Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 181

Fonografematisk analyse
153
Ordtyper %-del i A %-del i B
Enstavelsesord 90,9 72,0
Enstavelsesled i sammensætninger 2,9 17,6
Korte tostavelsesord 3-5 7.7
Korte tostavelsesled i sammensætninger 0,9 0.5
Andet 1,8 2.3
Tabel 4.5: Brugen af accentstreger i A og B fordelt pá ordtyper
Tegn Poetiske belæg %-del
<á) 12 21,1
<é> 2 40,0
<?> 4 33.3
<í> (præp. 0 l6 6,8
<í) (andet) 5 41.7
<ó) 2 50,0
<v) 2 40,0
<á>) O 0,0
Tabel 4.6: Andel accentstreger i poesi i A
for /au/ og (eí) x 2 for /ei/), finder man hele 27 eksempler
i B.1 Som det fremgir af tabellen over accentbrugen i B, fin-
der man i otte tilfælde accentstreg ved / au/, i sytten tilfælde
ved /ei/ og i to tilfælde ved /ey/.
Accentstregens nærmere funktion(er) ved disse difton-
ger er ikke let at klarlægge. Det er muligt at den ved (á>)
for /au/ fprst og fremmest har haft kvalitativt adskillende
funktion (Lindblads tredje funktion) og altsá har indike-
ret at der er tale om /au/ og ikke /p/2 (eller rettere /ö/).
Da forskellen mellem /ö/ og /au/ imidlertid ikke blot er
kvalitativ, kan accentstregen principielt ogsá opfattes som
kvantitetsmarkerende. En sádan funktion kan ogsá være pá
færde i tilfældene med /ei/ og /ey/, men ved /ei/ kan en
grafisk adskillende funktion ved |i| ogsá have spillet ind.
Næsten alle eksempler med (eí) optræder sáledes foran
(n t), i hvilken kontekst (í) i det hele taget er noget overre-
præsenteret. Dog má det understreges at det samlede antal
eksempler med (í) i B er lille, og at (í) langt oftest betegner
/í/, hvorfor en eventuel brug i særlig grafisk adskillende
funktion má betegnes som usikker og i givet fald underor-
det den kvantitetsmarkerende funktion.
Brugen af accentstreg over betegnelser for diftonger
kunne tænkes at være reminiscenser af et forlægs praksis,
men der kan ikke umiddelbart registreres noget bemær-
kelsesværdigt ved den hándskriftgeografiske distribution.
Nár man alligevel kunne forestille sig forlægspávirkning,
skyldes det at udviklingen i brugen ved diftongerne ikke
1 Derudover hvert ét eksempel pá (|i) og ieí) for /æ/.
2 Som det fremgár af afsnit 4-3.3.5, anvendes (ai) báde for /9/ og /au/
og endda hyppigere for det fprstnævnte fonem.
forlpber parallelt med den tilsvarende udvikling ved mo-
noftongerne. Mens der kun er fá kilder fra fpr midten af
1200-tallet der slet ikke anvender accent ved diftonger, sti-
ger dette antal i meget udpræget grad efter midten af 1200-
tallet.3 Lindblad mener at den stærkt aftagende tendens
kan sættes i forbindelse med den ligeledes aftagende ten-
dens til at anvende accentstreger over visse grafklasser der
hovedsagelig bruges for lang vokal (navnlig |§ æ|), og hvor
en accent nærmest er redundant.
Visse af de forholdsvis fá tilfælde med korte vokaler i B
lader sig ikke umiddelbart forklare (jf. sáledes ‘prát’ ior8,4
‘fkál’ 16V32 og ‘ós’ 13V5).51 andre tilfælde kan en mulig tolk-
ning fremsættes. I tre tilfælde med (ó) for /ö/ (i præt. part.
af vb. gera, i tabellen over accentbrugen registreret som
usikre) synes accenten sáledes at have kvalitativt adskil-
lende funktion. Noget tilsvarende synes at være tilfældet
i de tolv eksempler med (é) for /æ/.6
I et enkelt tilfælde, ‘peét’ Iir2i, bruges (é) for /I/, og
funktionen synes sáledes at være stavelsesadskillende (diæ-
resis).7 Denne funktion hprer ellers fortrinsvis hjemme i
ældre hándskrifter og er sandsynligvis overtaget fra et for-
3 Fra denne periode nævner Lindblad (1952, s. 141) for det fprste AM
162 A í) fol, AM 334 fol B, Holm perg 2 40 A, foruden de to hæn-
der i MskMS, som eksempler pá hándskrifter der slet ikke anvender
accentstreger ved diftonger (som fremgáet af det ovenstáende er denne
oplysning dog ikke korrekt i tilfældet MskMS, særlig ikke i B), og for
det andet eksempelvis GKS 1157 fol A, AM 334 fol A og Lbs frg 82
som eksempler pá hándskrifter der kun i meget begrænset omfang an-
vender accentstreg ved diftonger.
41 ‘prát’ lor8 er accentstregen usikker.
5 Accentstregen er usikker ved de fire tilfælde med (9) for /ö/ (herun-
der tre tilfælde i vb. gera som i tabellen over accentbrugen rubriceres
som usikre), hvor accentstregens rolle vel ikke umiddelbart lader sig
forklare, og hvor dens tilstedeværelse snarest má betragtes som et for
grafemet redundant træk. Man kunne forestille sig at den havde en
kvalitativt adskillende funktion, idet <9) i en række hándskrifter kan
anvendes for /æ fa/, men bemærk at (9) i B i ét tilfælde ogsá bruges for
/*/•
6 Ved omtalen af den kvalitativt adskillende funktion, der ifplgc Lind-
blad (1952, s. 148) turde have en “icke alltför obetydlig ráckvidd i
klassisk-islándska hss.”, nævner Lindblad at ]é| “sákerligen” anvendes
for /æ/ i AM 677 40 A (C1200-25) og GKS 1157 fol A (01250), og at
|ó| anvendes for /9/ i en række hándskrifter allerede fra den ældste
tid. Ved andre i Lindblad (1952, s. 149—50) nævnte grafklasser synes
det mindre sikkert at der rent faktisk er tale om kvalitativt adskillende
funktion.
7 Hvis skriveren ikke blot ved en fejl er kommet til at anbringe accent-
stregen for langt til hpjre. Med tanke pá at dette vitterlig forekommer
i visse andre tilfælde (jf. fx bemærkningerne til |á| i afsnit 3.3.2), kan
en sádan udlægning ikke udelukkes.
4.4.2