Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 54

26
Indledende teoretisk og metodisk diskussion
men at han efter igen og igen at have set et givet træk i for-
lægget bevidst eller ubevidst kommer til at optage det i sin
egen brug og muligvis efterhánden ligefrem indlemmer det
i sin norm, i sit idealbillede af skriften.
Lindblads tolkning af den i punkt 3 omtalte regionale
variation som resultatet af at et eller flere afsnit ikke oprin-
delig er nedskrevet af samme person, og/eller at de ved se-
nere afskrifter ikke er kopieret af samme person, spiller en
central rolle i hans analyse af forlægssituationen, idet han
pá basis af denne form for regional variation nár frem til
at Codex regius’ gude- og heltedigte ikke har fælles skrift-
ligt ophav. Den er sammen med observationerne i punkt
3 ogsá et vigtigt element i nærværende afhandlings analyse
af regional variation.
Selvom en række andre forskere ogsá har sat regional
variation i relation til forlægssituationen,1 er det langtfra
uproblematisk. For det fprste vil det ofte være meget svært
at afgpre om en ændring i en skrivers skrift skyldes et for-
lægsskifte under skrivningen eller tidligere i teksttransmis-
sionen. Ved mere markante ændringer vil man dog være
mest tilbpjelig til at foretrække den fprste af mulighederne.
En tredje mulighed má dog ogsá nævnes. Den omtalte re-
gionale variation kan sáledes ogsá skyldes et skriverskifte
i forlægget, særlig i tilfælde hvor mere markante forskelle
mellem forlæggets skrivere foreligger.2 I praksis vil det ofte
være meget vanskeligt at afgpre hvilket scenario der er tale
om, ikke mindst hvis et skriverskifte i forlægget er fal-
det sammen med en ny teksts begyndelse, en langtfra ual-
mindelig situation. Som ogsá Dverstorp (2010, s. 49) be-
mærker i et afsnit om palæografisk variation pá individuelt
plan, kan man ved et forlægsskifte i bedste fald konstatere
at hándskriftet begynder at fplge en anden teksttradition,
men i de fieste tilfælde kan ingen af de hernævnte forkla-
ringer udelukkes.
2.3 Det enkelte hándskrift i centrum
2.3.1 Nogle studier af islandske hándskrifter
I nærværende afsnit omtales nogle underspgelser som in-
deholder diskussioner af mere overordnede metodiske og
teoretiske spprgsmál og/eller har haft betydning for nær-
værende afhandling (i positiv eller negativ forstand).
Der redegpres fprst for fire grafonomiske studier af et
tilsvarende antal islandske middelalderhándskrifter, nem-
lig Weinstocks (1967) underspgelse af B-delen af AM
677 40 (ci200—25), Fix’ (1979) underspgelse af hánd A i
GKS 1157 fol (CI250), Johanssons (1997) underspgelse af
1 Som eksempel kan nævnes at Rode (1974, s. 47—8 og 103—4) relate-
rer visse ændringer i skriften i en del af Holm perg 15 40 til et for-
lægsskifte. Et andet eksempel er Weinstock (1967), der pá grundlag
af grafem-fonem-relationerne argumenterer for at homilierne og dia-
logerne i AM 677 40 B (01200-25) er afskrevet efter to forskellige for-
læg. Hans analyse synes desuden at vise at forlægget for dialogerne er
ældre end forlægget for homilierne, og at skriveren har skrevet de to
dele pá forskellige tidspunkter (jf. Weinstock 1967, s. 124—26).
2 Et muligt eksempel herpá diskuteres i Dverstorp (2010, s. 95-9).
AM 242 fol (CI350) og Mártenssons (2007) underspgelse
af AM 557 40 (0420—50). Som det fremgár af de anfprte
dateringer, finder man en stprre kronologisk spredning i de
fire afhandlingers underspgelsesobjekter, men ogsá hvad
metode, teori og perspektiv angár, finder man store for-
skelle afhandlingerne imellem.
Derefter fplger en omtale af to stprre arbejder af Andrea
de Leeuw van Weenen, nærmere bestemt indledningen til
udgaven af Holm perg 15 40 (0200, de Leeuw van Wee-
nen 1993) og grammatikken over AM 132 fol (0330—70,
de Leeuw van Weenen 2000).
Min egen position vil skinne igennem ved kommenta-
rerne til de teoretiske og metodiske aspekter i de forskel-
lige bidrag, og i det efterfplgende afsnit 2.3.2 trækkes denne
position klarere op. Som allerede nævnt vil en række teore-
tiske og metodiske spprgsmál ogsá blive behandlet i optak-
ten til de forskellige delanalyser og i den sammenfattende
diskussion i kapitel 6.
2.3.1.1 Weinstock (1967)
I en Ph. D.-afhandling fra 1967 underspger John Martin
Weinstock AM 677 40 B (0200—25) fra et grafematisk
perspektiv. Underspgelsen udspringer bl. a. af et háb om
at en fuldstændig analyse af skriverens grafematiske sy-
stem kan danne et mere solidt grundlag for en stillingtagen
til om visse sproglige forhold er egentlige norvagismer af-
spejlende et ældre norsk forlæg (Weinstock 1967, s. 4-5).
Afhandlingens hoveddel kan inddeles i tre dele: en palæo-
grafisk analyse, en grafematisk analyse og en underspgelse
af de fonografematiske relationer.
Den palæografiske analyse er en traditionel (grundig)
palæografisk beskrivelse med historiske perspektiveringer.
Fremgangsmáden kritiseres i Johansson (1997, s. 106), der
finder det paradoksalt at Weinstock lader som om han ikke
kender resultaterne af den palæografiske analyse ved udfp-
relsen af den efterfplgende grafematiske analyse. Tilgan-
gen forekommer mig dog ikke forkert, og principielt ad-
skiller situationen sig ikke fra det at man i en autonom gra-
fematisk analyse fx lader som om man ikke har nogen ide
om at |s| tilhprer klassen af manifestationer af syngrafemer,
eller at |a| tilhprer klassen af manifestationer af autografe-
mer, vel vidende at der naturligvis ikke er grund til at be-
tvivle det. Den palæografiske beskrivelse er dog ikke meto-
disk lydefri. Særlig problematisk forekommer beskrivelsen
af abbreviaturerne mig at være, idet Weinstock nærmere
angiver deres forskellige funktioner, hvilket má betragtes
som et forskud pá den grafematiske analyse.
I den grafematiske analyse er Weinstock ikke mindst
inspireret af McLaughlins (1963) autonome tilgang,3 men
havner et sted mellem en fuldt ud autonom og en relationel
3 Omtale af McLaughlins arbejde findes eksempelvis i Johansson (1997,
s. 103-5).
2.3.I.I