Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 176

148
Ortografi
analyse bruges abbreviaturen vistnok ikke i de allerældste
hándskrifter, men i Holm perg 15 40 (01200) anvendes den
ifor sed = heldr, og det ældste i Hreinn Benediktsson
(1965, s. 92) nævnte eksempel pá brugen i et islandsk ord
er fra AM 645 40 A (ci22o).
4-34-3-1 2 <?>
(?) anvendes som allerede nævnt ikke i A, men knap 1250
(B) gange i B. Abbreviaturen bruges altid for /ok/ og kun i
konj. ok (ca. x 1225), fx V íirio, og adv. ok (x 13), fx V
nrio.
4.34.3.3 <7>
(B) (7) anvendes blot to gange i B for /ok/ i konj. ok ‘7’ 13133
og adv. ok ‘7’ 4x29.
4.3.4.34 Qp)
(A) /p) anvendes én gang i A for /pró/ i appellativformenprd/-
astr ‘jppaílr’ 35^40.
4.34.3.5 Qp)
(A) (4) anvendes tre gange i A for /rUm/ i adjektivformen
stórum ‘ítoy’ 3V46 og 26r6 og pronominalformen n0kkurum
‘noccoy’ 6r2.
(B) I B anvendes abbreviaturen én gang i samme funktion i
adjektivformen stórum ‘ítoy’ HV27.
For en historisk perspektivering, se omtalen af abbrevi-
aturen i den palæografiske gennemgang i afsnit 3.34.3.
4.34.3.6 <•>
(.) anvendes hyppigt af begge skrivere som almen abbrevi-
atur, men i et relativt begrænset antal lemmata. Brugen i A
(A) kan skitseres pá fplgende vis:
En række proprier forkortes hyppigt pá denne máde. I
alt finder man over 900 eksempler fordelt pá fplgende 35
proprier: Aslákr, Bárðr, Benteinn, Bjgrn, Einarr, Eysteinn,
Eyvindr, Garðar, Gerðr, Geysa, Goð(þ)ormr/Guttormr,
Grégóriús, Gyrgir, Halldórr, Halli, Ingi, Ingimarr, Ivarr,
Jarizleifr, Magnús, Oddr, Óláfr, Sigurðr, Styrkárr, Sveinki,
Sveinn, Tosti, Víðkuðr, Þórarinn, Þórðr, Þorgils, Þórir, Þor-
kell, Þorsteinn og Þrándr.
En anden meget hyppig kategori er patronymer og me-
tronymer med forkortelse af andetleddet {-son/-dóttir). Sá-
danne former forekommer i knap 200 tilfælde (hvoraf
rekommer. Dette fremgár imidlertid af eksemplerne i Hreinn Bene-
diktsson (19636), som der henvises til. Det sidstnævnte sted bemærkes
det desuden at denne specielle brug hverken omtales af Spehr (1929)
eller Seip (1954). Hreinn Benediktsson kunne imidlertid have gjort op-
mærksom pá at Kálund (1907, s. viii) registrerer denne brug og yder-
mere bemærker at den kun forekommer i latinske ord.
syv er pá -dóttir), og som fprsteled finder man fplgende
godt 70 proprier: Alfífa, Áli, Ari, Arni, Áskell, Bárðr, Birg-
ir, Birna, Brúsi, Brynjolfr, Eilífr, Einarr, Erlendr, Erlingr,
Finnr, Geirsteinn, Goðini/Guðini, Goð(þ)ormr/Guttormr,
Grjótgarðr, Gunnarr, Gunnhildr, Gyrðr, Hákon, Hallr,
Hallsteinn, Haraldr, Heinrekr, Herdís, Hrani, Hreiðarr,
Illugi, Ingimundr, Jó(a)n, Kolbeinn, Kotkarl, Lggbersi,
Magnús, Már, Mgdduðr, Nikolás, Oddi, Oddr, Óláfr, Páll,
Sauðaulfr, Serkr, Sigurðr, Skjalgr, Skopti, Skúli, Smiðr,
Starri, Steinarr, Steinkell, Steinn, Sveinki, SÁbjgm, Sgrkvir,
Sgxolfr, Tabarðr, Tryggvi, Ulfr, Valdamarr, Þorgils, Þor-
grímr, Þorlákr, Þorljótr, Þormóðr, Qgmundr og Qzurr.
Ud over disse proprier og patronymer/metronymer fin-
der man forholdsvis fá lemmata. Det drejer sig for det
fprste om fplgende 27 appellativer, der tilsammen udgpr
ca. 220 eksempler: bróðir, biyggjufótr, búandason(r), byskup,
dagr, dróttning, dóttir, faðir, goði, guð, gullhringr, herra,jarl,
jarlaskáld, jarlsson, konungr, konungsson(r), kveðja, kvœði,
móðir, palmadagr, saxadróttning, sonr, tystir, systurdóttir,
vísa og þambaskelfir. For det andet drejer det sig om fpl-
gende otte verber, der tilsammen optræder i godt 600 ek-
sempler: kveða, láta, mdla, segja, senda, skolla, spyrja og
svara. Endelig bruges abbreviaturen i 25 andre tilfælde i ti
kortere ordformer: pronomenerne sinn og hann, adjekti-
verne heilagr og góðr, præpositionerne frá og við, adv. eigi,
svá1 og þó2 samt konj. eða.
Abbreviaturen er oftest anbragt báde fpr og efter den
uforkortede del af ordet, og i de fleste tilfælde er den til-
lige eneste markpr af den págældende forkortelse. Dette
er tilfældet i knap 1700 eksempler,3 fx i propriumformen
Magnúsi ‘.M.’ 5r9, appellativformerne jarl ‘ J.’ i8vi8 og
bróður ‘.b.’ 7r6, verbalformerne segir ‘.f.’ 6ri8 og kvað ‘.q.’
6ri2 samt konj. eða ‘.e.’ 6r2y I et mindre antal eksempler
fungerer de to (.) blot som delmarkprer af forkortelsen,
fx i propriumformen Magnús ‘.MV 29r6 og appellativfor-
merne guðs ‘.g.’ 34V4 og móður ‘.m.’ 2on6.
I over 350 tilfælde anbringes (.) imidlertid blot efter4
den uforkortede del af ordet.5 I de fleste af disse tilfælde
er (.) eneste markpr af forkortelsen,6 * fx i propriumformen
Eysteinn ‘E.’ 28V35, appellativformerne dóttur ‘ð.’ 6rn og
1 Alle eksempler i frasen svá segir.
21 dette tilfælde skyldes forkortelsen at der er tale om en eksakt genta-
gelse i poesi (Gamanvísur af Haraldr harðráði).
31 en lang række eksempler kan det ene (.) ogsá opfattes som et inter-
punktionstegn. Dette er i hvert fald tilfældet i ca. 200 eksempler, men
grænsen er flydende, og i mange tilfælde har (.) rimeligvis dobbelt-
funktion. Eksempler pá former med en sádan tolkningsmæssig usik-
kerhed er propriumformerne Sveinki ‘.S.’ 22V33 og Eysteinn ‘.E.’ 28V28,
appellativformerne kváði ‘.q.’ 19V9, verbalformerne kvað ‘.q.’ 20V37,
segir ‘.f.’ 6r30 (f0rste eksempel i linjen) og svarar ‘.f’ 29^5 samt adv.
svá ‘.f ’ 32VI2.
41 under 10 tilfælde ogsá kun f0r den uforkortede del af ordet nár der
efter den uforkortede del f^lger endnu en abbreviatur, fx proprium-
formen Þórðr ‘.þþ’ 6v28, patronymformen Magnússon ‘.M9 fon’ 27V47
og verbalformen svaraði x 4, fx ‘.ív’ 3ir20.
51 mange tilfælde synes dette forársaget af konteksten. Et eksempel er
det nedenfor nævnte ‘f.’ for svaraði som optræder i konteksten “Þ. f.”
(for Þórðr svaraði).
61 omtrent 40 tilfælde er abbreviaturen imidlertid blot en del af for-
kortelsen (i en række af disse skal (.) dog sandsynligvis ikke tillægges
4.34.3.6