Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 183

Fonografematisk analyse
155
Ved de h0je vokaler /i u y/ finder man ingen indi-
kationer af udviklingen. Da skriverne ikke skelner mel-
lem /i/:/í/, /u/:/ú/ og /y/:/ý/, kan det imidlertid hver-
ken bruges som argument for eller imod udviklingens ind-
træffen. Som bemærket i afsnit 4.4.3.2.10 bruges de sjældne
betegnelser (ú v) i B med en enkelt undtagelse ganske vist
kun for /ú/, men manglende brug af (ú v) ved /ung/ kan
som f0lge af betegnelsernes lave frekvens ikke tillægges no-
gen betydning, og som det fremgár af afsnit 4.3.2.69, be-
grænser <v> sig desuden næsten helt til út(-).* 1
Heller ikke ved /a/ kommer udviklingen til udtryk hos
nogen af skriverne. Selvom (á) ganske vist ikke er helt
sjældent for /á/, hverken i A eller B, kan den manglende
brug af <á) i forbindelsen /ang/ ikke tillægges nogen be-
tydning, da tilfældene med <á) i A næsten helt begrænser
sig til præp./adv. eller verbalformen á og i B næsten helt til
enstavelsesord.
Ved /e/ finder man heller ingen indikationer af udvik-
lingen.2 Selvom dette naturligvis ikke udelukker at udvik-
lingen rent faktisk har fundet sted i skrivernes talesprog, er
det værd at minde om forskellen i udviklingens manifesta-
tion ved hhv. /ang/ og /eng/. Ved /e/ kommer diftonge-
ringen sáledes generelt oftere direkte til udtryk i skriften.3
Heller ikke ved /ö/ (< /0 9/) finder man indikationer
af udviklingen. Ser man bort fra pron. engi, manifesteres
diske dialekter). 2) Herefter virker den generelle regel for diftongering
af lange vokaler. Den generelle diftongering af lange vokaler kan være
foregáet i to trin: 2a) F0rst diftongeres en lang vokal til en diftong,
hvis andenkomponent har svaret til den vokal i det oldislandske lang-
vokalsystem der adskiller sig fra den f0rste ved at være et trin h0jere
(d. e. /á/ > [ao:], /é/ > [ei:], /ó/ > [ou:] og /æ/ > [æe:]). 2b) Derefter
er [ao:] blevet til [au:] og [æe:] til [ai:] ved diíferentiation. Ydermere
er [ei:] blevet vendt for at forhindre sammenfald med ældre /ei/ (om
reverseringen af /ei/, se Hreinn Benediktsson 2002m, s. 298). Denne
reversering er imidlertid ikke indtruffet i forbindelsen /eng/. Den an-
den uregelmæssighed ved udviklingen foran /ng/ skal formentlig ses i
lyset af at der pá det givne tidspunkt ikke har eksisteret et /ö:/ som det
forlængede /ö/ kan falde sammen med. Ikke desto mindre fölges den
generelle diftongeringsregel som et /ö:/* ville have fulgt. Ved de h0je
(forlængede) vokaler /í ú ý/ er input og output i diftongeringsreglen
ens, da andenkomponenten ikke kan hæves yderligere.
1 Vokalen i forbindelsen /ung/ manifesteres i A som (v) x 64, (V) x 2 og
<u> x 1, mens den i B manifesteres som (u> x 9 og <v> x 2.1 ét tilfælde
i B forekommer desuden tilsyneladende et <o> i den plurale præteri-
tumform sungu Tongo' 13^24, men dette <o> afspejler formentlig ikke
/u/ (eller /ú/). Ordformen optræder i poesi og kan være misforstáet
af skriveren (han har pábegyndt en singulær form; bemærk i denne
forbindelse at ‘fongo' er sammenskrevet med en foranstáende appella-
tivform ná, og at man mellem (n) og <g> finder et mellemrum svarende
til syv til otte tegn pga. en fold i pergamentet), men det er ogsá muligt
at formen afspejler sgngu dannet i analogi med den singulære form (en
sádan form synes belagt i flere ældre kilder, jf. Noreen 1923, § 493,
anm.).
2 Nár vokalen udskrives, manifesteres den i A i alle godt 300 sikre til-
fælde som <e>. I dette tal er former af pron. engi ikke inkluderede (som
dog heller ikke rummer eksempler pá former med (ei> — for en fuld-
stændig oversigt over manifestationen af dette pronomen i A og B,
se afsnit 5.4.4.7). Til gengæld er omtrent 50 eksempler med præteri-
tumformer af reduplikationsverber af tredje klasse medregnede (om
usikkerhed i vokalkvantitet i disse, se note 11 pá s. 160). I tilsvarende
former i B manifesteres vokalen i alle omtrent 80 udskrevne tilfælde
som (e>.
3 Jf. ogsá note 9 pá modstáende side.
rodvokalen i A i de udskrevne tilfælde som <o) x 59, <0)
X 6 og <0) x 1, mens den i B manifesteres som <æ) x 24 og
<9> x 2.4
4.4.3.2 Referencesystemets vokalfonemer
I det fölgende gennemgás referencesystemets fortisvokaler
i denne rækkefýllge: /a/, /á/, /e/, /é/, /i/, /í/, /o/, /ó/, /u/,
/ú/, /y/> /ý/> /*/> /d/> /ú/, /?/> /au/> /ei/ Og /ey/.
4.4.3.2.I /a/
A B
/a/ <a> 11.200 /a/ <a> 1325
<A) 38 <A> 14
<á) i(?) <á> 2-3
/af/ <T> 3
/an/ <a> 4
/ann/ <aj) 1
/ar/ <a> 1 /ar/ <a> 4
<r> 440 <r> 108
/arr/ <rr> 1
/hra/ <h"> 12
/ra/ <“> 130 /ra/ <“> 43
/va/ <a> 93 /va/ <a> 1
O 5 <“> 36
Tabel4.7: Manifestationen af /a/
Til tilfældene hvor /a/ manifesteres som del af en abbre-
viatur, kan det bemærkes at det meget hyppige <r> for /ar/
stort set bruges ens i A og B, báde hvad frekvens og spe-
cifik brug angár, og det samme kan siges om <“> for /ra/.
Den mest bemærkelsesværdige forskel mellem A og B fin-
der man i forkortelsen af kombinationen /va/, navnlig i
skrivningen af præteritum- og participiumformer af ver-
berne kveða(sk) og kveðja. Mens A rummer 44 eksempler
med <a) over for ét eksempel med <~), er forholdet omvendt
i B, hvor man finder 29 eksempler med <“> over for ét ek-
sempel med <a).
Om forlængelse af /a/ foran /1/ + labial eller velar kon-
sonant, se afsnit 4.4.3.1.1. Om forlængelse af /a/ foran
/ng/, se afsnit 4.4.3.1.2.
4 Som det fremgár af tabellerne i afsnit 5.4.47, manifesteres vokalen i
engi i former med tilsyneladende labialiseret rodvokal i A som (0) x 32
og <0> x 2, mens tilsvarende former i B manifesteres med (9) x 4, (æ>
x 3 og <o> x 2.
4.4.3.2.I