Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 110

82
Kodikologi og palæografi
to ens komponenter.1 Dette skal bl. a. ses i lyset af at man ogsá i
den kontinentale minuskelskrift typisk sammenskriver |p|+|p|,2
og at man pá trods af anbefalingerne i Den f0rste grammatiske
afhandling ikke anvender kapitælen |p|, idet den ábenlyst har
mindet for meget om minusklen.3 I mange hándskrifter anvendes
|pp| — som en række andre ligaturer — dog typisk af pladshensyn
ved linjeudgang.4
|ft|: Som man kunne forvente, sammenskrives |f| og |t| til en
ligatur hos begge skrivere. I B kan grafklassen opdeles i tre grafty-
per. I over 90 % af tilfældene har fprstekomponenten ikke under-
længde, jf. fx (363) og (364). I under 5 % af tilfældene har fprste-
komponenten en smule underlængde, fx (365), mens man én gang
finder meget tydelig underlængde med ombpjning mod venstre
(366). IA synes man ikke at kunne registrere nogen tendens til un-
dertiden at manifestere grafklassen med underlængde, og fra denne
del af hándskriftet kan som eksempel nævnes (367).
|ft| er den mest udbredte af alle ligaturer og bruges i selv de
allerældste hándskrifter.5 Selvom udformningen er rundere i disse,
er grundformen den samme, nemlig den i den latinske minuskel
regelmæssigt anvendte.6 I de ældste islandske hándskrifter er
forbindelsesbuen mellem komponenterne rund, men allerede i
fprste del af 1200-tallet vinder spidsere former frem,7 og det er
derfor ikke overraskende at disse anvendes i MskMS. Typen
med tydelig underlængde findes ogsá i karolingisk skrift pá
kontinentet.8
|þ|: Ligaturen |þ| (|þ|+|r|) forekommer godt 100 gange i A,
hvor den udgpres af en komponent der svarer til manifestationen
af |þ|, hvortil en komponent svarende til manifestationen af side-
staven pá |r| fpjes, jf. fx (368). Ligaturen er muligvis ogsá belagt én
gang i B (369), men læsningen er hpjst usikker, og det er meget
muligt at der i stedet er tale om |þ|.
Ligaturen findes belagt i flere ældre hándskrifter, bl. a. i AM
674 a 40 (01150—1200)9 og Holm perg 15 40 (CI200),10 men ogsá
i yngre hándskrifter, fx AM 47 fol (CI300-25)11 og AM 623 40
(C1325).12
|þ|: Ligaturen |þ| (|þ|+|f|) bruges ikke i A, men én gang i B,
hvor grafens komponenter udgpres af hvad der svarer til mani-
festationen af |þ| og halsen pá |f|, jf. (370). En tilsvarende ligatur
forekommer allerede i AM 677 40 (01200-1225), men bruges
1 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 54).
2 Jf. Lindblad (1954, s. 72) og Derolez (2003, s. 57).
3 Til gengæld finder man |þ| i mange hándskrifter, dog ikke i de ældste.
4Yderligere om |pp|, se bl.a. Lindblad (1954, s. 72-3), Seip (1954, s. 56 og 98),
Spehr (1929, s. 132-33) og Widding (1965, sp. 544).
5 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 52).
61 den insulære skrift brugte man ogsá ligaturen, men udformningen var en an-
den, idet den med underlængde udstyrede manifestation af |f| blev forbundet
med andenkomponenten vha. dennes tværstreg (jf. Spehr 1929, s. 131 m. henv.).
7 Dette er en direkte parallel til forholdene i den latinske minuskel, hvor forbin-
delsesbuen fra slutningen af 1000-tallet fár en spids udformning (jf. Spehr 1929,
s. 131 m. henv.).
8 Jf. fx Derolez (2003, s. 49-50).
9 Se fx 4ri3 (illustration i Guðvarður M. Gunnlaugsson 2007, s. 19).
10 Jf. de Leeuw van Weenen (1993, s. 42).
11 Se fx 25V21 (illustration i Guðvarður M. Gunnlaugsson 2007, s. 47).
12 Se fx 2in (illustration i Guðvarður M. Gunnlaugsson 2007, s. 49).
3-3-3