Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 83

Palæografi
55
for0ges (jf. gotisk bogskrift). Dette er dog ikke særlig udpræget
hos nogen af skriverne.1
|é|: |e| kan hos begge skrivere forsynes med accentstreg. Som
beskrevet ved |á| kan stregens placering variere noget (undertiden
afhængigt af den efterfplgende grafs hpjde).2 Som eksempler kan
nævnes (46) og (47) i B og (48) og (49) i A.
|?|: I sável A som B kan |e| forneden forsynes med en hpj-
revendt krog (hhv. omtrent 300 og 85 gange).3 Krogen kan være
mere eller mindre lukket, men i B er den generelt mere kantet end
i A, jf. fx (50), (51) og (52) i B samt (53) og (54) i A. En mere spids
udformning af krogen er typisk for den mellemklassiske periode i
modsætning til den rundere udformning i tiden fpr CI250.4
|4|: |?| kan forsynes med accentstreg i sável A som B
(hhv. 12 og 21 gange). Som ved alle grafer med accentstreg
varierer stregens placering en smule, men den er oftest anbragt
midt over grundtegnet, jf. fx (55), (56) og (57) i B og (58) og (59) i A.
|E* E2|: Grafklassen |E*|, der manifesteres som et forstprret
|e|, er belagt knap 90 gange i B. Stprrelsen varierer, og tungen
kan være mere eller mindre tydelig, jf. fx (60) og (61). Denne
grafklasse anvendes i langt mindre omfang i A, dog fx (62). Hos
denne skriver finder man oftere grafklassen |E2|, fx (63). Over for
omtrent 500 tilfælde med |E2| (uncial form) finder man i A sáledes
blot 19 sikre tilfælde med |E2| (forstprret minuskel). Desuden kan
det noteres at de relativt fá eksempler pá |E2| ikke fordeles jævnt
i A. Bortset fra ét eksempel i andet læg (‘Eýþenðr’ 5V33), optræder
alle eksemplerne i hándskriftets tre sidste læg (fra 24V og frem).5
Begge grafklasser er almindelige i periodens hándskrifter som
manifestation af (E), men den overordnede tendens skulle ifplge
Lindblad (1954, s. 11—12) være den at den forstprrede minuskel
vinder stadig mere frem pá bekostning af uncialen.6 Bemærk dog
at den forstprrede minuskel er meget udbredt i de ældste kilder.
Eksempelvis er den enerádende i AM 237 a fol (01150), og i AM
677 40 B (CI200—25) finder man sável kapitæl- som uncial- og
minuskelform. De to fprstnævnte optræder kun i margenen, mens
den forstprrede minuskel anvendes i den lpbende tekst, jf. Wein-
stock (1967, s. 53). Det er derfor tvivlsomt om man kan betragte
den konsekvente brug af |E2| i B som et træk der peger frem i tiden.7
1 Om udformningen af |e| i ældre islandsk skrift, se Spehr (1929, s. 101-2) og Seip
(1954, s. 49 og 90).
2 Jf. sáledes det sidst anf0rte eksempel fra A, (48), der vidner om at accentstregen
sandsynligvis er tilf0jet efter færdigskrivningen af resten af ordet, selvom det
i dette tilfælde kunne skyldes underlængden fra en graf i den foregáende linje
(hvilket dog ikke fremgár af udklippet).
3 Almindeligvis er det tydeligt at krogen er h^jrevendt, men som det fremgár af
(58), kan den undertiden forekomme venstrevendt nár den er blevet pábegyndt
lidt for langt fra grundlinjen.
4 Jf. Spehr (1929, s. 102).
5 Læg fire rummer ét eksempel, læg fem rummer elleve eksempler og læg seks
rummer seks eksempler. Man synes ikke at kunne spore specielle tekstuelle
m0nstre.
6 Det kan i 0vrigt bemærkes at det i Lindblad (1954, s. 11) fremsatte udsagn om at
den unciale form synes enerádende i A, er forkert.
7 Det er derfor formentlig heller ikke rimeligt nár jeg i Kjeldsen (2005^ katego-
riserer brugen af jE1! som et yngre træk i AM 162 A ð fol.
a B 1113
B 15138
I A9r4
I A 24150
B14V44
■
B 14V33
I BI2r26
A 4r7
A 4r3i
B I3r2i
B iir44
. B10V45
I A7V40
I A 36122
I B 140.8
I B I4r2i
A 2902
I A iv28
3-3-2