Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 75

Overordnede kodikologiske forhold
47
Hrang é hapan þa^ngvl
v iiz pian fellðac
A retter ‘fellð’ til ‘hellt’ ved i den nedre margen at skrive
‘hapan þongul hellt u’. Med denne rettelse manifesteres
strofen i h0jere grad som i YFlb og H-Hr, der begge har
heldk.
A foretager ogsá rettelser i sin egen tekst, báde i prosa
og poesi. I stroferne er der oftest tale om interlineære tilfp-
jelser af en enkelt glemt graf (‘''hhalmö’ 3VII, ‘plýV’ 5V30,
‘raVþa’ 9140, ‘v'e/it’ 18V43, ‘ha>cfn'i/ollö’ 25rio, ‘rn'Fzo’
25V56, ‘haíkVaitö’ 32r6, ‘þVegi’ 32VI2 og ‘g'lfijfiropo’
34^35), men i fem tilfælde tilfpjes et helt ord, enten in-
terlineært (‘'þeh’ 5V26 og ,'ver/’ 19V20) eller i venstre- el-
ler hpjremargen (<//hiorvi'’ 2IV4, ‘"plaig'’ 25V26 og ‘Aiðfr)"’
36^33). I det sidstnævnte tilfælde er der blot tale om en til-
fpjelse af et udeladt ord, mens ‘"plæg'’ 25V26 er en rettelse
af den ældre form ‘plo’ og ‘^Viorvi'’ 21V4 er en rettelse af
‘íopn’.1
I prosaen finder man en række rettelser og tilfpjelser.
Oftest er der tale om interlineær tilfpjelse af en enkelt ude-
ladt graf.2 Sjældnere tilfpjes to eller flere grafer interlineært
eller i margenen.3 Tilfpjelse af et helt ord er ikke ualmin-
delig, enten interlineært eller i margenen.4
Tilfpjelse af flere ord finder man i enkelte tilfælde. Pá
7V9—10 optræder sáledes et klassisk eksempel pá et sautdu
méme au méme, hvilket en tilfpjelse i venstre margen (med
indvisningstegn) ráder bod pá:
é nv oc ecki vel pelð vift þin vilgiflengi h 1 nor. /2þ at ec
þicciöc fia hvrj har k vfill] þirp lvt ep [h] [a] at raþa fem
11 begge tilfælde markeres rettelsen af prikker anbragt over de págæl-
dende ord.
2Jf. sáledes TcfeYgna’ 4153, ‘oYmr’ 4VI3, ‘paVp1 4V23, ‘hVrþ’ 4V44,
‘helðvY’ 5V9, ‘þV’ 5V43, ‘v'rþ’ 6r57, ‘E'tftar’ 7ró, ‘treYftöc’ 7r30,
‘liYgiop’ 7VI2, ‘þYna’ 8137, ‘aY’ 8vl6, ‘fvmVrf 9VI0, ‘m'forq’ 9V23,
‘þa'r2’ 9V25, ‘aYmriN’ 18V35, ‘hvVt’ 22V52, ‘IvY’ 23114, ‘hvaYt’ 23152,
‘gtp'fa’ 25V32, ‘fcYýðð’’ 26148, ‘gi'r” 28r32, ‘þV’ 28V32, ‘gYioti’
30V40, ‘VilialmY’ 35V18, ‘erlIgY’ 35V21, ‘'oYara’ 35V41, ‘kýrplga
oYmf 3615, ‘tveYr’ 37116 og ‘ftVýpa’ 37r29. I visse tilfælde funge-
rer den interlineære tilfpjelse som rettelse til en graf pá grundlinjen,
jf. sáledes ‘fmalonð’ 3V40, hvor ]m| er rettet fra |n| ved underprikning af
den sidstnævnte graf og interlineær tilfpjelse af den fprstnævnte, ‘hetta’
5r28, hvor |e| er rettet fra |i| ved underprikning af den sidstnævnte graf
og interlineær tilfpjelse af den fprstnævnte, og ‘ackerö’ 8V37, hvor |a| er
rettet fra |e| uden slettemarkering. Undertiden bestár rettelsen blot af
en slettemarkering af en graf, fx i ‘hapþi’ 2U30, der er rettet fra ‘hapþit’
ved underprikning af |t|.
3 Sáledes i ‘'maN’ram’ ivl2, ‘brað'geþ’’ 4131, ‘Vrpþv’ 4139, ‘'k” 4r44,
‘et'la/’ 9V9, ‘"ðana' kf 2OV39, ‘'ftorifcipa’ 20V48 og ‘ha'fa/’ 26V23. I
‘plvtti’ 29138 fungerer en interlineær tilfpjelse som rettelse til flere gra-
fer pá grundlinjen. Skriveren har sáledes fprst skrevet ‘fetti’, men over
fprste stavelse er anbragt en prik henvisende til et ‘plvt’ i venstre mar-
gen. Noget lignende finder man ogsá ved ‘norþ m’ 25VI2, hvor skrive-
ren fprst har skrevet ‘borgar m’, men senere rettet dette ved at skrive
‘norþ’ i venstre margen, dog uden brug af referencetegn.
4 Interlineær tilfpjelse finder man i ‘'kvgg’’ U37, ‘'af’ 4r57, ‘'mý’ 5V49,
‘'priri’ 7135, ‘'m7’ 7V28, ,'ðan/’ 9V37, ‘'faman'” 9V42, ‘Vari’ 2IV39, ,'pire/’
22V47, *'til/’ 2514, ‘'marf’ 25V8, ‘'af’ 26V9, ‘'mm7’ 29125, ‘'vqY’ 29V40 og
‘'.11/’ 37115. Tilfpjelse i margenen finder man i ‘"vill'’ 5149, ‘"ferj'’ 713,
,//h'’ 7V42, wraN'’ 24V45, ‘þ "praman'’ 25V28, ‘"viþ'’ 27143 og ‘"mali'’
28V7. Med undtagelse af det fprstnævnte tilfælde, ‘'kvgg7’ U37, hvor det
interlineært tilfpjede ord er en rettelse til det pá linjen stáende ‘ikip’,
er der i alle tilfælde tale om tilfpjelser af manglende ord.
[h] [mv]n raþa ep þv [ert] leng 1 noregi.' Nv gap M. k
hö íilpr. þ holm. oc vill nv eig þar | hetta hö.
I linje 26136 finder man tilfþjelse af flere ord i h0jre mar-
gen. Pá grund af beskæringen af pergamentet ved den se-
nere indbinding er en del af tilf0jelsen imidlertid gáet tabt:
S. k toc ap fcipi fino hoþ mik oc mtoc vaNÖat 'pire [...]
oc í[...]"5 oc fetti a petrf kirkio.
I linje 27ri8 finder man tilf0jelse af to ord i hpjre margen:
en mer | fýnðiz ganga eN helgi olapr k 'pnði v[aR]" vt
or kirkiONi (27117—18)
I to tilfælde har rettelser inde pá selve linjen ábenbart
ikke været tilstrækkelig tydelige, hvorfor de er blevet sup-
pleret med korrekte former i margenen. Dette ses i ‘bar-
tholomeuf meffo aptan’ 24VI7, hvor et ‘ðag’ fprst er blevet
rettet til ‘aptan’ ved rettelse af |g| til |p| og tilfpjelse af |an|,
hvorefter ‘aptan’ for en sikkerheds skyld er tilfpjet i mar-
genen af samme skriver. Det ses ogsá i ‘bvit’ 6r3, hvor et
‘bvirj’ fprst er rettet inde pá linjen, men hvor den korrekte
form desuden er skrevet i margenen. Da marginalrettelsen
er meget utydelig, kan det imidlertid ikke fastslás om den
er udfprt af A.
Det er muligt at en særlig interesse for poesi hos A er
ársagen til at der optræder forholdsmæssigt flere rettelser
i stroferne end i prosateksten, men det kan ogsá skyldes
at afskrivningsproceduren har afveget noget fra den ved
prosaen anvendte. Man finder en vis tendens til stprre for-
lægstroskab i stroferne,6 og det er ikke utænkeligt at skri-
veren/skriverne for poesiens vedkommende undertiden i
mere udpræget grad har kopieret forlægget ord for ord, og
i visse tilfælde máske endda graf for graf.
Til slut má det bemærkes at der, ud over de mange ret-
telser og tilfpjelser som er blevet omtalt i nærværende af-
snit, og som for stprstedelens vedkommende formentlig er
indfprt ved en (efterfplgende) kontrol af hándskriftet, i sá-
vel A som B optræder en lang række rettelser der má være
indfprt under selve skrivningen.7
5 Finnur Jónsson mener at kunne læse et |e| efter |f|.
6 Jf. afsnit 6.2.6.I.
7 En fuldstændig fortegnelse skal ikke meddeles, men et mindre antal
eksempler skal anfpres fra begge skrivere. I A ændres én graf til en
anden i en lang række tilfælde. Som eksempler kan de fplgende tjene:
i ‘gnccia kf 4r8 er |g| rettet fra |k|, i ‘hvimar’ l8r4 er |m| rettet fra |p|, i
‘hvnðr’ 22V3 er |h| rettet fra |m| ved at det fðrste skaft er underprikket,
mens de to sidste skafter er ændret til |h|, i ‘íátaí’ 2óv8 er |t| rettet fra |p|,
og i ‘afka’ 36131 er |f| aldeles forskrevet som resultat af en rettelse fra |p|
(indikation af latinsk |f) i forlægget?). I fem tilfælde ændres flere grafer
til én anden: ‘a’ 5154 er sáledes rettet fra Ti’, i ‘feNði’ 8V24 er |n| rettet fra
|11|, i ‘como’ 33V25 synes |m| rettet fra |no|, i ‘flemb’ 34V22 er |le| rettet fra
|k| og i ‘aNÖref 35V34 er |n| rettet fra |11|. I en række tilfælde rettes flere
grafer til andre grafer. Som eksempler kan fplgende nævnes: i ‘hapa’
4155 er |ha| rettet fra |eig| ved at |ig| er rettet til |ha|, mens |e| stár tilbage.
‘mark’ 6r33 er rettet fra ‘markit’ ved at |i| er underprikket og |t| rettet
til fprste graf i næste ord (|þ|). ‘benafc’ 19127 er rettet fra ‘benaz’ ved at
|f| er skrevet oven i |z|, mens |c| er tilfpjet. Rettelsen hænger rimeligvis
sammen med at ordet optræder i poesi. I ‘þotti’ 36VII er |þot| rettet fra
3-2.5