Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 184

156
Ortografi
Sarlige tilf&lde
Propriet Arni (og sammensætninger hermed) optræder 11
gange i sável A som B og manifesteres i alle tilfælde med
(a) eller (A) som fortisvokal. Om dette afspejler /a/ eller
/á/, er usikkert. Vokalen er oprindelig kort, men i senere
islandsk er formen Arni enerádende.1 Det ældste islandske
materiale rummer ingen sikre indikationer af den forlæn-
gede form, hvilket dog ikke kan tillægges megen vægt. Den
vistnok ældste indikation af /á/ findes i Holm perg 7 40
(01300—25)1 2 eller i det sandsynligvis nogenlunde samtidige
GKS 2087 40.3 Af andre proprier hvor <a) kan afspejle /a/
eller /á/, finder man i A 44 eksempler med Óláfr (og sam-
mensætninger hermed) og ét eksempel med Adríánus.
Verbet árna optræder én gang hos hver af skriverne med
(a) som rodvokal. Det er usikkert om dette afspejler /a/
eller /á/,4 5 og det samme kan siges om den i A én gang
forekommende appellativform ámaðarorði ‘arnaþar orþi’
27126.
I den i B én gang forekommende appellativform árnun
‘arnon’ 1IV41 taler brugen af (a) for /á/. Havde vokalen væ-
ret kort, kunne man rimeligvis forvente en manifestation
afspejlende ældre /9/.
Appellativet járn (og sammensætninger/afledninger
hermed) forekommer 18 gange i A og en enkelt gang i B,
og ogsá her kan der være tale om sável /a/ som /á/. Or-
det har omdiskuteret oprindelse, og skrivemáderne med (a)
kan afspejle bádejám (< éarn) og jam.3 Sideformerne skal
sandsynligvis tilskrives forskellige tolkninger af et oldirsk
íam, der kan være indlánt i 800-tallet.6
Det i A enkelte mulige eksempel pá (á) findes i den frem-
mede propriumform Satírismúla ‘fátirifmvla’ 23V5. Tolk-
ningen er dog særdeles usikker, og man skal i stedet mu-
ligvis regne med /á/.7 *
Appellativformen fáfnisbana er belagt én gang i B med
(a) i fprste stavelse. Det er usikkert om dette (a) afspejler
/a/ eller /á/.
Det i A to gange forekommende ‘hvetvetna’ 3^8 og
9V43 afspejler rimeligvis en form med /e/ og ikke /a/ i
fprste stavelse (jf. afsnit 5.4.4.14).
1 Er formen mon indlánt fra sydvestnorske dialekter, hvor yngre former
afspejler et ældre Ámi (jf. Stemshaug 1982, s. 115-16)? Skrivemáder
indikerende /á/ forekommer i disse dialekter fra 01340, jf. Hægstad
(1942, s. 77). Om dette personnavn, se ogsá Guðrún Kvaran & Sig-
urður Jónsson (1991, s. 127 m. henv.). Lindblad (1952, s. 181) regner
med forlængelse forársaget af initialstillingen og ikke af /m/.
2 Jf. fx Hægstad (1942, s. 77 m. henv.).
3 Jf. Lindblad (1952, s. 181).
4 Der kan muligvis være indtruffet forkortelse af en oprindelig lang vo-
kal (jf. Noreen 1923, § 127.1), men det er ogsá muligt at man slet ikke
skal regne med oprindeligt /á/ (jf. Lindblad 1952, s. 180 m. henv.).
5Den sidstnævnte form er udgangspunktet for de 0stnordiske for-
mer (overgangen /éa/ > /já/ forekommer som bekendt ikke i ældre
0stnordisk).
6Om appellativet éam/jám/jam, se fx Hreinn Benediktsson (1972,
s. 155—58) og Bjorvand & Lindeman (2000, s. 437—39).
71 de 0vrige fem tilfælde med Satíri(-) finder man <a). Om dette sted-
navn, der i islandske kilder synes at optræde som sável Sa- som Sá-,
SaU og Santi', se fx Bjarni Aðalbjarnarson (1951, s. 219 og 221).
Om superlativ af adv. vel og adj. góðr med /a/ ved siden
af /e/, se afsnit 4.4.3.2.3.
4-4-3-2-2 /á/
A B
/á/ <a) 5000 /á/ <a) 3150
(á) 59 <á) 57
(0) 45 <o) 9
<A) l6 <A) 3
(0) 1
<9> 1 <9) 1
<9) 1
/ár/ <r) 1
O 1
/rá/ O 225 /rá/ <“> 35
/vá/ <a) 78 /vá/ <a> 91
<") 1
Tabel4.8: Manifestationen af /á/
Af de 59 eksempler med (á) i A udgpres 44 af præp./adv.
eller verbalformen á. Disse fordeles nogenlunde ligeligt
i A. De resterende 15 tilfælde fordeles ganske vist ikke
jævnt, men det lave antal udelukker at man kan tale om spe-
cifikke tendenser i den hándskriftgeografiske distribution.
Den hyppige brug af (á) i præp./adv. á skyldes rimeligvis
ordets korthed, hvilket underbygges af at korte enstavel-
sesord udgpr to tredjedel af de resterende tilfælde med (á).
Som bemærket i afsnit 4.4.2 kan der registreres en klar
overrepræsentation af (á) for /á/ i poesi. Dette fremstár
særlig tydeligt, nár man ser bort fra de 44 eksempler med
præp./ adv. áj Af de 15 pvrige tilfælde forekommer hele syv
(47 %) nemlig i poesi (ved en jævn fordeling skulle man blot
forvente ca. 7 %). Hánd A anvender altsá fprst og fremmest
(á) for /á/ i præp./adv. á, ellers kun sjældent, og da særlig
i poesi.
Langt de fieste eksempler med (o) optræder i appellativ-
formen ván og præteritumformer af visse verber (herom
ndf.). Ud over sádanne tilfælde anvendes (o) kun syv
gange. I to af tilfældene, appellativformerne gráðr ‘groþr’
3ór22 og málum ‘molö’ 23V47, er der tale om ældre /9/,
og det samme er formentlig9 tilfældet i præp./adv. án ‘on’
9v6 og 22V52.10 I verbalformen sjá ‘fio’ 3V29 og propri-
umformerne Páll ‘poll’ 3Ór24 og Pálssyni ‘polf .f.’ 23V20 er
der imidlertid ikke tale om ældre /9/. Verbalformen sjá
‘fio’ 3V29 optræder, ligesom gráðr og det ene af de to til-
fælde med án, i poesi og er muligvis blevet misforstáet som
akk. sg. sjó/sjá.11
8 Hvoraf fire optræder i poesi.
9 Der har eksisteret omlydte og ikke-omlydte former betinget af
trykforholdene.
10 Det sidst anf^rte eksempel kan alternativt læses ‘0n’.
11 Jf. den tre linjer længere nede ligeledes i poesi forekommende appel-
lativform ‘íio,.
44.3.2.2