Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 96

68
Kodikologi og palæografi
241
242
243
s® B 1319
■ B 13r25
4 *
i
BBH Bi3r7
A 4r8
I A 6r9
I A 4r6
B13120
B1OV28
Pá trods af den varierende kantethed er halsen almindeligvis for-
holdsvis rund hos begge skrivere.1 Den er dog ikke sá rund som i
de ældste islandske hándskrifter, hvor den pá den anden side ikke
er sá rund som i 900-tallets latinske minuskel.2 Tendensen til en
mere kantet form er til stede fra begyndelsen, men forstærkes op
gennem tiden. Det samme gælder i store træk for ombpjningen ved
grundlinjen. I de ældste hándskrifter er den generelt mindre tydelig
end i yngre klassiske hándskrifter, hvor de tydelige, skrá (skarpe)
ombpjninger, der kendes fra den gotiske skrift, er reglen.
Ilf3ll er en yngre af kursiven pávirket graftype. Den forekommer
kun sjældent fpr CI225,3 men op gennem 1200-tallet stpder man
typisk pá den som variant til den ældre type uden underlængde,4
og fra CI300 optræder den med en noget hpjere frekvens og bliver
i lpbet af 1300-tallet den dominerende uden for meget formel
skrift.5 Underlængden er især i 1400-tallet meget lang, men efter
midten af 1300-tallet har den sjældent ombpjning mod venstre,
hvilket er det typiske i ældre tid.6
|s|: Det runde (unciale) |s| anvendes ligeledes af begge skri-
vere. Hos begge varierer hældningen og længden pá hagen foroven
noget, og den kan være sá stor at grafen helt lukkes. Ogsá graden
af kantethed varierer i sável A som B. Som eksempler kan anfpres
(236), (237) og (238) i B og (239), (240) og (241) i A.
Báde runde og mere eller mindre kantede manifestationer
kendes fra den ældste tid.7 Nærmere bemærkninger til de to
skriveres brug af |s| — sável hvad angár brugen af |s| vs. |f| som
analyse af hvilke positioner grafklassen anvendes i, og yderligere
historisk perspektivering — findes i afsnit 4.4.5.2.13, men det kan
allerede her bemærkes at |sj relativt set er noget hyppigere i B.
|S|: |S| findes i en række forskellige varianter hos de to skri-
vere. I B kan man sáledes skelne mellem i hvert fald fire forskellige
graftyper der — som ellers i islandsk skrift8 — altid manifesteres
som grafer med kapitælform. Den hyppigste graftype, IIS1!!, der an-
vendes i omtrent 80 % af tilfældene, ligner samme skrivers |s|, jf.
(242). En gang bruges graftypen IIS2II, der adskiller sig fra IIS1!! ved
at grafen ikke har nogen hage og ved at den nedre bue er fprt ned
under grundlinjen, jf. (243). En udvidelse af denne graftype, IIS3II,
som manifesteres med dobbeltskrivning af den 0vre bue (hvorved
1 Hos sável A som B er den sáledes rundere end i en del nogenlunde samtidige
eller lidt yngre hándskrifter som AM 162 A 5 fol, AM 162 E fol, AM 325 III f> 40
og Holm perg 18 40, hánd G, der alle har været sat i relation til MskMS (jf. afsnit
1.3.2.1).
2 Jf. Spehr (1929, s. 67).
3 Jf. Seip (1954, s. 51—2). Bemærk dog at former med underlængde forekommer i
ældre karolingisk skrift (pá kontinentet), men ofte kun anvendt i bestemte sam-
menhænge, fx initialt og evt. i ligaturen af |f|+|t|. Typen med underlængde er
i kontinental skrift imidlertid næsten udryddet ved overgangen til prægotisk
skrift (jf. Derolez 2003, s- 51)- Nár man sáledes i yngre kilder finder typen med
underlængde og omb^jning mod venstre, skyldes det, som allerede nævnt, sna-
rest pávirkning fra diplomskriften. Jf. i denne forbindelse ogsá Derolez (2003,
s. 64).
4 Spehr (1929, s. 70) g0r opmærksom pá, at formen med underlængde i visse af
de ældre hándskrifter særlig forekommer i forkortelserne ‘.f/ (=sort) og ‘.ff/
(= synir), hvorfra han mener at den senere har spredt sig.
5 Jf. Seip (1954, s. 94) og Stefán Karlsson (2002, s. 837).
6 Om |f| i islandsk skrift, se især Spehr (1929, s. 66-70), Seip (1954, s. 51-2,94 og
340) og Hreinn Benediktsson (1965, s. 49).
7 Jf. Spehr (1929, s. 70).
8 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 49).
3-3-2