Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 78

50
Kodikologi og palæografi
er ligatur af |a|+|e|, |e|+|t| (vor ampersand, |&|), |n N|+|t|,
|o|+|r|, ]c|+|t|, |r|+|t| og |f|+|t|. For nogle ligaturer har le-
vetiden været kort, mens andre har været i brug i lang tid.* 1
Bl. a. fordi den prægotiske skrift er en overgangsskrift,
er den umulig at definere præcist, men Derolez mener at
man i vesteuropæisk skrift fra 1000-tallet kan registrere
sá mange forandringer i retning af det der siden udvikles
til fuldbyrdet gotisk bogskrift (textualis), at det trods alt er
berettiget at give skriften sit eget navn.
Selvom skriften pá Island bevarer et karolingisk præg
i længere tid, synes man allerede i lpbet af fprste halvdel
af 1200-tallet at kunne tale om en mere eller mindre ud-
præget prægotisk skrift. De mest karakteristiske ændrin-
ger der dukker op i prægotisk skrift (og som fprst udvikles
fuldt i gotisk skrift), kan opsummeres i fplgende punkter:2
1. Grafernes krop indsnævres ved at de meget runde
karolingiske former gpres smallere. |o| gár fx fra at
manifesteres som en nærmest cirkulær graf til en
mere oval. Som en direkte konsekvens sammenpres-
ses skriften horisontalt.
2. Der indfpres bueforbindelser (“fusions”, “bitings”) og
ligaturer, tidligst ved sammenpressede former af ]pp|
og |bb|.
3. Over- og underlængderne forkortes, samtidig med at
grafernes kropshpjde forpges. Derved mindskes linje-
afstanden drastisk, og siden bliver langt mindre over-
skuelig. En konsekvens af denne vertikale fortætning
bliver en 0get anvendelse af et tospaltet layout.
4. Graferne fár en mere kantet udformning, jf. ikke
mindst |c e o|.
5. Skriften fár stprre “vægt” (bliver mere “duolineær”)
med 0get forskel mellem tryk- og hárstreger som
fplge af en ændring i skriftvinkel og brug af en bre-
dere pen.
6. Ombpjningerne ved grund- og mellemlinjen ændres.
Ved grundlinjen kan iagttages en tydelig tendens til
ombpjning mod hpjre, og det samme gælder for af-
slutningen af underlængderne, mens man ved mel-
lemlinjen ved lave grafer kan se tendens til klpftning
eller anden fremhævning (undertiden betegnet som
“doppelte Brechung”).
De anfprte bemærkninger til karolingisk og prægotisk
skrift understreger i pvrigt npdvendigheden af samspillet
mellem palæografi og andre kodikologiske aspekter.
For at lette orienteringen — og ikke sá meget af meto-
diske eller teoretiske grunde - inddeles beskrivelsen af de
enkelte grafklasser i en række underafsnit. Sáledes behand-
les simple og modificerede alfabetiske grafklasser i afsnit
3.3.2, ligaturgrafklasser i afsnit 3.3.3, abbreviaturgrafklas-
ser i afsnit 3.3.4 (alfabetiske interlineære abbreviaturer i
afsnit 3.3.4.1, ikke-alfabetiske interlineære abbreviaturer i
afsnit 3.34.2 og andre abbreviaturer i afsnit 3.34.3), inter-
punktionsgrafklasser i afsnit 3.3.5, korrektionsgrafklasser
i afsnit 3.3.6 og initialer i afsnit 3.3.7.
1 Jf. Derolez (2003, s. 52-3).
1 Jf. Derolez (2003, s. 57-9).