Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 94

66
Kodikologi og palæografi
B14x24
I B 25rl3
A4r30
'A5r25
B lór9
B I4r2i
B 14125
A 4ri3
A 6r2i
■i B 13x22
I A4r8
I A4r3
varierer. Graftypen llp2ll der manifesteres med venstreombpjning,
(204), bruges kun én gang helt i begyndelsen af B.
I A har jeg ved |p| kun registreret grafer med ombpjning mod
hpjre, fx (205) og (206). Som det fremgár af disse eksempler, kan
underlængdens længde og formen pá bpjlen variere.
Det er vist mere end tvivlsomt om ombpjningsretningen kan
bruges i skrifthistorisk perspektiv, men bpjlen er i de ældste
hándskrifter noget rundere end den man finder i MskMS.1
|P|: |P| anvendes ikke i B, men optræder tre gange i A fordelt
pá hvad der má betragtes som to graftyper. To gange har graferne
sáledes underlængde, mens |P| én gang manifesteres som en graf
anbragt pá grundlinjen, jf. fx (207) og (208).
|q|: |q| bruges relativt hyppigt af begge skrivere, og i sável
A som B varierer grafernes grad af kantethed en smule, idet den
især afhænger af tværstregens begyndelsespunkt. Underlængdens
hpjreombpjning kan ligeledes være mere eller mindre udpræget
(begge former for variation optræder fprst og fremmest i B, mens
manifestationen af grafklassen — som mange andre grafklasser —
er mindre varieret i A), jf. (209) og (210) i B og (211) i A. Graferne
trækkes af begge skrivere almindeligvis i tre drag og bestár
sáledes af et element der ligner skaftet pá et |c|, en hagelignende
(tvær)streg og selve skaftet. At dpmme af faksimilerne i Hreinn
Benediktsson (1965) synes en sádan manifestation af |q| ikke at
være den almindelige i den ældste islandske skrift, hvor der typisk
fprst skrives en |o|-lignende komponent og dertil fpjes et skaft.
|QJ: I A manifesteres |Q_| en enkelt gang som en forstprret
minuskel, jf. (212). Grafklassen synes ogsá belagt én gang i B i
(213). I hándskrifter fra den klassiske periode er kapitælformer
ellers langt almindeligere.
|r|: |r| manifesteres i B almindeligvis med et skaft og en side-
stav der blot udgpres af en enkelt (kort) streg, men undertiden kan
denne forsynes med en kort hage, jf. (214) og (215). I A manifeste-
res grafklassen stort set pá samme vis, men her slutter sidestaven
næsten altid med en hage, og ofte har graferne en lidt mere kantet
form, idet en stprre del af sidestaven udgpres af en hárstreg, jf.
(216) og (217). En sádan mere kantet fremtoning er almindelig
i en række nogenlunde samtidige eller lidt yngre hándskrifter,
hvor det pá sidestaven kun er den mindre hage som er en trykstreg.
|2|: Det sákaldte “r rotunda” eller “runde r”, |z|, bruges meget
hyppigt i B (omtrent 600 gange), fx (218). I A er grafklassen
derimod særdeles sjælden og forekommer kun 31 gange, jf. fx
(219) og (220).2 Den manifesteres ret ens hos de to skrivere,
1 Om |p| i den ældste islandske skrift med perspektivering til latinske og insulære
handskrifter, se Spehr (1929, s. 20—1). Jf. desuden Seip (1954, s. 50).
2 Distributionen af |r| vs. \z\ behandles i afsnit 4.4.5.2.12. Det kan i forbindelse
med |r| og þ| i 0vrigt bemærkes at man ved siden af disse grafklasser i visse klas-
siske hándskrifter kan finde en beslægtet grafklasse med underlængde |f| (un-
dertiden kaldet “langt” eller “langskaftet r”, mens det i Lindblad (1954) og Spehr
(1929) kaldes hhv. “r3” og “n”). Denne grafklasse, der ikke optræder i de ældste
hándskrifter, blev dog aldrig rigtig populær. Spehr (1929, s. 123-24) og Lindblad
(1954, s. 27) nævner tilsammen ca. 15 hándskrifter fra 1200-tallet og begyndel-
sen af 1300-tallet hvori den forekommer, se ogsá Hreinn Benediktsson (1965,
3-3-2