Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 82

54
Kodikologi og palæografi
39
4°
4i
42
■
I
ÉÉ8i B 141-18
A 6135
variant i A — altsá |ð| (37). Her er der for mig at se utvivlsomt tale
om en forst0rret minuskel (med uncialform).
|ð|: Grafklassen |ð| repræsenteres almindeligvis af en graf hvis
tværstreg udgár fra skæringspunktet mellem skaft og bpjle, fx (39),
undertiden dog fra et punkt længere oppe pá skaftet, fx (40). Ogsá
i A har skaftet ombpjning mod venstre, men det er generelt ikke
sá krumt. Tværstregen placeres almindeligvis temmelig hpjt oppe
pá skaftet og adskiller sig ydermere fra den i B anvendte type ved
meget tydeligt at skære skaftet. Dens ombpjning pá hpjre side af
skaftet varierer en smule, jf. (41) og (42).
Begge skrivere anvender |ð| i ret stor udstrækning, hvilket
harmonerer med den generelle brug i perioden. Grafklassen er
ikke belagt i de ældste islandske hándskrifter,1 men begynder
at dukke op i de fprste ártier af 1200-tallet (for alvor omkring
1225) i takt med en stigende trpndsk indflydelse pá islandsk skrift.
Almindeligt bliver |ð| dog fprst efter 1250. I fprste halvdel af
1300-tallet bruges grafklassen fortsat ret regelmæssigt, men i
lpbet af árhundredet gár den af brug og er sáledes meget sjælden
i diplomer efter 135o2 og reintroduceres fprst i slutningen af
1700-tallet.3
|e|: Manifestationerne af |e| fplger hos begge skrivere den i
den prægotiske periode almindelige praksis ved at være skrevet i
tre drag og have skrá tværstreg. I B afsluttes graferne normalt med
en tunge der peger skrát opad,4 jf. fx (43) og (44). I A, hvor tvær-
stregen ofte er endnu mere skrá, har graferne derimod almindelig-
vis ingen tunge, fx (45), hvad enten de optræder i eller uden for
finalstilling. En tungelignende streg kan dog forekomme nár den
efterfplgende grafs initialstreg knytter an til grafen.
Manifestationerne af |e| er ikke lige sá runde som i de ældste
hándskrifter. Mere kantede eller spidse former begynder da ogsá
at optræde fra efter C1250 (jf. kommentarerne til |c|), og et resultat
af den 0gede kantethed bliver efterhánden at bpjlens stprrelse
1 Et faktum som ifplge Hreinn Benediktsson (1965, s. 22, note 1) ikke - som anta-
get i Flom (1914—15) — skyldes en tendens i 1000-tallets England til at sammen-
blande |þ| og |ð| og bruge det ene for det andet, men derimod at “[i]n the absence
of a special orthographic convention (like that of‘þ’ vs. ‘ð’), the Old Norse pho-
nemic structure would have dictated, as the simplest possible orthography, the
use of ‘þ’, once it was imported, for the spirant in all positions”.
1 Grafklassens forsvinden betragtes normalt — pá linje med dens indfprelse — som
resultat af norsk indflydelse pá islandsk skrift. Man kunne imidlertid ogsá fo-
restille sig at et rent grafisk fænomen kan have spillet en betydelig rolle. I lpbet
af 1300-tallet begynder |ð| sáledes at manifesteres med et skaft der bpjes tilbage
mod hpjre, hvorved der opstár en bpjle som kan gpre det umuligt at skelne det
fra |ð| (jf. fx Stefán Karlsson 2002, s. 836). Noget sádant er eksempelvis tilfældet
i Möðruvallabók (jf. de Leeuw van Weenen 2000, s. 11 og 35). Et grafisk sam-
menfald mellem |ð| og |ð| har med andre ord gjort det muligt at anvende |ð| for
/þ/. At det relativt hurtigt gennemfpres, skal rimeligvis ses i lyset af at sprog-
brugerne uden videre har kunnet afgpre hvomár |ð| har repræsenteret hhv. /þ/
og /d/. Er denne forklaring korrekt, er det et interessant eksempel pá hvorledes
et rent palæografisk forhold kan forársage en markant ortografisk ændring. Om
brugen af |ð|:|þ|:|ð| som betegnelse for /þ/ (herunder historisk perspektivering),
se afsnit 4.4.5.2.16.
3 Om brugen af |ð| i islandske hándskrifter, se især Hreinn Benediktsson (1965,
s* 43-4). Seip (1954, s. 44-5, 92 og 138-39) og Spehr (1929, s. 24-9). Om graf-
klassens manifestation(er) i den ældste tid, se Spehr (1929, s. 81-2).
41 de ældste islandske hándskrifter er tungen almindeligvis ogsá ganske skrá. I
ældre karolingisk skrift (pá kontinentet) var den derimod vandret, men allerede
i 1000-tallet pegede den hyppigt opad, og dette træk forstærkedes i 1100-tallet,
jf. Derolez (2003, s. 61).
3.3.2