Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 99

Palæografi
71
Den anden graftype er rundere, idet fprsteskaftet forneden skrá-
ner ind mod grafens midte, fx (270) i B og (271) og (272) i A. I B er
den sidstnævnte graftype lidt almindeligere end den fprstnævnte,
mens det omvendte synes at være tilfældet i A.
I de ældste hándskrifter skráner fprsteskaftet mere, og det er
almindeligvis krummere, hvis man ser bort fra AM 237 a fol, der
synes at anvende en særlig (gammel) type. En anden forskel er at
andetskaftet — ikke mindst i forhold til i AM 237 a fol — er skrevet
med mere tryk i MskMS. Endelig er graferne almindeligvis
noget bredere forneden. Dette er ogsá et yngre træk, som vel
udspringer af at man begynder at bpje fprsteskaftet mod hpjre
forneden (som i den anden af graftyperne i MskMS), og som
bliver særlig tydeligt nár bunden bliver en del af andetskaftet.
Denne udvikling fortsætter op gennem 1300-tallet, hvorfor |v|
i mange hándskrifter kan være svært eller umuligt at skelne fra Jul.1
|v|: Et |v| synes belagt en enkelt gang i B, jf. (273).
zx
B 14r22
|v|: Hos begge skrivere kan |v| modificeres med en accent-
streg. Som ved alle grafer med accentstreg varierer stregens
placering, men den er oftest anbragt midt over grundtegnet, jf. fx
(274) og (275) i B samt (276) og (277) i A.
|V|: |V| repræsenteres i B af to graftyper. Én gang finder man
en graf hvis fprsteskaft er trukket i to drag (forskrevet?), jf. (278),
mens det i de resterende over 30 tilfælde er trukket i ét drag, fx
(279). Den almindelige graftype i B er ligeledes den hyppigste i A,
hvor den anvendes i omtrent 55 % af tilfældene, jf. fx (280). Hos
denne skriver finder man imidlertid ogsá to graftyper der mani-
festeres med underlængde. Som eksempel pá den fprste, der an-
vendes i en tredjedel af tilfældene, kan nævnes (281), mens der som
eksempel pá den anden, der optræder i godt 10 % af tilfældene, kan
nævnes (282).
I den ældste tid manifesteres |V| kun meget sjældent med
kapitælform.2 Graftyperne i MskMS má vel betragtes som yngre
typer der gár tilbage til en forstprret minuskel (sammenlign fx
med de forstprrede minuskler i det ældre Holm perg 15 40, hvor
andetskaftet har samme hpjde som fprsteskaftet).3
|p|: Grafklassen |p| optræder slet ikke i A, men er hyppig i B
(ca. 380 eksempler). Báde graden af ombpjning og optakt pá fpr-
steskaftet varierer, jf. fx (283) og (284).
|p| synes fra (0st)norsk skrifttradition at have vundet indpas no-
get fpr |ð| og |p|. Som bl. a. Hreinn Benediktsson (1965, s. 23—4 og
28) g0r opmærksom pá, optræder |p| sáledes to gange i et afsnit
fra íslendingabók indsat i GKS 1812 40 IV (skrevet CI192), hvor den
mi tilskrives forlægspávirkning.4 Hreinn Benediktsson konklude-
rer derfor med rette at grafklassen (i begrænset udstrækning) má
være blevet brugt f0r CI192. Dette bekræftes da ogsá af forekom-
ster i det endnu ældre AM 315 d fol (CI150—75), hvor |p| optræder pá
1 Jf. i denne forbindelse Spehr (1929, s. 48-9).
2 Jf. Seip (1954, s. 57).
3 Jf. de Leeuw van Weenen (1993, s. 39). En teknisk fordel ved en form med lavt
andetskaft er at interlineære abbreviaturer kan anvendes direkte over grafen,
hvilket muligvis kan have spillet en rolle for udbredelsen af den págældende type.
4 |p| findes da ogsá i en del hándskrifter der ikke bruger |ð| eller |p|, jf. Hreinn
Benediktsson (1965, s. 42).
282
A 27VH
B 13122
B 13^28
3-3-2