Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 133

Sammen- og særskrivning samt orddeling ved linjeskift
105
ger som ‘þretvmal’ 32V31, ca. 30 i substantiviske stamme-
sammensætninger som ‘gvll-bngiq’ 5V38, ca. 25 i sammen-
sætninger med præp./adv. som ‘at-gongo’ 18V36 og 7 i ad-
jektivsammensætninger som ‘ftor-mmt’ 19V30. Der er altsá
en meget klar tendens til at foretrække fuldt mellemrum i
stedet for halvt i genitivsammensætninger.
I A íinder man mellemrum i adjektiver i ca. 30 tilfælde.
13 gange er der tale om fuldt mellemrum, oftest i adjektiv-
sammensætninger som ‘pa malogr’ 5r2i, men jf. eksempel-
vis ogsá substantivsammensætningen ‘fcickio lajff’ 29VI9.
18 gange finder man halvt mellemrum fordelt mere jævnt
pá adjektivsammensætninger (fx ‘ftor-vitr’ ívii), substan-
tivsammensætninger (fx ‘brýnio-læs’ 191:52) og sammen-
sætninger med præp./adv., fx ‘wigian’ (óvígjan) z^ri^..1
I B finder man mellemrum i substantiver i omtrent 250
tilfælde. Omtrent 200 gange er der tale om fuldt mel-
lemrum. Ogsá hos denne skriver optræder langt de fle-
ste tolkningsmæssigt sikre tilfælde i genitivsammensæt-
ninger (ca. x 120) som ‘etlonar m’ Iiri9, men det fore-
kommer ogsá i substantiviske stammesammensætninger
(ca. x 30) som ‘lanð karlar’ 1OV54, i sammensætninger med
præp./adv. (ca. x 50) som ‘eptir leiton’ ióv2 og i adjektiv-
sammensætninger (x 3) som ‘ÍI02 bema’ 13143. Omtrent 40
gange finder man halvt mellemrum. Jeg har ikke registre-
ret sikre eksempler pá genitivsammensætninger, men brug
af halvt mellemrum forekommer ca. 20 gange i substan-
tiviske stammesammensætninger som ‘poft-broþir’ Iir20
og ca. 20 gange i sammensætninger med præp./adv. som
‘o-prið’ I4r49.
I B finder man mellemrum i adjektiver i ca. 35 tilfælde.
Ca. 20 gange er der tale om fuldt mellemrum, og i modsæt-
ning til i A oftest i substantivsammensætninger (bortset
fra genitivsammensætningen ‘gip|to micill’ 13V51—52 kun
i stammesammensætninger som ‘pe lais’ i7r2o), men ogsá
i sammensætninger med præp./adv. som ‘megin goþan’
15V45. 16 gange finder man halvt mellemrum. I 13 af til-
fældene er der tale om sammensætninger med præp./adv.
(bortset fra ‘a-getir’ 12V42 kun i forbindelse med det priv.
præf. som i ‘o-fcyllð2a’ i6ri5), mens der i de resterende
tre tilfælde er tale om substantivstammesammensætninger
som ‘fcap-fto2r’ íivy
Ingen af skriverne har bestræbt sig pá at gpre hpjremar-
genen helt lige, men for at give et nogenlunde jævnt indtryk
foretager de begge orddeling ved linjeskift i en række til-
fælde (uden brug af bindestreg). Selvom orddeling ikke er
særlig frekvent hos nogen af skriverne, optræder fænome-
net en smule hyppigere i A, som i modsætning til B ogsá
rummer flere eksempler pá deling af enstavelsesformer. I
den nærmere praksis kan der ikke registreres bemærkelses-
værdige forskelle mellem skriverne. Ser man i fprste om-
gang bort fra enstavelsesord og komposita som deles mel-
11 gruppen af sammensætninger med præp./adv. har jeg ogsá inkluderet
sammensætninger med det privative præfiks.
lem to led,2 fremgár strukturen ved orddeling ved linjeskift
af tabel 4.I.3
Ser man nærmere pá tallene i tabel 4.1, er det klart at ord-
delingen fprst og fremmest er underlagt principperne for
stavelsesdeling i det talte sprog. Der fplges med andre ord
et fonologisk og ikke et ortoepisk princip (som kendt fra
moderne islandsk). Dette svarer til forholdene i flere andre
ældre norrpne hándskrifter og desuden i gotisk, oldengelsk
og oldfrisisk.4
Det er forbundet med særlige metodiske problemer at
tolke tilfælde hvor komposita deles mellem to led, hvor-
for orddelingsstrukturen for sádanne komposita anfpres
for sig i tabel 4.2. Pá den ene side kan et afvigende for-
hold — som i moderne tid — blot skyldes at skriveren tager
hensyn til at der netop er tale om et kompositum. Pá den
anden side er det ikke sikkert at skriverne i alle tilfælde har
betragtet det som egentlig orddeling, idet et kompositums
led, som allerede nævnt, ofte særskrives.5 Selvom skriverne
ved linjeskift ogsá ofte deler komposita pá anden vis end
mellem to led, finder man formentlig tilstrækkelig mange
tilfælde med orddeling mellem to led til at kunne fastslá at
skriverne, sáfremt det ikke har været forbundet med for
store praktiske problemer, har foretrukket at fplge et mor-
fologisk princip.6 Dette indikeres fprst og fremmest ved
en sammenligning af fordelingen af de forskellige ordde-
lingsstrukturer i hhv. tabel 4.1 og 4.2. Særlig bemærkelses-
værdigt er det for det fprste at man i den sidstnævnte tabel
finder en langt mere jævn fordeling af de forskellige struk-
turer, og for det andet at strukturen CC-CV er sá meget
mere frekvent i denne tabel.
Som noteret i afsnit 5.10.1.2 synes et annarstaðar hos
begge skrivere at være leksikaliseret som adverbium.
I A skrives ‘arjarftaþar’ 6V49, 2OV55, ‘aqarftaþar’ 7r8 og
‘aNarftaþar’ 22V29.1 B særskrives leddene ganske vist, men
i hvert fald det ene af eksemplerne, ‘annar ftaðar’ 13V35,
2 De omtalte komposita behandles nedenfor. Enstavelsesformer deles
som allerede nævnt ikke i B, mens A rummer atten eksempler pá dette
fænomen (femten tilfælde med VC-CC, fx ‘bar-mr’, to med CV-CC,
fx ‘m-þr’ og ét med CC-CC ‘nepn-ðr’). Det er i denne forbindelse in-
teressant at notere at alle 18 tilfælde udlyder pá /Cr/ i tilfælde hvor
en svarabhaktivokal udvikles. Det forekommer derfor ikke usandsyn-
ligt at disse orddelingseksempler indirekte indikerer eksistensen af en
svarabhaktivokal i skriverens talesprog (jf. ogsá Fix & Birkmann 1998,
s. 29-30).
3 Begge eksempler med CV-CC i B er nærmere betegnet CV-Cj og
kunne eventuelt beskrives som CV-CV.
4Jf. Fix & Birkmann (1998) med en række henvisninger. I norr0ne
hándskrifter er en tilsvarende tendens bl. a. blevet noteret i AM 619
40 (1200-25) (jf. Fix 1995), Holm perg 15 40 (CI200) (jf. de Leeuw van
Weenen 1993, s. 49—50) og DG 1140 (01300—25) (jf. Fix & Birkmann
1998). I Möðruvallabók (CI330—70) kan en lignende tendens iagttages,
men man finder dog langt flere eksempler pá mere tilfældige orddelin-
ger (jf. de Leeuw van Weenen 2000, s. 129—30). Dette skal formentlig
primært tilskrives det tospaltede format. I gotiske hándskrifter, hvor
tekstfladerne skal fremstá skarpt indrammede, har skriverne rimelig-
vis været n0dt til at anvende mere fleksible orddelingsprincipper.
5Ved en unders0gelse af hándskrifter der anvender bindestreg ved
orddeling, vil man kunne belyse sp0rgsmálet nærmere. Som allerede
nævnt f^lges en sádan praksis imidlertid ikke i MskMS.
61 reglen sammenfalder morfologiske og fonologiske grænser naturlig-
vis i komposita.
4.2