Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 179

Fonografematisk analyse
151
<á> <é> <?> <í> <ó> <v> <á)>
/a/ 2
/á/ 58
/é/ 4
/í/ 250
/ó/ 5
/ú/ 5
/æ/ 1 12
/au/ 1
andenkomponent i /ei/ 2
/A/ 1
/I/ 3
/)/ 2
Tabel 4.3: Brugen af accentstreg i A
helt overvejende hovedfunktion i langt de fleste hándskrif-
ter frem til CI300, men at tendensen til f0rst og fremmest
at anbringe accent over lange vokaler ogsá er den alminde-
ligste i hándskrifter fra CI300—1350. Frekvensen er gene-
relt h0jest i de ældre kilder (máske allerh0jest i perioden
1200—25),1 mens den særlig fra omkring midten af 1200-
tallet mindskes kraftigt. Da en anden hyppig brug af accen-
ten, den grafiske funktion ved |i|, fprst for alvor vinder frem
et stykke ind i 1300-tallet (jf. note 8 pá modstáende side),
er mange hándskrifter fra de sidste tiár af 1200-tallet me-
get fattige pá accenter. Brugen af accent i kvantitetsmarke-
rende funktion er altsá i vid udstrækning kronologisk be-
stemt, men som Lindblad samtidig understreger, má man
regne med at samtidige skrivere pá dette punkt kan have
afveget betydeligt fra hinanden.2
Endelig má det bemærkes at accenttegn i A er klart over-
repræsenterede i poesi. 7,4% af samtlige lemmatiserede
ordformer i A optræder i poesi. Den gennemsnitlige an-
del ord med accentstreger i poesi er imidlertid langt hpjere
end 7,4 %, jf. sáledes oversigten i tabel 4.6.3
Selvom accentstreger ogsá anvendes sparsomt i B, er de
1 Jf. Lindblad (1952, s. 134).
2 Jf. omtalen af en række hándskrifter fra anden del af 1200-tallet der i
særlig stor udstrækning g0r brug af accent, i Lindblad (1952, s. 135).
3 Det kan bemærkes at de to enkeltstáende eksempler med <í) som an-
denkomponent i diftongen /ei/ optræder i poetisk kontekst.
noget hyppigere end i A.4 B rummer sáledes godt 220 til-
fælde med accenttegn, hvilket svarer til 10,3 tegn pr. 1000
ord, mens A blot rummer 4,6 accenttegn pr. 1000 ord. I
virkeligheden giver disse tal dog ikke noget sandfærdigt
billede af forskellen, da A i meget vid udstrækning kun
anvender accentstreg over |i| og |a|.5 Ser man bort fra til-
fældene med |á í|, er accentuerede grafklasser omtrent 15
gange sá frekvente i B. Den stprre frekvens i B er imid-
lertid ikke den eneste forskel. Selvom accentstregens klare
hovedfunktion ogsá i B er den kvantitetsmarkerende (un-
der 10 % af eksemplerne bruges ved andet end lange vo-
kaler),6 kan der i den specifikke brug registreres en række
forskelle.
Ved de lange vokaler er den máske mest bemærkelses-
værdige forskel den divergerende brug ved diftongerne.7
Mens A kun rummer tre eksempler pá dette fænomen ((aj)
4 Som det fremgár af tabellerne over accentbrugen, giver den h0jere fre-
kvens i B sig báde udslag i relativt flere eksempler for langt de fleste
grafemers vedkommende og for forekomster af accentstreger ved graf-
klasser som aldrig manifesteres med sádanne i A.
5 Som det fremgár af tabellerne over accentbmgen, kommer forskellen
mellem skriverne ikke mindst til udtryk ved |í|, hvor frekvensen i A er
relativt langt hpjere end i B.
61 B kan accenten ved (() bmgt for /é/ og /æ 0/ ved fprste pjekast sy-
nes redundant, men kun /f) (og ikke <|)) kan anvendes for /e/, hvor-
ved accenten ogsá i disse tilfælde má tilskrives kvantitetsmarkerende
funktion (muligvis ved siden af en kvalitativt adskillende).
7 Dette er ikke bemærket af Lindblad (1952).
4.4.2