Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 182

154
Ortografi
læg.1 En indikation heraf er det formentlig ogsá at infor-
tisvokalen her ikke skrives fi).2
Tendensen til fortrinsvis at anvende accenter i enstavel-
sesord (herunder præfikser og dele af komposita) er om-
trent lige sá udpræget i B som i A (jf. tabel 4.5).
Mens man finder en endog meget markant overrepræ-
sentation af accentstreger i poetisk kontekst i A, kan det
samme ikke siges om brugen i B. Her optræder 4,4 % af
samtlige ord i poesi, og selvom procentdelen af de i po-
etisk kontekst forekommende accentstreger i forhold til
det samlede antal accentstregér er omtrent den dobbelte
(9,9 %), er der meget langt til den overrepræsentation som
er konstateret i A og illustreret i tabel 4.6.
4.4.3 Fortisvokaler
4.4.3.1 Nogle positionelt betingede overgange
4.4.3.1.1 Forlængelse af /a o u 9/ foran
/l/-forbindelser
Fpr 1200 forlænges /a o u 9/ foran /1/ + labial eller velar
konsonant (d. e. foran /l[fgkmp]/) samt foran /l[ns]/ hvor
disse grupper er opstáet via synkope (pga. analogi dog ikke
i præteritumformer af stærke verber, altsá ikke *skdlf og
*sválg).3 Visse skrivemáder i AM 237 a fol (CH50) kunne
tyde pá at udviklingen allerede er indtruffet fpr midten af
1100-tallet.4
Ved /a/ rummer A ingen indikationer af overgangen,
hvilket rimeligvis skal ses i lyset af den meget begrænsede
markering af vokalkvantitet. B synes imidlertid at rumme
ét eksempel (appellativformen ‘hálF i6r28).5
1 Lindblad (1952, s. 156) nævner fra Holm perg 15 40 (CI200) ‘fáé’, fra
AM 655 III 40 (01200) og NRA 52 (CI225) ‘féét’ og fra AM 645 40 A
(CI220) ‘áéN’ (= d enn). Funktionen er dog ogsá belagt i yngre kilder,
fx i Möðruvallabók (01330-70), der rummer omtrent 60 tilfælde med
(éé) for /el/ (jf. de Leeuw van Weenen 2000, s. 62). Funktionen ken-
des i pvrigt ogsá fra latinske og gammelnorske kilder (om accentens
historie og anvendelse i latinske og vernakulære skrifter i Vesteuropa,
se en kortfattet oversigt i Lindblad 1952, s. 14—21, om forholdene i
Norge, se s. 20—1.)
2 Bemærk dog at man i den noget yngre Möðruvallabók i netop denne
ordform ogsá finder (e) pá trods af at (1) ellers er næsten helt gennem-
fprt, hvilket de Leeuw van Weenen (2000, s. 205), formentlig med
rette, betragter som resultat af et 0nske om i skriften at kunne adskille
feit og féit.
3 Senest er udviklingen behandlet af Jón A. Harðarson (2006) i en kritik
af Sandpy (1997—98), som ikke vil beskrive udviklingen som en for-
længelse. Jf. ogsá Noreen (1923, s. 109—10), Hægstad (1942, s. 75—6),
Stefán Einarsson (1928-29, s. 265-66), Lindblad (1952, s. 176-78), Ás-
geir Bl. Magnússon (1981) og Stefán Karlsson (2004, s. 13).
4 Jf. Jón A. Harðarson (2006, s. 123—24). Under alle omstændigheder
má forlængelsen være indtruffet f0r sammenfaldet mellem /9/ og /0/
(som regnes for indtruffet CI200).
5 Det má imidlertid bemærkes at (á) i ét eller to tilfælde i B anvendes for
/a/ (appellativformen skal ‘íkál’ 16V32 og verbalformen frat ‘prát’ ior8,
hvor accentstregen dog er usikker), jf. afsnit 4.3.2.1. Det kan noteres
at /a/ i de págældende omgivelser i de resterende godt 70 tilfælde i B
manifesteres som (a).
Ved /o/ finder man heller ingen indikationer i A, mens
B rummer ét eksempel (‘þioðólpr’ 15VI5).6
Ved /u/ finder man ingen indikationer af forlængelsen
hos nogen af skriverne, da de anvendte betegnelser kan
bruges for sável /u/ som /ú/.7
Ved /9/ finder man i A indirekte indikationer af forlæn-
gelsen i femten tilfælde med (a) for /9/ (‘alpvn’ 6V5, ‘halpo’
9VI9, 24V23, 3IV33 og 33155, ‘Vialmö’ 3VII, ‘hialmö’ 1919,
‘hialp’ 2V34, ‘fialp’ ir4, 2V20, 2V43 °g 3lv47» ‘fialpö’ 4v8 og
22r42 og ‘fialpv’ 5137.) Med tanke pá at man ellers blot fin-
der fire tilfælde med (a) for /9/ (jf. afsnit 4.4.3.2.16), sy-
nes de femten tilfælde med (a) for referencesystemets /9/
foran /l[fmp]/ at være en sikker indikation af at (a) afspej-
ler /á/ (< /9/ < /9/). I B bevidnes overgangen af tre til-
svarende eksempler med (a) (‘hialmö’ 14V40, ‘halpv’ 12V47
og ‘fialpö’ íiri).
4.4.3.1.2 Forlængelse og diftongering foran /ng/
Sandsynligvis CI300 (eller lidt fpr) indtræffer en udvikling
foran /ng/ som resulterer i at /i/, /u/ og /y/ kvalitativt
sammenfalder med de tilsvarende lange vokaler, mens /a/,
/e/ og /ö/ diftongeres til hhv. [au:], [ei:] og [öy:].8 Der-
ved falder /a/ sammen med /á/, mens forholdet tilsynela-
dende er mere uregelmæssigt ved /e/ og /ö/.9 Alligevel kan
fprste trin i udviklingen formentlig beskrives som en for-
længelse af en kort vokal til en tilsvarende lang. En sádan
fremstilling er i overensstemmelse med den traditionelle
opfattelse i ældre forskning. Sveinn Bergsveinsson (1955)
har pá den anden side argumenteret for direkte diftonge-
ring, men hans argumenter forekommer ikke fuldt over-
bevisende.10 De vigtigste argumenter for en forudgáende
forlængelse er at diftongering normalt forudsætter lang vo-
kal,11 og at en helhedstolkning der kan forklare fænomenet
efter én simpel regel, formentlig bpr foretrækkes.12
61 de resterende 35 tilfælde, hvor forlængelsen kan forventes, skrives
(o), hvilket dog ogsá er den almindelige betegnelse for /ó/, jf. afsnit
44.3.2.8.
71 de 28 tilfælde hvor forlængelsen kan komme pá tale i A (prop. og
app. ulfr samt sammensætninger hermed), skrives sáledes (v) X 27 og
(V) x 1.1 de 18 tilfælde, hvor forlængelsen kan komme pá tale i B (prop.
Ulfr og sammensætninger hermed X16 samt app.bulki x 2), skrives (v)
x 10, (u) x 6 og (V) x 2.
8 Jf. Noreen (1923, s. 110), Jóhannes L. L. Jóhannsson (1924, s. 19-24),
Hægstad (1942, s. 77-8), Lindblad (1952, s. 178-79), Bandle (1956,
s. 28,31,33,45-6 og 78-80), Stefán Karlsson (1981, s. 258-59,279-82,
og 2004, s. 14). Diftongeringen er selv i moderne tid dog ikke fuldt
gennemfprt pá Vestíjordene, jf. Björn Guðfinnsson (1947, s. 27—8, og
1964, s. 118-33), Hægstad (1942, s. 77-8) og Sigurður Jónsson et al.
(1992, s. 24). Bemærk pá den anden side at eftermiddelalderlige kilder
synes at indikere sável udtale med monoftong som diftong foran /ng/
pá Vestfjordene, jf. Haraldur Bernharðsson (1999, s. 126-29).
9 Diftongeringen af /e/ foran /ng/ kommer generelt mere (og tidligere)
til udtryk i skriften. Eksempelvis er skrivemáder med (et) for /e/ gan-
ske hyppige hos anden hánd i Holm perg 2 40 (01250—1300), jf. John-
sen & Jón Helgason (1941, s. 881).
10 Jf. i denne forbindelse Stefán Karlsson (1981, s. 279).
11 Jf. fx Rischel (1968).
12 En mulig udlægning af udviklingen er den fplgende: 1) Foran /ng/
forlænges vokalerne /a e i u y ö/ (jf. paralleller i en række andre nor-
4.4.3.I.2