Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 81

Palæografi
53
|ð|: Som man kunne forvente, finder man ikke |d| som alterna-
tiv til det runde |ð| der kendes fra uncialen og den insulære skrift.1
I B optræder to graftyper i komplementær distribution. Den nor-
male graftype, llð1!!, anvendes i alle andre positioner end efter |1| og
er kendetegnet ved et ret hpjt skaft der foroven bpjer nedad mod
venstre, fx (31) og (32). Denne graftype er skrevet i to drag, hvilket
ogsá er hovedreglen i de ældre islandske hándskrifter.2 Den anden
graftype, llð2ll, anvendes efter |1| og er kendetegnet ved at det næsten
vandrette skaft sá at sige ikke bevæger sig over mellemlinjen,3 fx
(33). Denne graftype er skrevet i tre drag. I A finder man kun llð1!!,
der i sin manifestation oftest er meget lig den tilsvarende type i B,
jf. fx (34), men undertiden finder man ved skaftets top slet ingen
ombpjning mod venstre, fx (35).
Udformningen med den nedadbpjede top, som er det alminde-
lige hos begge skrivere, er særlig udbredt omkring midten af 1200-
tallet og i samme árhundredes anden halvdel.4
Hvor almindelig en komplementær distribution af de to
graftyper ved |ð| ellers er, kan jeg ikke ytre mig om, men det kan
bemærkes at den ogsá findes i det nogenlunde samtidige AM 519
a 40 og det noget yngre AM 655 XXXII 40 (01300-1400), i det
sidstnævnte hándskrift dog med en noget anden manifestation af
graftyperne.
ID1 D2 ð|: ID1!, der gár tilbage til den latinske uncialskrift, op-
træder to gange i B, fx (3Ó).5 I A finder man i to tilfælde |D2| som
udspringer af den latinske kapitælskrift, fx (37), mens man i ti til-
fælde finder |ð|, der má karakteriseres som en forstprret minuskel
(med uncialform), fx (38).
Ifplge Lindblad (1954, s. 16—17) repræsenterer |D2| den almin-
delige manifestation af (D) i de fleste af de ældste hándskrifter.6
I sine klassificeringer opererer Lindblad derimod ikke med den
forstprrede minuskel |ð| og henregner pjensynlig alle former som
kunne karakteriseres sáledes, til den af uncialen udviklede type
der bruges i B (|D2|, Lindblads ‘D3r). Han argumenterer sáledes for
at sável formen som brugen taler imod en klassificering som en
forstprret minuskel. Dette forekommer rimeligt sálænge formen
netop er den man finder i B — altsá (35) — men jeg finder det
ikke korrekt nár han i samme ándedrag inkluderer den hyppigste
Bior2i
Agr8
A 7r2ó
1 Det karolingiske |d| (“lige d”), der er gennemfort i de allerældste islandske hánd-
skrifter, forekommer kun i enkelte tilfælde efter 1250 og efter 01300 praktisk
talt ikke, jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 45-6), Lindblad (1954, s. 23-4) og
Spehr (1929, s. 75-9). Om brugen af |d|:|ð| i overgangsfasen, se ogsa Westlund
(1974, s. 67—8). Den karolingiske skrift har overtaget |d| fra halvuncialen, og
denne type er pá kontinentet siden den tidligste karolingiske skrift meget domi-
nerende. Senere vinder det unciale |ð| imidlertid frem ogsS pá kontinentet (særlig
i prægotisk skrift), jf. Derolez (2003, s. 49 og 60).
2 Som Spehr (1929, s. 79) bemærker, kan islandske skrivere dog undertiden trække
den i tre drag ved fprst at skrive en |o|-lignende ring hvortil skaftet fpjes.
3 Ved skaftets begyndelse/top kan stregen dog begynde lidt over mellemlinjen,
hvorved den yderste del af skaftet kan have en tendens til konkavitet.
4 Jf. Stefán Karlsson (2002, s. 836).
5 En form som ofte — formentlig fejlagtigt — er blevet opfattet som et forstprret
|ð|, jf. Lindblad (1954, s. 16 m. henv.). Man kunne dog argumentere for at den
særlige udformning af skaftet er en konsekvens af pladsmanglen forarsaget af
den store bpjle.
6 Lindblad kalder tilfældigvis ogsS varianten for ‘D2’. Han nævner ogsS en mere
rendyrket kapitælvariant som minder mere om vort moderne |D|. Denne variant,
som han betegner ‘D1’, er imidlertid meget sjælden i ældre islandsk skrift og
bruges fprst og fremmest som initial.
3-3-2