Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Qupperneq 185

Fonografematisk analyse
157
Appellativformen ván optræder 17 gange med (o), og i
det én gang forekommende heimván skrives ligeledes (o),
men ván manifesteres ogsá med (a).1 Alle 17 eksempler
med (o) findes i nom./akk. sg., i hvilke kategorier man fin-
der 12 modeksempler med (a).2 I modsætning til disse ek-
sempler, hvor man pá et tidligere tidspunkt má regne med
/9/, finder man i de syv tilfælde med ældre /á/ (gen. sg.
og nom./akk. pl.) kun (a), fx vánir ‘van’ 7r5, og det samme
gælder for de to tilfælde hvor et /U/ fplger i næste stavelse,
og hvor distinktionen /á/:/q/ pá et tidligere tidspunkt har
været neutraliseret, fx vánum ‘vanð’ 26V48.
Manifestationen af verbet koma fremgár af afsnit 5.8.3.2.
I pl. præt. ind. skrives aldrig (va), men ni gange (°), fx ‘qmo’
22r6, ved siden af 48 tilfælde med (o), fx ‘como’ 23r6. For-
merne med (°) optræder ikke jævnt i A. Bortset fra to ek-
sempler pá hhv. ír og 6v findes alle eksempler pá 19V— 2Ór
(afsnit 36—47), hvor de er lige sá frekvente som skrivemá-
derne med (o).
Manifestationen af verbet kveða(sk) fremgár af afsnit
5.8.3.3.1 pl. præt. ind. skrives aldrig (va), men én gang (uo)
i ‘quoþo’ 22124,16 gange (°), fx ‘qþoz’ 3r8, og én gang (o)
i ‘Koþoz’ 22r2Ó.
Manifestationen af verbet vera fremgár af afsnit 5-8.3.6.3
I pl. præt. ind. skrives 19 gange (o), fx ‘voro’ 26VI4, over for
ni tilfælde med (a), fx ‘varo’ 28vi6. Det kan bemærkes at
seks af de ni tilfælde med (a) optræder i poesi, mens det
samme kun gælder for to af de 19 tilfælde med (o).
Det enkeltstáende eksempel med (9) findes for ældre
/9/ i den i poesi forekommende pronominalform báðum
‘bqþð’ 23VI. Samme funktion har det enkeltstáende eksem-
pel med (0) i 3. pers. pl. præt. ind. sá ‘fp’ 6r4.
Det umiddelbart mest karakteristiske ved tilfældene
med (o) er at langt de fleste eksempler optræder i stillingen
efter /v/, altsá i samme kombination som skrivemáderne
med (°). Man kunne derfor ved fprste ðjekast foranlediges
tO at betragte disse tilfælde som indikation af den udvik-
ling der har resulteret i at ældre /vá/ i moderne islandsk
modsvares af /vo/.
Traditionelt har man talt om progressiv v-omlyd af /á/ i
to trin (/vá/ > /vó/ > /vo/), hvoraf det fprste synes at ind-
træffe i fprste del af 1300-tallet, mens det andet regnes for
at være indtruffet med kvantitetsskiftet (cióoo).4 Forkla-
ringen er imidlertid utilfredsstillende5 og kritiseres da ogsá
1 Den fuldstændige manifestation af ván i sável A som B er anf0rt i
afsnit 5.I.4.5.
1 Der kan ikke registreres interessante forskelle i den hándskriftgeo-
grafiske distribution.
3 Af afsnit 5.8.3.Ó fremgár det ogsá at 3. pers. pl. præt. ind. langt oftest
er forkortet, idet der i A173 gange skrives ‘v’.
4Jf. Konráð Gíslason (1889), Noreen (1923, §86), Jóhannes L. L.
Jóhannsson (1924, s. 35-6), Björn K. Þórólfsson (1925, s. xi-xii),
Hægstad (1942, s. 40), Bandle (1956, s. 41) og Stefán Karlsson (2004,
s. 14). Om kvantitetsskiftet i pvrigt, se især Kristján Árnason (1980).
5 Fprst og fremmest er det væsentligt at bemærke at kvantitetsskiftet
ikke skulle forársage udvikling af ældre /ó/ [ou:] til /o/ [0], men der-
imod til [ou] (kort diftong). For yderligere to kritikpunkter, se Hreinn
Benediktsson (20Q2h, s. 231—32).
i Bandle (1956, s. 41) og mere udfprligt i Hreinn Benedikts-
son (2002h).6
Hreinn Benediktsson argumenterer i stedet for en “re-
lational sound change”, som ikke indebærer en fonetisk
ændring, men en reorganisering af den fonologiske struk-
tur betinget af en fonetisk-fonologisk ændring andetsteds
i strukturen. Han forestiller sig at ársagen til overgangen
/vá/ > /vo/ sandsynligvis er at /á/ ikke — som ellers — dif-
tongeres efter /v/ (pga. en dissimilatorisk effekt ved /v/),
men derimod bevares som /á/ [o:].7 Denne kvalitet sam-
menfalder med det oprindelige korte /o/, der i 1200-tallet
sænkes til [0]. Mens de gamle kvantitetsregler endnu gæl-
der, er sammenfaldet kun kvalitativt, men efter kvantitets-
skiftet ogsá kvantitativt.
Skrivemáderne i A med (vo) og (°) afspejler dog rime-
ligvis ikke denne overgang, idet de begrænser sig til appel-
lativet ván og en mindre gruppe præteritumformer (herom
ndf.).
Blandt andet af samme grund er det heller ikke rime-
ligt at betragte skrivemáderne som rester af ældre forlæg,
hvori der er blevet skelnet mellem /á/ og /9/. En sádan
forklaring kan muligvis anvendes i forbindelse med de fire
fprstnævnte tilfælde med (o) for ældre /9/ (‘groþr’, ‘molö’
og ‘on’ X 2) og de enkeltstáende eksempler med hhv. (9) og
(0) for /9/ ('bqþö’ og ‘Í0’),8 men den virker ikke overbevi-
sende i de mange tilfælde med ván og de plurale præteri-
tumformer af koma, kveða og vera.
6 Jf. ogsá Haraldur Bernharðsson (1999, s. 129-31).
7 Om tidspunktet for diftongeringen af /á/ har der hersket stor uenig-
hed. Hægstad (1942, s. 83) bemærker at den er svær at tidsfæste, men at
udtalen i hvert fald har været [au] i 1600-tallet (han henviser til Runólf-
ur Jónsson). Björn K. Þórólfsson (1925, s. xi) skriver at diftongeret vo-
kal i hvert fald forekommer i 1500-tallet. Bandle (1956, s. 35) bemærker
at diftongudtale ikke kan have være meget udbredt fpr 1500, selvom
den har forekommet i 1400-tallet (tidligste indirekte indikationer fra
árhundredets fprste halvdel). Hreinn Benediktsson (2002m, s. 62-3)
mener derimod at denne diftongering pá lige fod med diftongeringen
af ældre /é/, /ó/ og /æ/ (< /æ/, /ó/) er indtruffet i sidste del af 1200-
tallet, hvilket i Hreinn Benediktsson (2002a, s. 214) modificeres til “as
early at least as the early fourteenth or even the late thirteenth century”.
De store forskelle i dateringen udspringer rimeligvis ikke blot af di-
alektforskelle, men ogsá af at diftongeringen kun bevidnes indirekte,
idet skriverne fortsætter med at benytte betegnelserne for ældre /á/
(som tegn pá diftongeringens indtræffen har man typisk anfprt mang-
lende manifestation af /g/ mellem / á/ og /U/ og af /f/ mellem /á/ og
en fplgende vokal, jf. Hreinn Benediktsson 2002a, s. 214, note 1). Be-
mærk dog at den omtalte relationelle lydændring som nævnt har den
genereUe diftongering af /á/ som præmis, og at denne derfor i hvert
fald má være indtruffet i begyndelsen af 1300-tallet hvis forklarings-
modellen er rigtig.
8 Ideen om forlægspávirkning i disse tilfælde understpttes máske yder-
ligere af at to af eksemplerne optræder i poesi, hvor man ogsá finder
andre indikationer af stprre forlægstroskab. Det ældste forlæg behpver
i givet fald ikke at være fra fpr 1200, selvom man traditionelt regner
med sammenfald mellem /9/ og /á/ (eller /ó/ i det nasale system)
fpr C1200, jf. fx Stefán Karlsson (2004, s. 11) og Hreinn Benediktsson
(1965, s. 62, og 2002tn, s. 56-60). I den ældre del af AM 645 40, der af
ONP dateres til CI220, manifesteres /9/ sáledes konsekvent som (o)
(x 241) eller (9) (x 5), jf. Larsson (1885, s. li). Distinktionen /á/:/p/ er
i dette hándskrift derfor rimeligvis ikke overtaget fra et forlæg, selvom
skriveren ganske vist synes at udvise en bevidst arkaiserende tendens
(man finder sáledes i 48 tilfælde omvendte skrivemáder med /9)//0)
for ældre /æ/, jf. Hreinn Benediktsson 1965, s. 68).
44.3.2.2