Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 71

Overordnede kodikologiske forhold
43
den udg0r en meget stor del af siden. Siderne máler sáledes
ca. 28,5 x 17,5 cm, hvoraf tekstfladen udg0r ca. 25 x 14,5 cm.
Hándskriftet er pá forskellige tidspunkter blevet repa-
reret adskillige steder med diverse materialer, og ikke sjæl-
dent vanskelig- eller urnuliggpr dette læsningen.1
3.2.4 Sideopsætning
3.2.4.1 Sidernes fortættede fremtoning
Siderne er særdeles tætskrevne og indeholder i forhold til
hándskriftets forholdsvis beskedne stprrelse mange linjer.
I A har siderne sáledes almindeligvis et linjeantal pá 56
(x 24)2 3 eller 57 (x 23),3 men hver fem gange finder man
linjeantal pá hhv. 55 (ír, 30V, 3ir, 3IV og 32r) og 58 (3r,4 5
22v, 23r, 23V og 24r). I B har siderne almindeligvis et linje-
antal pá 57 (x 10),5 men to gange blot pá 56 (15V og i6r) og
hver én gang pá 53 (17V, beskadiget), 54 (i7r, beskadiget),
55 (íor) og 58 (i6v). Side 25r, hvortil báde hánd A og B har
bidraget, indeholder 57 linjer.
Ud over det hpje antal linjer pr. side, som bevirker at der
til den enkelte linje i gennemsnit blot afsættes omtrent 4,4
mm, bidrager linjernes længde til det noget sammenpres-
sede indtryk. En talmæssig indikation heraf er at der hos
begge hænder i de omtrent 145 mm lange linjer i gennem-
snit optræder over 23 ord (23,1 i A og 23,3 i B).6 7 Ud over
den lille skriftstprrelse skal ársagen hertil ogsá findes i for-
kortelsessystemet. I gennemsnit finder man i A sáledes 8,8
forkortede sekvenser pr. linje, mens det tilsvarende tal for
B er 9,37
1 Der skal ikke redeg0res for samtlige reparationer, men for at give et
indtryk af omfanget, skal forholdene i den af hánd B skrevne del kort
opsummeres. Reparationer med pergament (undertiden indfarvet) er
de hyppigste. Sádanne findes pá íor (x 2, indf.), íov (x 3, heraf indf.
x 2), nr (indf.), nv (indf.), I2r, I2v, I3r (x 3, heraf indf. x 1), 13V (x 3),
I4r (x 2, heraf indf. x 1), 14V (x 2, heraf indf. x 1), I5r, i6r (x 2), i6v
(x 2), íyr, 17V og 25r (x 8, heraf indf. x 2). Desuden finder man rester
af pergament eller spaltet pergament (som f0lge af fors0g pá at fjerne
reparationen) pá I2r, I2v og I3r samt sandsynligvis pá I5r, 15V, i6r og
i6v (x 2), omend det i disse tilfælde ikke umiddelbart kan afg0res hvil-
ket materiale der har været brugt. Ogsá reparationer med silketyl fore-
kommer relativt ofte i forbindelse med rifter i pergamentet, nærmere
bestemt pá íor, íov, I2r, 14V, I7r og yjw (x 2). Endelig findes ogsá re-
parationer med papir (undertiden kombineret med pergament), men
nogle af disse er fors0gt fjernet, sá kun rester af det anvendte papir
kan skimtes. Papirreparationer forekommer pá I2r (rester), I2v (res-
ter), 13V (x 2), I4r og 25r (x 3, alle i kombination med pergament). Jeg
takker Mette Jakobsen, konservator ved Den Arnamagnæanske Sam-
ling, for hjælp ved identificeringen af reparationstyperne.
2 Pá ív—2v, 8r, 26r—3or og 32V—37V.
3 Pá 3V-7V, 8V-9V, i8r-22r, 24V og 25V.
4 Sidste linje pábegyndes f0rst en fjerdedel inde i tekstfladen
5 Pá íov—I5r (linje 58—9 pá íov er en marginaltilf^jelse skrevet af A).
6Med betegnelsen “ord” menes grammatiske ord(former) og ikke
graford.
7 Den primære ársag til det h0jere tal i B er den meget hyppige anven-
delse af den tironiske note <?) for konj. ok, en forkortelse som slet ikke
forekommer i A. Som nærmere omtalt i afsnit 6.2.6.2.2 kan der imid-
lertid registreres tydelige forskelle i forkortelsesfrekvens i hhv. f0rste
og sidste del af A.
3.2.4.2 Opstregning
Opstregningsprincipperne er ens i A og B. Hjælpestreger,
som har skullet sikre lige linjer, er pá visse sider meget
tydelige (se eksempelvis blad 15), mens de pá en række
andre sider ikke kan skimtes. Teknikken er den gammel-
kendte “hard point ruling” (ingen rester af bly eller farve).
I modsætning til den almindelige europæiske praksis fin-
der man opstregning pá begge sider, rimeligvis pga. perga-
mentets tykkelse. Islandsk pergament er nemlig generelt
báde tykkere og grovere end pergament fra sydligere dele
af Europa, rimeligvis pga. en anden fremstillingsmetode.
Det tykkere pergament indikerer formentlig at man ved
afháringen i stedet for kalk har benyttet sig af en teknik
med en form for gæring/forrádnelse, som har medfprt en
let garvning af huden. Som bemærket i Rannver H. Hann-
esson (1995, s. 30) dannes der ved en sádan garvning tvær-
bindinger mellem kollagenfibrene, som g0r det væsentlig
sværere at udspænde pergamentet i tprringsprocessen.8
For at kunne trække de horisontale hjælpestreger er der
i ydermargenen lavet huller for hver linje, men en del af
disse er bortskárne ved den senere beskæring. Formen pá
hullerne varierer fra en temmelig rund til en mere kilefor-
met, aflang udformning, men begge former er formentlig
lavet med samme form for værktpj, og de forskellige ma-
nifestationer kan báde skyldes en variation i hándteringen
af instrumentet, og at hullerne ikke fár samme form nár de
laves gennem flere blade samtidig.9
Jeg har ikke registreret sikre eksempler pá vertikal op-
stregning, men streger pá 15V og i6r er muligvis rester af
sádanne streger. Der er i hvert fald huller i den 0vre mar-
gen. I dag er dette mest gennemfprt i B, hvor der findes ty-
delige huller til markering af yder- og indermargen, mens
det i A ser ud til at der ofte kun er lavet huller til markering
af ydermargenen.10
F0rste tekstlinje er pá hver side anbragt over den 0verste
hjælpestreg, hvilket harmonerer med at gotiske træk ikke
er fremtrædende i hándskriftet, da den i afsnit 3.2.1 omtalte
ændring i skrivepraksis, der er noteret af Ker (1960) i 1200-
tallets England, som allerede nævnt ikke mindst skal ses i
8 Rannver H. Hannesson (1995, s. 52) konkluderer da ogsá at det “med
rimelig stor sikkerhed [kan siges] at historiske islandske pergamenter,
modsat europæiske pergamenter, ikke er blevet behandlet pá traditio-
nel vis; d.v.s. afháring i kalkoplpsning, efterfulgt af opspænding og
finglatning med diverse materialer og redskaber.”
9 Det har været den almindeligste praksis at lave huller gennem flere
blade samtidig (jf. fx Bischoff 1990, s. 21, Derolez 2003, s. 35, Már
Jónsson 2003, s. 25, og Tegnestál 2003, s. 75). I denne forbindelse kan
det ligeledes noteres at Björk Þorleifsdóttir i den i afsnit 3.2.2 omtalte
underspgelse af 14 islandske 1300-tals hándskrifter ifplge Már Jónsson
(2003, s. 25) har iagttaget tre udformninger af huller, nemlig aflange
kileformede, runde og korsformede huller, hvilket hun mener afspejler
tre forskellige værktpjstyper. For henvisninger til en række afhand-
linger om instrumenter anvendt til gennemhulning af pergament, se
Bischoff (1990, s. 21, note 11). Jf. i samme forbindelse ogsá Tegnestál
(2003), der omtaler forskellige skriveværktpjer fundet i arkæologiske
udgravninger i Sverige.
10 Det kan dog ikke udelukkes at dette skyldes den senere beskæring af
hándskriftet.
3.24.2