Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 57

Det enkelte hándskrift i centrum
29
forhold uden nogen form for sideblik til fonologien, og
variationen i det enkelte grafems manifestation siges ana-
lyseret fra et ortografisk perspektiv med klarlæggelsen af
skrifttraditionens udvikling for 0je. Han mener dog ogsá
at de opnáede resultater vil danne en sikrere grund for ud-
talelser om fonemsystemet.
Fprste trin i analysen beskrives som en grafetisk-makro-
palæografisk analyse, som skal resultere i opstillingen af en
graftypologi over samtlige i hándskriftet forekommende
graftyper.1 I den palæografiske analyse skelnes mellem
mikro- og makropalæografi. Det forekommer mig ikke
helt klart hvor de præcise grænser drages, men grundlæg-
gende siges de makropalæografiske træk at danne grundla-
get for opstillingen af de forskellige “tecknen” (graftyper),
mens variationen i deres nærmere udformning er af mi-
kropalæografisk karakter.2 I sin argumentation for at slá
den grafetiske og (makro)palæografiske analyse sammen
bemærker Johansson (1997, s. 132) at han ikke finder det
hensigtsmæssigt at udelukke sig fra at trække pá etableret
palæografisk forskning i den grafonomiske analyse. Dette
synspunkt deler jeg med Johansson.
Ved etableringen af materialet gennemgás de en-
kelte graftyper med udgangspunkt i firlinjesystemet, men
desværre anfpres hverken illustrationer fra hándskriftet el-
ler angivelser af hvor graftyperne er belagt. Endnu mere
kritisabelt er det dog at Johansson ikke overholder det krav
til graftypeinventeringen som han selv stiller pá s. 134:
det opstillede inventar skal redegpre for samtlige grafty-
per i hándskriftet. Visse af de udeladte graftyper er meget
sjældne og forekommer fx blot i én eller flere af de gram-
matiske afhandlinger,3 mens andre er frekvente med belæg
i hele hándskriftet.4 Under alle omstændigheder bpr samt-
lige graftyper opstilles, sá eventuel allografisk variation kan
underspges nærmere som led i den grafematiske analyse.5
11 kommentarerne til Johanssons arbejde anvendes begrebet graftype i
overensstemmelse med Johanssons egen brug. Termengraftype svarer
stort set til hvad der i nærværende afhandling betegnes somgrafklasse.
1 Johansson (1997, s. 131) bemærker at de mikropalæografiske træk ikke
har nogen lingvistisk relevans. At tale om lingvistisk distinktivitet pá
dette stadium af analysen synes imidlertid metodisk angribeligt, da
den principielt fprst kan fastslás efter en udfprt grafemanalyse. Mang-
lende distinktivitet i denne del af analysen bpr snarere sættes i relation
til opstillingen af graftyper (hvorved begreberne npdvendigvis bliver
subjektive).
3 Bemærk dog at dette ogsá gælder nogle af de af Johansson opstUlede
graftyper.
4 Visse af de udeladte graftyper indgár ogsá siden i analysen af den al-
lografiske variation, fx nogle af de “ipst sammensatte ligaturer” (jf. ek-
sempelvis tabel 22 pá s. 233).
5 Kontrollen af Johanssons graftypeinventering baserer sig pá en ekstra-
hering af samtlige tegn i Johanssons elektroniske udgave af AM 242
fol i Menotas tekstarkiv. Den benyttede fremgangsmáde burde fpre
tU et mindre tegninventar end det af Johansson opstUlede, fordi visse
graftyper — som Johansson selv bemærker — er sláet sammen i trans-
skriptionen. Kontrollen viste imidlertid at en ganske stor mængde tegn
(graftyper) er udeladt i Johanssons graftypeinventering. Fplger man
Johanssons kategoriseringsmodel, drejer det sig om minuskelgrafty-
perne |ááéé??fóÓ9!Z)úwýæáæa)a>á)'i|, majuskelgraftyperne
|V Y Z A^ b g l m n r| (af Johanssons kommentarer tU (S) synes det at
fremgá at kapitælerne regnes blandt majuskelgraftyperne), de alfabe-
Selve grafemanalysen tager udgangspunkt i de etablere-
rede graftyper som vha. “en nágot modifierad version av
grafematisk analys indelas i grupper av allografer, som stár
i fakultativ variation och dárför anses representera samma
underliggande grafem” (s. X52). Det er dog uvist hvorledes
analysen, der fizirer til opstilling af 49 grafemer, er blevet
fprt ud i livet (der opstilles ingen minimale eller fakulta-
tive par). Da der ikke anfpres eksempelmateriale, er det
vanskeligt at forholde sig til grafemsystemet, og en kon-
trol af analysens rigtighed kan dermed kun foretages ved
konsultation af kilden. En systematisk kontrol vil fpre for
vidt i nærværende sammenhæng, men det kan konstateres
at de anf0rte tabeller ikke er komplette.6
I den videre analyse underspger Johansson forskellig
form for variation med fokus pá forholdet mellem “förván-
tat tecken” og “realiserat tecken”. Pá basis af gennemgá-
ende frekvensmæssige ændringer i det indbyrdes forhold
mellem visse allografer nár han bl. a. frem til at hándskrif-
tet rimeligvis er blevet til i den rækkefplge som dets blade
i dag befinder sig i.
En af styrkerne i Johanssons afhandling er dens (te-
oretiske) fokusering pá de forskellige faktorer som kan
have spillet en rolle for udformningen af skriften. I diskus-
sionerne af skriverpávirkning findes mange pointer man
bpr tage hensyn til i en analyse af hándskrifttekst, fx ved
spprgsmálet om norm og variation (jf. diskussionen oven-
for) og det komplekse spprgsmál om skriveridentificering
(jf. afsnit 6.3 i nærværende afhandling). Til gengæld mener
jeg ikke at den opstillede model til beskrivelse af skriften og
skriftsystemet er den mest anbefalelsesværdige. Som det
vil fremgá af afsnit 4.1, betragter jeg det ikke som nogen
fordel at se bort fra en fast (fonologisk) referenceramme.
En sádan letter nemlig bl. a. sammenligningen med andre
hándskrifter, et moment som ogsá Johansson finder vig-
tigt, og perspektiveringen til sproghistorien. Hvad enten
man vælger en mere autonom eller relationel analyse af
skriftsproget, má underspgelsen dog skulle resultere i sá
fuldstændig en analyse som muligt, hvilket desværre ikke
kan siges at være tilfældet i Johanssons afhandling.
tiske abbreviaturer |e u z|, de ikke-alfabetiske abbreviaturer |_ y <p ’| og
runetegnene |FnÞdKFF + FlldI4BK'+’r rh|-
6 Indikationer heraf finder man ved sammenligning af tabel 4 og 22
(s. 233), idet det fx kun af den sidstnævnte tabel fremgár at grafemet (f)
kan realiseres som báde |p| og |pv|. Den sidste realisation er et udtryk
for hvad Johansson betegner “komplex allografi”, og en sádan er der
ábenbart ikke taget hpjde for i opstillingen af tabel 4-6. Imidlertid er
grafemanalysen selv ved inddragelse af tabel 22 ikke konsekvent gen-
nemfprt. Pga. den mangelfulde graftypeinventering redegpr den for
det fprste ikke for al allografisk variation. For det andet er analysen
ogsá mangelfuld pá basis af de etablerede graftyper. Fx redegpres ikke
for overlapningen (ei) ved grafemet (e) (jf. fx ‘engi’ 16.16 - ‘eingi’ l4-3)>
(ie) ved grafemet (e) (jf. fx ‘let’ 5.16 - ‘liet’ 20.31), <i) ved grafemet (e)
(jf. fx ‘Ikýnðilega’ - ‘íkýnðiliga’ 32.23), <gh) ved grafemet <g) (jf. fx ‘ðag’
20.28 - ‘ðagh’ 5.11) og (v) ved grafemet <f) (jf. fx ‘hapa’ 15.25 - ‘hava’
12.23).
2-3-1-3