Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 187

Fonografematisk analyse
159
ning. Det drejer sig om propriumformen Skotborga(r)á
‘fcot|bo2ga 9’ 14V29—30,1 appellativformen ánni ‘pnni’ 15V4
og præteritumformen sátu ‘fotv’ ior2.
I modsætning til disse enkeltstáende tilfælde mi man,
som i A, regne med /vó/ i en række præteritumformer af
verberne koma, kveða og veraá
Ved koma indikeres aldrig /vá/ i B, men to gange skri-
ves (Jvu]o) og to gange (°> over for tolv tilfælde med (o).
Mens de sidstnævnte tolv tilfælde má afspejle den lydrette
form kómu,1 2 3 indikerer de fire fprstnævnte tilfælde rimelig-
vis /vó/.
Pl. præt. ind. af kveða manifesteres i de to forekom-
mende tilfælde med (uo), hvilket — som i A — bedst tolkes
som /vó/.
Pl. præt. ind. af vera manifesteres fire gange med (0) over
for to tilfælde med (a),4 og ogsá her bpr formerne med
f[vu]o) tolkes som /vó/.
I modsætning til i A manifesteres ván og sammensæt-
ninger hermed altid med (a) (x 14) eller (á) (x 2), uanset
om der er tale om ældre /9/ (x 14) eller /á/ (x 2). Af or-
tografien at dpmme synes B — i modsætning til A — altsá
at have generaliseret /ván/ (ældre /ván/, /vpn/) i dette ap-
pellativ.
Den mest markante forskel mellem A og B i de tilfælde
hvor /á/ er en del af en abbreviatur, findes ved (a), der er
særlig frekvent i B. Pá trods af de langt flere ordformer i A
finder man færre eksempler med (a) for /vá/. Ársagen er at
adv. svá oftere forkortes i B.5 En anden forskel er at (“) i B
næsten udelukkende bruges for /rá/ i forbindelsen /frá/.
Denne kombination er ganske vist ogsá den mest frekvente
i A, men udgpr dog kun godt halvdelen af eksemplerne.
Disse forskelle kommer ogsá til udtryk nár man ser nær-
mere pá de hyppigt forkortede fonemforbindelser. Forhol-
det mellem udskrevne og forkortede former er sáledes tem-
melig forskelligt hos de to skrivere. Ved /rá/ er forholdet
mellem ([rR][aá]) og (“) i A 59:41, mens det i B er 74:26.
Ved /vá/ er forholdet mellem ([VUvup][aá]) og (a “) i A
91:9, mens det i B er 57:43.
Sœrlige tilfödde
Skrivemáden ‘hanö’ for dat. sg. af pron. hann forekom-
mer to gange i A (4r20 og 34V24) og tre gange i B (12V51,
15119 og 15V43). Alle optræder i poesi og afspejler rimelig-
vis hánum.
Om propriet Nikolás/Nikolaus (og sammensætninger
hermed), se afsnit 5.2.1.
Om vokalforholdene i app. sár/sjór/sjár og snár/snjór/
snjár, se afsnit 5.I.I.4.
1 Jf. desuden appellativformen sjó/sjá ‘fi#’ 9^40, som muligvis skal læses
‘69’, og hvor <9) i givet fald bruges for enten /ó/ eller /á/.
2 Som nævnt i redegórelsen for forholdene i A er den fuldstændige ma-
nifestation af disse verber anf0rt i afsnit 5.8.3.2, 5.8.3.3 °g 5*8*3.6.
3 Eller en analogisk form med kort /o/, som kendt fra moderne islandsk,
hvilket dog má betegnes som mindre sandsynligt.
41 46 tilfælde er formen forkortet som ‘v’ eller ‘p’.
51 sável A som B er fordelingen af forkortede former af svá temmelig
ujævn. Se afsnit 5.10.1.19.
For en række ordformer hvor det er usikkert om der er
tale om /a/ eller /á/ (bl. a. proprierne Arni og Oláfr samt
appellativet járn), se afsnit 4.4.3.2.I.
44.3.2.3 /e/
A B
/e/ (e) 9700 /e/ (e) 2950
(E) 300 (E) 53
(?) 7 (?) 25
(0) 4
(æ) 3 (æ) 3-4
(’> 3
(ei) 2
/er/ O 900 /er/ (’) 250
/err/ (r) 27 /err/ (’r) 57
(’r) 5
(’) 1
/eþ/ (;) 625 /eþ/ (i) 190
/et/ (_) 2
/re/ O 50 /re/ (e) 2
/ve/ (e) 7
Tabel4.9: Manifestationen af /e/
Til de kun syv eksempler med (9) for /e/ i A er der in-
tet særligt at bemærke ud over at de alle optræder i sidste
halvdel af hándskriftet (fordelt pá syv afsnit).6
Da der i den ovenstáende oversigt ikke inddrages til-
fælde, hvor man i oldislandsk kan finde rundede og urun-
dede sideformer (disse behandles nedenfor), optræder de
fire eksempler med (0) for /e/ alle i former, hvor man ef-
ter alt at d0mme vitterlig má regne med /e/. Brugen af (0)
skyldes máske blot den til tider (hos nogle skrivere) store
lighed mellem (0) og (e).
Bortset fra at de tre tilfælde med (æ) for /e/ i A (jf. afsnit
4.3.3.1) alle befinder sig pá 5r—6v (afsnit 11,14 og 15), er der
intet særligt at bemærke til formerne.
Som det fremgár af afsnit 4.3.2.15, optræder 22 af 25 til-
fælde med (9) i B i konj. eða, hvilket rimeligvis afspejler
noget rent grafisk. Kun ét af 22 eksempler er udskrevet, og
der er rimeligvis tale om samme fænomen som nár præpo-
sitionerne í og á ofte forsynes med accentstreg (man kunne
med Lindblad 1963, s. 86, tale om “smáordsutmárkande”
funktion).7
Der er intet at bemærke til fordelingen af de tre eller fire
tilfælde med (æ) i B.
6 De bruges báde for ældre /e/, fx verbalformengeta 'g^ta’ 26V28, og for
/9/ fremkommet ved i'-omlyd af /a/, fx præteritumformen setti ‘f^tti’
20VI3. Sammenfaldet mellem /e/ og /9/ omtales nedenfor i nærvæ-
rende afsnit.
7 Tilfældene med (e) i eða understreger dette, idet forholdet mellem ud-
skrevne og forkortede former er det modsatte (ordet forkortes blot fire
af fjorten gange). Til den hándskriftgeografiske fordeling er der intet
at bemærke.
44.3.2.3