Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 178

150
Ortografi
funktion, 3) kvalitativt adskillende funktion, 4) graíisk
funktion (hhv. særlig grafisk adskillende funktion ved li]1
og alment grafisk funktion ved andre grafklasser)2 og
5) stavelses- og ordadskillende funktion (diæresis). Af disse
funktioner má den kvantitetsmarkerende funktion og den
grafisk adskillende funktion ved |i| betragtes som accent-
stregens to hovedfunktioner.3 Som nærmere omtalt ne-
denfor finder man i MskMS formentlig eksempler pá alle
funktionerne med undtagelse af den trykmarkerende funk-
tion, dog med betydelige forskelle skriverne imellem.4
Brugen af accentstreger i hhv. A og B, set i et fonogra-
fematisk perspektiv, er opsummeret i tabel 4.3 og 4-4.5
Betragter man brugen af accentstreger i A, kan det for
det f0rste bemærkes at accentfrekvensen er ganske lav
(knap 350 eksempler i en tekst pá over 74.000 ord). For
det andet kan det konstateres at accenterne i meget vid
udstrækning anvendes ved lange monoftongiske vokaler,
hvor man finder 335 eksempler6 over for tre eksempler ved
diftonger, to eksempler ved kort fortisvokal, fire eksempler
ved infortisvokal (hvoraf de tre er (í)) og to eksempler ved
1 Muligvis ogsá ved |u| i nogle af de ældste hándskrifter. If^lge Lindblad
(1952, s. 152) forekommer der i AM 237 a fol, AM 655 VIII40 og GKS
1812 40 A nemlig en del eksempler pá |ú| for /u/ foran især |m n t|, og
antagelsen om at accenten her skulle have grafisk adskillende funktion,
styrkes if^lge Lindblad af at denne funktion forekommer indiskuta-
belt ved |í| i netop disse hándskrifter.
2 Lindblad (1952, s. 152) taler om en alment grafisk funktion nár accenten
er “knuten till viss bokstav el. ligatur, utan att dess nárvaro ur nágon
synspunkt synes behövlig”. Dette forekommer ved visse ligaturer og
modificerede grafklasser. Lindblad (1952, s. 153) nævner f0rst og frem-
mest |æ|, |ao|, \$\ og |9|, i mindre udstrækning |0| og |æ| samt muligvis
|eo| (og |y| i AM 237 a fol) og giver eksempler fra en række hándskrif-
ter der er ældre end 1250, men ogsá fra det med MskMS nogenlunde
samtidige AM 291 40. Lindblad (1952, s. 157-61) betoner dog at den
alment grafiske funktion er et arkaisk træk og understreger at AM
29140 gár tilbage til en noget ældre original.
3 Pá basis af disse hovedfunktioner foretager Lindblad (1952, s. 157-61)
en opdeling af de af ham unders0gte islandske hándskrifter i to ho-
vedgrupper, nemlig 1) hándskrifter hvor accentstregen (fortrinsvis) er
kvantitetsmarkerende (perioden CI150—C1350) og 2) hándskrifter hvor
accentstregen (fortrinsvis) er grafisk adskillende ved |i| (næsten ude-
lukkende efter C1350). Den f^rstnævnte gruppe opdeles yderligere i
fire grupper: a) meget varierende accentbrug (foruden den betyde-
lige brug i kvantitetsmarkerende funktion forekommer sável alment
grafisk adskillende funktion som særlig grafisk adskillende funktion
ved |i|), b) accentfrekvensen aftager med stigende ordlængde, samtidig
med at der i reglen ikke anvendes accenttegn ved de faldende diftonger,
c) accentstregen bruges næsten udelukkende i enstavelsesord der stár
relativt trykstærkt i sætningen og d) accentstregen anvendes ret gen-
nemf^rt i kvantitetsmarkerende funktion uden særlig hensyntagen til
ordlængde eller trykstilling i sætningen.
4Egentlig trykmarkerende funktion i st0rre udstrækning over sável
korte som lange vokaler forekommer if^lge Lindblad (1952, s. 145—47)
vist kun i GKS 2365 40 (C1270). Funktionen, der synes belagt i en række
kilder fra den ældste tid, er ellers langt oftest underordnet kvantitets-
forholdene (og dermed den f0rste af Lindblads funktioner).
5 Bemærk at tilfælde med sekundær forlængelse af vokal foran visse /-
forbindelser er opf0rt som lange vokaler. Under <e $ 1) inddrages til-
fælde hvor grafemet er en komponent i betegnelserne for diftongerne
/ei ey/. Her kunne man argumentere for at accenten tilh^rer den sam-
lede betegnelse for diftongen. Et problem i denne forbindelse er yder-
mere at det kan være vanskeligt eller umuligt med sikkerhed at af-
g0re hvilken af komponenterne accenten i givet fald knytter sig til,
jf. i denne forbindelse Lindblad (1952, s. 26—7).
6 Bemærk dog at en stor del af disse optræder i præp./adv. /.
halwokalen /j/. For det tredje kan der registreres en me-
get klar tendens til primært at anvende accenttegn i korte
ordformer. Fordelingen af de knap 350 eksempler fremgár
af tabel 4.5 (med korte tostavelsesord menes tostavelsesord
pá maksimalt fem grafer).
Tendensen til primært at anvende accenttegn i korte ord-
former har Lindblad konstateret i en række andre hánd-
skrifter hvor enstavelsesord (herunder præfikser og led i
komposita) oftere forsynes med accent.7
For det íjerde kan det bemærkes at brugen af det meget
hyppige (í) for /í/ ikke synes betinget af de grafiske omgi-
velser. Det anvendes sáledes langtfra blot foran <m) og <n) i
egentlig grafisk adskillende funktion.8 Den meget hyppige
brug af <í) for præp. í er dermed blot en parallel til den ogsá
ganske hyppige brug af <á) for præp. á.
Af Lindblads fem funktioner er den f0rste altsá den helt
dominerende i A, mens der ikke kan registreres egentlige
tendenser til de andre.9 Den kvantitetsmarkerende funk-
tion (jf. Lindblad 1952, s. 133-44) er i ^ldre tid da ogsá
den absolut almindeligste. Lindblad bemærker at det er den
7 Lindblad (1952, s. 135“3^) fremhæver særlig AM 674 a 40 (CI150—
1200) og AM 334 fol B (ci26o—70). En tendens til “smáordsutmár-
kande” funktion kendes i 0vrigt ogsá fra latinske hándskrifter (jf. Lind-
blad 1963, s. 86—7). Lindblad (1952, s. 136—37) bemærker pá den anden
side at en række smáord med lang vokal páfaldende ofte ikke forsy-
nes med accent, hvilket han tilskriver trykforholdene. Det má imid-
lertid bemærkes at samtlige af de af Lindblad nævnte eksempler ud-
lyder pá lang vokal, fx nú, svá og þá. Der er med andre ord tale om
ordformer hvor kvantitetsdistinktionen er neutraliseret (jf. fx Hreinn
Benediktsson 1972, s. 138—40 m. henv.), og hvor vokalen f^lgelig kan
identificeres som báde kort og lang. Den f0rste grammatiker tolker
dem tilsyneladende som korte, og det samme synes Holm perg 15 40
(C1200) og prosodiske forhold at indikere (jf. Hreinn Benediktsson
1965, s. 60—1). Lindblads pápegning af trykforholdenes betydning be-
h0ver dog ikke ganske at affærdiges, idet man udmærket kan forestille
sig at man i trykstærk stilling i h0jere grad har været tilb^jelig til at
tolke vokalen som lang, mens man i mere tryksvag stilling har iden-
tificeret den som kort (jf. Hreinn Benediktsson 1965, s. 60—1, note 4).
8 Dette kunne ellers godt have været tilfældet da præp. í meget ofte sam-
menskrives med styrelsen (jf. afsnit 4.2). Den grafisk adskillende funk-
tion ved |i|, hvor |i| i en position ved siden af |n| og |m| og lignende
grafklasser er forsynet med accentstreg og sáledes skiller sig ud fra
nabograferne med deres identiske nedstreger (minimer eller minim-
streger), hvorved sákaldt minimsammenblanding (“minim confusion”)
undgás, er if^lge Lindblad (1952, s. 151) som allerede nævnt accentens
anden hovedfunktion i islandske kilder, og denne funktion bliver i se-
nere efterklassiske kilder mindst lige sá dominerende som den kvanti-
tetsmarkerende funktion er i de ældre kilder. En særlig brug af accent
ved |i| kan spores allerede i de ældste hándskrifter, fx i AM 237 a fol
(CH50) og GKS1812 40 A (CI192), og den ses sparsomt anvendt i l0bet af
1200-tallet, men i langt de fleste kilder fra 1100- og 1200-tallet bruges
den ikke, og det virkelige gennembrud for denne accent med grafisk
adskillende funktion indtræder f0rst i 1300-tallet, alt imens en del kil-
der fortsat benytter accenten til markering af længde (som eksempler
nævner Lindblad 1952, s. 151, AM 748 I a 40 (C1300-25), Möðruvalla-
bók (C1330-70) og GKS 2367 40 (C1300-50)). Karakteristisk er det at
samtlige af de af Lindblad undersögte hándskrifter fra efter midten
af 1300-tallet anvender accent over |i|, og at den grafisk adskillende
funktion kraftigt dominerer over den kvantitetsmarkerende. Selvom
Lindblad ikke noterer det, kan der ikke herske tvivl om at den 0gede
brug af accenten i grafisk adskillende funktion over |i| hænger sammen
med skriftens 0gede gotiske karakter.
9 Den kvalitativt adskillende funktion er der muligvis ét eksempel pá
«é) for /aé/), men det er usikkert, idet der muligvis er tale om <9).
Nogen tendens er der under ingen omstændigheder tale om.
4.4.2