Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 79

Palæografi
51
3.3.2 Simple og modificerede alfabetiske grafklasser
I dette afsnit gennemgás alle simple og modificerede alfabetiske
grafklasser. Rækkefplgen er for overskuelighedens skyld holdt
strengt alfabetisk, dog er de modificerede grafklasser omtalt umid-
delbart efter de tilsvarende umodificerede grafklasser. Man vil altsá
fx finde |9| efter |o| og ikke sidst i alfabetet.
Minuskler, majuskler og kapitæler omtales umiddelbart efter
hinanden i nævnte rækkefplge. Man finder altsá ikke selvstæn-
dige, overordnede afsnit om hver af disse grafklassekategorier. De
omtalte grafklasser er (i behandlet rækkefplge) laáAbBcCðD1
D^ððeé^^E'E^É^pfFFgGGhhiíIjjJkKklLmn)
MivinqrPrPNNoóppp^O^pPq Q^r ^RRÍsStTuúU
vvvVppxyýYzþÞ|. Da man oftest finder stprre variation i
B, omtales forholdene i denne del af hándskriftet generelt fpr den
tilsvarende beskrivelse af forholdene i A.
|a|: |a| manifesteres i B almindeligvis i den ábne, karolingi-
ske form,1 fx (1), men ofte er halsen ikke særlig tydelig, da bpjlen
begynder langt oppe pá skaftet, fx (2). Ikke sjældent manifeste-
res grafklassen tilsyneladende i den halslpse form som kendes fra
kursiven og den insulære skrift, hvor bpjle og skaft mpder hinan-
den foroven, fx (3). De tre graftyper er dog altid trukket pá samme
máde, og de optræder ogsá side om side i hele teksten. Den fprst-
nævnte er noget hyppigere end den anden, mens den sidstnævnte
blot forekommer i knap 10 % af tilfældene.2,
I A manifesteres grafklassen sá at sige altid af en graf med
hals, og halsen er almindeligvis ogsá tydeligere i sin udformning.
Dette hænger til dels sammen med at bpjlen er mindre og oftest
pábegyndes længere nede. Halsen er oftest ganske rund, jf. fx
(4) og (5), men en mere kantet form er ikke sjælden, fx (6). Hos
begge skrivere er bpjlen mere kantet end i de ældste hándskrifter,
men der er pá den anden side ikke tillpb til toetages formen, som
optræder fra sidste del af 1200-tallet.3
|á|: De nævnte manifestationer af |a| kan hos begge skrivere
forsynes med en accentstreg, der oftest er anbragt lige over
grundtegnet eller forskudt en anelse mod hpjre, fx (7) i B og
(8) i A. I B anbringes den dog ikke sjældent mere til hpjre for
grundtegnet, fx (9), til gengæld kun sjældent til venstre for dette.
|A|: Hos begge skrivere repræsenteres |A| af grafer med form
af forstprrede minuskler, fx (10) i B og (11), (12) og (13) i A. De
to sidst anfprte eksempler med hhv. en meget langstrakt bpjle
og en temmelig lille hals, (12), og en mindre stprrelse, (13), er
enestáende. En forstprret minuskelform er langt den almindeligste
manifestation i klassiske islandske hándskrifter.4
1 Dvs. den fra uncialen optagne form med hals, en form der i karolingisk skrift
tidligt sejrer over andre varianter, jf. Derolez (2003, s. 48-9).
2 Graftypen uden hals skal efter alt at dpmme ses i lyset af skriftens relativt lille
stprrelse. Jf. i denne forbindelse Derolez (2003, s. 54). Der er sáledes rimeligvis
ikke nogen direkte sammenhæng med det halslpse |a| som dukker op i diplomer
i fprste halvdel af 1300-tallet.
3 Om |a| i ældre islandsk skrift, se Hreinn Benediktsson (1965, s. 45), Seip (1954,
s. 48 og 92), Spehr (1929, s. 112-16) og Stefán Karlsson (2002, s. 836).
4 Jf. Lindblad (1954, s. 7-10).
1
2
3
a
■
M*Ví B h\n)
B 14^30
B nr34
WM A 18V39
A18V41
13K A 6133
B14V32
I Ai8r26
A 30r24
3ir22
3-3-2