Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 85

Palæografi
57
midten og slutningen af 1200-tallet1 — og sáledes ogsá i MskMS.
En anden type, der i Norge især anvendes pá Sydvestlandet, med
bistave bestáende af egentlige streger, bruges ogsá i denne periode,
men er mindre frekvent.2
|F F|: |F| optræder otte gange i B, fx (73). Grafklassen er ogsá
belagt i A, hvor den anvendes omtrent 100 gange, men her har
graferne en lidt anden udformning idet bistavene er reducerede til
prikker. Man kan hos denne skriver skelne mellem to graftyper.
Oftest har underlængden — som den tilsvarende minuskel — om-
bpjning mod hpjre som i (74), men i omtrent en fjerdedel af tilfæl-
dene finder man venstreombpjning, fx (75X3
Ved siden af (insulært) |F| finder man i A i syv tilfælde ogsá (ka-
rolingisk) |F|, fx (76) og (77), hvoraf det sidstnævnte eksempel er
eneste forekommende tilfælde med underlængde. Alle eksempler
pá |F| optræder i rpde overskrifter.
|g|: Manifestationen af |g| varierer noget i B. Almindeligst er
en graftype hvor graferne blot bestár af en ring forsynet med hale,
det hele skrevet i fire drag, jf. fx (78). Sjældnere er en graftype der
adskiller sig fra den fprstnævnte ved at graferne tillige har tunge, fx
(79). I enkelte tilfælde synes graferne trukket i tre drag, fx (80), og
en enkelt gang er hale og ring forbundet med en hárstreg, jf. (81).
En graftype helt uden tunge forekommer ogsá i A, fx (82), men
oftest finder man en svag antydning af tunge i form af en initi-
alstreg, fx (83). Derimod bruger hánd A ikke en mere udpræget
(mindre skrá) tunge. Underlængden kan undertiden fremstá mere
kantet end i de to hidtil anfprte eksempler, jf. fx (84). Ogsá i A sy-
nes graferne skrevne i fire drag foruden den eventueUe svagt anty-
dede tunge, hvilket fremgár særlig tydeligt af det lettere forskrevne
(85).
I et bredere skrifthistorisk perspektiv er |g| sandsynligvis den
mest varierende minuskelgrafklasse.4 Fra tidlig tid kan bpjlen
skrives pá forskellig vis. Almindeligst er en type hvis bpjle udgpres
af en ring hvortil underlængden fpjes (enten ved grundlinjen
eller ved bpjlens top), men ofte fortsættes den anden streg blot
direkte over i halen. Fra den ældste tid manifesteres |g| báde med
og uden tunge. I den klassiske periode er en graftype med áben
underlængde (hale) det almindelige, men det er særlig i anden
halvdel af 1200-tallet at visse skrivere (som i MskMS) trækker
underlængden meget langt til venstre sá den fpres ind under op til
flere foregáende grafer.5
73
gs
i5r29
I A i8r40
A33131
A31V26
A33V29
B I4r26
B I4r22
B ior3
B I2r23
I A6r8
■ A 6r5
A 6n5
I A 4r7
1 Denne tr0ndske type har (i norske hándskrifter), nár den ikke er pávirket af
kursiven, normalt en ret lige underlængde (jf. Spehr 1929, s. 61—3).
2 Den senere meget udbredte type hvor bistaven udgpres af to buer eller bpjler,
er noget yngre og dukker fprst op i 1300-tallet. Den er udviklet af en type hvor
den pverste del af bistaven (dvs. den pverste streg) danner en b0jle, mens den
nederste udgpres af en tydelig, vandret streg, en type som (sammen med andre)
bl. a. bruges i AM 39 fol (01300). Om forskellige typer af se Spehr (1929,
s. 61-6), Lindblad (1954, s. 24-5), Seip (1954, s. 45-6,92 og 139) og Stefin Karls-
son (2002, s. 836).
3 Venstreombpjning er særlig frekvent i r0de overskrifter, hvor det med fuld læ-
selighed forekommer pá 4vi8, 5r8, 2ór2, 27r4, 30^8,3OV3,33^1 og 34v22.
4 Jf. eksempelvis Weinstock (1967, s. 13).
5 En type med to lukkede cirkler er til gengæld afgjort ældre. Om |g| i ældre is-
landsk skrift, se Hreinn Benediktsson (1965, s. 46), Spehr (1929, s. 116—18), Seip
(1954, s. 50) og Stefán Karlsson (2002, s. 836—37). Om |g| i karolingisk og præ-
gotisk skrift pá kontinentet, se eksempelvis Derolez (2003, s. 50 og 61-2).
3.3.2