Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 76

48
Kodikologi og palæografi
3.3 Palæografi
3.3.1 Indledende bemærkninger
Pá trods af det palæografiske studiums lange tradition
er meget helt utilstrækkeligt underspgt inden for nordisk
palæografi. Fortsat hpjst aktuel er desværre Ole Widdings
godt fyrre ár gamle bemærkning om at “denne del af det
norrpne studium i sit videste begreb har været meget sted-
moderligt behandlet, det er et sá at sige uopdyrket felt in-
den for faget” (Bekker-Nielsen et al. 1965, s. 28). Stprre un-
derspgelser med fokus pá rent palæografiske forhold, hvad
enten det gælder studiet af enkelthándskrifter eller spe-
cifikke palæografiske fænomener, er fá. Nærværende af-
handling ráder ikke bod pá dette i stprre stil, men det er mit
háb at den fplgende forholdsvis grundige palæografiske be-
skrivelse kan være en lille del af det stprre fundament som
et fremtidigt generelt værk om norrpn skrifthistorie kan
bygge pá.
Adskillige punkter i den kodikologiske analyse kunne
lige sá godt være meddelt i nærværende afsnit om palæo-
grafi, og det samme gælder for flere forhold i den ortografi-
ske analyse, fx brugen af {r):(z) og (f):fs). Perspektivet i
afsnittet om palæografi má derfor betragtes som temmelig
snævert. Nár det gælder forholdet mellem palæografi og
ortografi, skal grænsedragningen ses i lyset af et pnske om
i vid udstrækning at behandle funktionelle forhold i den
ortografiske og ikke den palæografiske analyse.
Selvom beskrivelsen af variationen i manifestationen
af de forskellige skrifttegn er inspireret af grafonomisk
forskning, bygger analysen i allerhpjeste grad pá traditionel
palæografisk forskning og de betydelige kundskaber som
trods alt findes inden for feltet. At foretage en i videst om-
fang objektiv analyse baseret pá en underspgelse af de en-
kelte grafelementer (en art trækanalyse) uden inddragelse
af ekstern (palæografisk) viden kan forekomme metodisk
attraktivt, men det er min klare overbevisning at det ikke
ville fpre til nævneværdige nye indsigter. Det ville til gen-
gæld rimeligvis resultere i en mindre overskuelig fremstil-
lingsform og vanskeliggpre de historiske perspektiverin-
ger, hvorved en række palæografisk interessante forhold
kun ville kunne belyses ad kortere eller længere omveje.
En konsekvens af den valgte tilgang er at grafsegmente-
ringen ikke problematiseres.1 Fprste trin i analysen er sá-
ledes klassificeringen og beskrivelsen af den registrerede
|vnð|. Endelig ændres én graf til flere i enkelte tilfælde, jf. eksempelvis
‘halliN’ 25V40, hvor |11| er rettet fra |n|.
Ogsá i B ændres én graf til en anden under skrivningen i en række
tilfælde. Som eksempler kan fplgende nævnes: I hallðö’ 13V51 er det
fprste |1| (interessant nok) rettet fra |r|, i Tc’ llvll er |k| rettet fra |þ|, i
‘almboga’ 1314 er |g| rettet fra |þ| og i ‘ý2mt’ 15146 er |ý| rettet fra |o|
(efter skrivningen af efterfplgende þ|, som ellers aldrig optræder efter
|ý|). Ogsá i B synes to grafer rettet til én anden i enkelte tilfælde. I
‘hæpþo’ 13VII synes |æ| sáledes rettet fra |ar| og i ‘þm’ I5r39 synes |m|
rettet fra |ra|. I enkelte tilfælde rettes flere grafer i B, fx er ‘íe’ llrl via
overskrivning rettet fra ‘hp’ (jf. ‘hpf senere i linjen).
1 En segmentering uden inddragelse af ekstragrafematiske kriterier ville
langt hen ad vejen have været uproblematisk pga. hándskriftets præ-
gotiske (ikke-kursive) skrift, men man ville i givet fald rimeligvis være
grafiske variation, eller hvad man inden for grafonomisk
forskning ville kalde for en grafetisk analyse. Mens der i
denne fase generelt ikke redegpres for funktionelle aspek-
ter, foretages der ved de fleste grafklasser en skrifthistorisk
perspektivering, og det er af hensynet til denne at visse be-
slægtede grafklasser omtales i samme afsnit, mens andre
(og det de fleste) ikke g0r det.
At der i vid udstrækning ses bort fra funktionelle aspek-
ter, skal bl. a. ses i lyset af at begreberne graftype og graf-
klasse, som bemærket i afsnit 1.4, er typologiske stprrelser
baserede pá fysiske ligheder pá forskellige abstraktionsni-
veauer. I denne forbindelse má det bemærkes at de omtalte
ligheder fprst og fremmest defineres pá basis af grafernes
morfologi, altsá pá basis af deres endelige udformning som
manifesteret i hándskriftet. Dette udgangspunkt stemmer
overens med praksis i eksempelvis Derolez (2003) og ad-
skiller sig dermed fra et andet muligt analytisk udgangs-
punkt som lægger grafernes duktus til grund for undersp-
gelsen. Nár Derolez baserer sit studium af gotisk skrift pá
grafernes morfologi, skyldes det at han betragter det som
det bedste udgangspunkt for klassificeringen af middelal-
derens gotiske skriftarter, bl. a. fordi duktusanalyser er ek-
stremt tidskrævende og ofte endda umulige pá basis af det
foreliggende materiale.21 nærværende afhandlings diskus-
sion af variationen inden for de enkelte grafklasser foreta-
ges dog ikke sjældent en kobling til duktusforhold i form
af kommentarer til det anvendte antal pennedrag ved skriv-
ningen af forskellige grafer. I enkelte tilfælde finder man
ogsá kommentarer til pennedragenes retning (se fx kom-
mentarerne til |y|) og/eller rækkefplge (se fx kommenta-
rerne til de to graftyper af |æ| i A), nár det kan forklare en
given variation og/eller er interessant i et stprre skrifthi-
storisk perspektiv.3
Som bemærket i flere af de ovenfor omtalte grafono-
miske bidrag, fx Fix (1979), má den nærmere typologiske
klassificering betragtes som subjektiv, hvilket ogsá gælder
for klassificeringerne i nærværende afhandling. I beskrivel-
serne vil man sáledes ved flere grafklasser finde kommen-
tarer om at to graftyper alternativt kunne tolkes som to
grafklasser. Dette er uundgáeligt, og jeg mener ikke at det
behpver at betragtes som et kritisk metodisk problem. Det
má dog bemærkes at man ved de enkelte klassificeringer
uden tvivl kan pávirkes af den opfattelse af tegninventaret
og dets inddeling som udspringer af ens viden om de gene-
relle palæografiske forhold for et givet geografisk og kro-
n0dsaget til at regne eksempelvis [k| og |h| som selvstændige grafklas-
ser og ikke opl0se dem i |k|+|-| og |h|+|-|.
2 Et yderligere argument for at basere skriftartsklassificeringer pá gra-
fernes morfologi leveres af Stutzmann (2005, § 23), idet han fremhæ-
ver at relationen mellem skrift og bl. a. litterær genre formidles gen-
nem det færdige skriftprodukt, og at det ydre, rent udseendemæssige
dermed ogsá i middelalderen har været det centrale.
3 Som ofte pápeget er duktus, som det er defineret i nærværende afhand-
ling, i det hele taget særlig interessant ved studiet af skriftudvikling,
da mange ændringer netop kan forklares ud fra et duktusperspektiv.