Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 106

7«
Kodikologi og palæografi
331
I B 11V17
332
333
B10V28
A 3óri9
Ellers bruges der i islandsk skrift generelt en type med tydelig hals.
I Ipbet af den mellemklassiske periode 0ges grafklassens frekvens
i takt med en stigende norsk indflydelse,1 og den er hovedbeteg-
nelsen for /æ/ i en række handskrifter fra de sidste ártier af 1200-
tallet og i enkelte fra lige efter 1250 samt i en række hándskrifter
fra 1300-tallet.2 Om grafklassens manifestation kan det ydermere
bemærkes at man et stykke op i tiden som fprstekomponent ge-
nerelt fortsætter med at anvende hvad der svarer til en karolingisk
graftype, mens andenkomponenten efterhánden kan reduceres sá
den kan minde om en krog eller en streg.3 Omkring 1400 begynder
en halslps manifestation af |æ| imidlertid at dukke op, formentlig
under indflydelse af kursiven.4
At en halslps eller meget reduceret fprstekomponent anvendes
af begge skrivere, er sáledes bemærkelsesværdigt, da det ellers
er et træk der kendetegner enten de ældste eller langt yngre
hándskrifter. I A er den halslpse graftype sáledes trukket pá
samme máde som ved det i note 3 pá foregáende side omtalte |æ|,
idet andenkomponenten som hovedkomponent er skrevet fprst.
Skrivernes anvendelse af graftyper der i kronologisk henseende er
atypiske, skal rimeligvis ses i lyset af at ligaturen ikke er en del af
deres egen norm.
1^1: Ligaturen ]f| (|a|+|p|) optræder tre gange i B med en
fprstekomponent der svarer til |a| i en karolingisk manifestation,
jf. fx (331). Alle forekomster findes ved linjeudgang. Ligaturen
bruges ikke i A. I islandsk skrift manifesteres andenkomponenten
i denne ligatur næsten altid som en insulær graftype, hvilket ikke
mindst skal ses i lyset af at en sammenskrivning af <a) og (f) er
meget sjælden i de ældste hándskrifter.5 Nár man ser bort fra
ligaturer der betegner ét fonem, er |^| ved siden af ligaturerne |a)|
og |ar| (som begge behandles i det fplgende) i den klassiske periode
den mest almindelige ligatur med |a| som fprstekomponent.6
|aj|: Ligaturen |aj| (|a|+|N|) bruges fire gange i B. Den
manifesteres med en karolingisk fprstekomponent, mens anden-
komponenten principielt kan opfattes som sável |q| som |n|, jf.
(332). Tre af fire eksempler findes ved linjeudgang. I A finder
man et enkelt eksempel pá samme grafklasse, (333), og ogsá dette
optræder ved linjeudgang.
|aj: Ligaturen |a| (|a|+|r|) forekommer sandsynligvis én
gang i B, men pá grund af hándskriftets stand er tolkningen
det ligner den insulære variant af |æ|, der dannes med det h0je insulære |e|, og
som optræder i denne skrift frem til midten af 1000-tallet.
1 Jf. Seip (1954, s. 96) og Lindblad (1954, s. 149-50).
2 Jf. yderligere historisk perspektivering i afsnit 44.3.2.3.
3 Jf. Seip (1954, s. 97-8).
41 1400-tallet kan man desuden stpde pá lidt andre varianter, bl. a. en graftype
hvor fprstekomponenten afsluttes med en relativt lang vandret streg forneden,
mens andenkomponenten udgpres af en krog der skærer skaftet og ender i en
venstrevendt krog langt under grundlinjen, jf. Seip (1954, s. 141).
51 Holm perg 15 4° finder man dog enkelte eksempler pá ligatur af |a|+|fj,
jf. de Leeuw van Weenen (1993, s. 41).
6 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 52—3), Spehr (1929, s. 133) og Widding (1965,
sp. 544-45). Bemærk at det strengt taget ikke er korrekt at skrive at en ligatur
har en given grafklasse som fprstekomponent. I sagens natur er der tale om at
komponenten manifesteres pá en máde sá den minder om hvad der svarer til
manifestationen af den págældende grafklasse, men af hensyn til fremstillingens
læselighed tillader jeg mig at formulere det pá denne máde.
3-3-3