it mitt. / ok
lodin giorezt minn penne. / honden min fer heimsliga stirtt / hvarma-
tok þess kenne” og “litt tempraz blekú firi þier gantli minn tomas”).
Alle citater efter Kálund (1884—91, s. 176—81).
*En kortfattet redegprelse for Lindblads arbejde findes i Johansson
(1997, s. 115-19).
1. To eller flere varianter optræder side om side nogen-
lunde jævnt fordelt i hele kilden.
Tre mulige forklaringer: a) varianterne er sidefor-
mer i skriverens norm, b) variationen skyldes et kom-
promis mellem forlæggets brug og skriverens norm,
c) variationen afspejler variationen i forlægget, hvor
den er opstáet pá en af de to fprst anfprte máder (den
tredje forklaring betragter Lindblad som mindre at-
traktiv).2
2. To eller flere varianter optræder i hele kilden, men én
af dem fortrinsvis i ét parti, en anden (eller andre) i et
andet.
Forklaringerne kan være de samme som under punkt
1, men hvis en variant udviser stigende frekvens gen-
nem hándskriftet, er der sandsynligvis tale om et
kompromis, hvor den stadig almindeligere variant re-
præsenterer den for skriveren mest naturlige form.
3. En variant optræder fortrinsvis i et selvstændigt tekst-
afsnit og generelt ikke i omkringstáende afsnit, sále-
des at frekvensændringen for den págældende vari-
ants manifestation indtræffer i overgangen mellem de
selvstændige afsnit.
En sandsynlig forklaring er at begge afsnit ikke oprin-
delig er skrevet af samme person, og/eller at de under
transmissionen er blevet kopieret af forskellige per-
soner.3
For at kunne afg0re om den interne variation i en situa-
tion som beskrevet i punkt 1 er en del af skriverens norm el-
ler skyldes et kompromis mellem forlæggets brug og skri-
verens norm, argumenterer Lindblad (1954, s. x—xi) for at
variationen má sættes ind i en historisk kontekst. En sand-
synliggprelse af at den konstaterede variation skyldes for-
lægspávirkning, skal med andre ord tage udgangspunkt i
kendte kronologiske (skrifthistoriske) forhold. Lindblads
arbejde viser brugbarheden af en sádan fremgangsmáde,
men det kan være værd at g0re opmærksom pá at tilgan-
gen kræver en vis tidsmæssig afstand mellem det direkte
forlæg og afskriften eller at forlæggets brug i nævneværdig
grad selv er influeret af et tidligere forlægs brug. I samme
forbindelse skal det dog noteres at graden af variation ikke
npdvendigvis hænger sammen med den tidsmæssige eller
geografiske afstand mellem forlæg og afskrift. Jeg er sále-
des tilbpjelig til at være uenig med Johansson (1997, s. 213),
der bemærker at “[e]n förlaga som ligger nármare skriva-
rens eget teckeninventarium torde [...] ge en mindre sprid-
ning för variationen án en förlaga som ár betydligt áldre och
dárrned representerar en annan skrifttradition, tidsmássigt
och eventuellt áven geografiskt”. Man kan i mindst lige sá
hpj grad forestille sig at det modsatte er tilfældet, nemlig
at skriveren lettere lader sig pávirke af en brug som ligger
2 Om b) og c), se ogsá Lindblad (1954, s. 43—4).
31 sin omtale af |ð|:|þ| (for normalortografiens ð) taler Lindblad (1954,
s. 187—91) om tre former for variation: regionalt betingad variation,
grafiskt betingad variation og fonetiskt betingad variation.
2.2.2