Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 135

Grafofonematisk analyse
107
ikke interessante i grafofonematisk henseende. Som anf0rt
i afsnit 1.4 tilstræber de normaliserede former ikke at af-
spejle sproget i MskMS, men er alene tænkt som hjælp til
afkodning af eksemplerne, som alle anfpres pá faksimile-
trykniveau.
I beskrivelsen behandles de to skriverhænder side om
side og ikke i hver sit overordnede afsnit. Strukturen kan
dermed illustreres som i figur 4.6.
Figur 4.6: Strukturen i den grafofonematiske analyse
Som nærmere omtalt i afsnit 4.1, baserer den grafofo-
nematiske analyse sig pá hvad der kunne kaldes tentative
grafemer etablerede pá basis af grafklasserne efter en ud-
rydning af den i grafematisk henseende mest ábenlyst re-
dundante grafklassevariation.
4.3.2 Simple og modificerede alfabetiske tentative
grafemer
Denne kategori udgpres af(aAábBcCdDðeEéEf
^fFgGGhHiíI)JjkKklLmMMnNNqoO
Ó99000pPq Q^r RRzsfStT uUúvVvvpxyY
ý z þ Þ) der i det fplgende behandles i hver sit afsnit i den
nævnte rækkefplge.
4.3.2.I <a>
(A) <a) forekommer godt 25.500 gange i A og anvendes for:
/a/ (ca. x 11.200), fx i pron. aðra ‘aþ’ 9V33, allir ‘all'’ i8r3Ó,
hvat ‘Flvat’ 20r29 og n0kkum ‘nacqvam’ 31V18 samt
adj. bazt ‘bazt’ 3519 og hvítjarpr ‘hvitiarpr’ 24137.
/á/ (ca. x 5000), fx i pron. sd ‘fa’ 'jri og várr ‘vaR’ 9V10,
adj. hárfagri ‘harp’ 2OV27 og vb. átti ‘atti’ 26ri8 og fáir
‘pair’ 32^4.
/9/ (x 19), fx i app. stgllurum ‘ftallorö’ i8vi2, vgrð ‘varþ’
5r2 og glpun ‘alpvn’ 6v5 samt pron. sjplf ‘fialp’ 3IV47 og
sjglfum ‘fialpö’ 22142.
/A/ (ca. x 9300), fx i app. dýflizuna ‘ðýphzona’ y-], feðg-
ar ‘peþgar’ 4V33, geima ‘geima’ 5V34 og skórnir ‘fcvarn’
2Ón samt vb. bannaði ‘baNaði’ 29V9.
fleste tilfælde ikke f0lger en lemmaangivelse efter forkortelserne,
men derimod en form af et lemma.
fprstekomponenten i /au/ (x 38), fx i app. auð ‘avþ’ 9r8,
klingruauga ‘kling avga’ 34142 og kaupstað ‘cavpftað’
20VI, adj. auðigr ‘avþigr’ 26r6 og vápnlausir ‘vapnlavs’
2V7 samt adv. austr ‘avftr’ H20.
fprstekomponenten i <av) for /9/ (x 10), fx i prop. Klif-
Ignd ‘khplavnð’ 18V28, app. Igg ‘lavg’ 2913 og gxlum
‘avxlö’ 2r42 samt adj. grr ‘avR’ 9138.
I omtrent 75 tilfælde er det principielt mere usikkert
hvad <a) betegner, nemlig i proprierne Adríánus (‘aðrianvs’
37rii), Arni og sammensætninger hermed (fx ‘arna’ 2OV22)
og Óláfr og sammensætninger hermed (fx ‘olapr’ 6135),
appellativerne járn og sammensætninger/afledninger her-
med (fx ‘tarN’ 19V7) og ámaðarorð (‘arnaþar orþi’ 27126),
pronominalformen hánum (‘hanö’ 4120 og 34V24)1 og
præt. part. árnat ‘arnat’ 9V5. Disse tilfælde behandles nær-
mere i afsnit 4.4.3.2.1 og 44.3.2.2 (under “Særlige til-
fælde”).
I B forekommer <a) godt 7000 gange og anvendes for: (B)
/a/ (ca. x 3150), fx i app. dag ‘ðag’ 10V23 og stafni ‘ftapni’
I3r22 samt pron. aðra ‘aþra’ 15V19, annarr ‘ann’ 16124
og hvat ‘hvat’ 17V3.
/á/ (ca. x 1325), fx i app. áminning ‘amimng’ iori9,
páskum ‘pafcö’ 1OV7, ván ‘van’ nvi2 og vápn ‘vapq’
12110 samt pron. hvárr ‘hvaR’ 13147 og þá ‘þa’ 4x27.
/9/ (x 12), fx i app. dvgl ‘ðval’ 16V42 og skgp ‘fcap’ 25116,
pron. sjglfum ‘fialpö’ nri og gðrum ‘aþrö’ 16134 samt
vb. hgfðu ‘hapðj’ 12v8 og hgfum ‘hapö’ 13VI7.
/A/ (ca. x 2525), fx i app. ferðar ‘perðar’ 10V5 og handa
‘hanða’ IH17 samt pron. annarr ‘annaR’ 13V44 og npkk-
urar ‘nocqriar’ 15VI.
fprstekomponenten i /au/ (x 1) i vb. launaða ‘launaþa’
13V32.
Ogsá i B er en række former mere usikre. Det drejer
sig fprst og fremmest om propriet Arni og sammensæt-
ninger hermed (fx ‘arna’ nr7), det propriale forled i fáfnis-
bana (‘papmfbana’ 15V22), appellativet jámsmiðr (harn-
fmið2’ 15VI7), pronominalformen hánum ‘hanö’ (12V51,
15119 og 15V43)2 og verbalformen ámar ‘arnar’ IH47.3 Som
de tilsvarende tilfælde i A behandles ogsá disse nærmere i
afsnit 44.3.2.1 og 44.3.2.2 (under “Særlige tilfælde”).
1 Begge eksempler i poesi.
2 Alle i poetisk kontekst.
3 Desuden kan nævnes appellativformen ‘fcioþa fcrvð’ 16V34, hvor man
kunne forvente en manifestation afspejlende skjóðu-. Læsningen af (a)
er dog ikke helt sikker, og det kan ikke udelukkes at der i stedet skal
læses ‘fcioþo fcrvð’. Der skal i sá fald være tale om et forskrevet (o)
manifesteret med ombpjning forneden.
4-3-2-1