Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Síða 188

i6o
Ortografi
Den meget sparsomme brug af (æ) skal ses i lyset af at
(æ) fprst mod slutningen af 1200-tallet bliver mere almin-
deligt i takt med en stigende norsk indflydelse (og da især
for /æ/, for hvilket fonem (æ) ogsá er den almindelige be-
tegnelse i en række kilder fra 1300-tallet).
Som det fremgár af afsnit 4.3.2.11, forekommer de to ek-
sempler i B med (ei) begge i den noget underlige verbal-
form ‘ftemða’.1
Som forventet er der hos ingen af skriverne indikatio-
ner af en distinktion mellem kort lukket /e/ og kort ábent
/?/ (< /-omlydt /a/, /ei/). Efter den almindelige opfattelse
sammenfalder de to fonemer fprlitterært i islandsk.1 2
Det kan bemærkes at visse udviklinger som kendes fra
yngre islandske kilder, hverken kommer til udtryk hos A
eller B. Som omtalt i afsnit 4.4.3.1.2 finder man sáledes in-
gen indikationer af vokalforlængelse (med efterfplgende
diftongering) foran /ng/. Der er heller ingen eksempler
pá labialisering af /ve/ > /vö/ efter /h k t/, idet der i po-
tentielle former altid skrives (e). Ændringen, der kun ram-
mer visse ord (fx hvör, kvöld, tvöfaldur), synes da ogsá fprst
at indtræffe CI400.3 Endelig finder man heller ingen indi-
kationer af hvad der traditionelt betragtes som positionelt
betinget diftongering af /e/ > /ei/ foran /gj gl/.4 Denne
diftongering regnes traditionelt for indtruffet (kort) efter
1300, men er ikke ret udbredt fpr midten af samme ár-
hundrede5 og er ikke indtruffet pá Sydpstlandet.6
S<zrlige tilfizlde
Pronominalformen ek, der hos begge skrivere konsekvent
manifesteres med (e E), er registreret under /e/, da former
med /je/ synes langt yngre.7
1 Over for disse eksempler finder man fem gange det forventede (e).
Det kan bemærkes at en form med <ei> ogsá optræder i AM 677 4° B
(ci20o—25), jf. Weinstock (1967, s. 61).
2 Jf. Hreinn Benediktsson (2002e) og opsummeringen af artiklen i Ot-
tosson (2002, s. xli-xlii). Jón A. Harðarson har i upublicerede stptte-
ark til undervisningen i islandsk sproghistorie ved Háskóli Islands ar-
gumenteret for at sammenfaldet fprst indtræffer i anden og tredje fjer-
dedel af 1100-tallet, bl. a. med henvisning til betegnelserne for /e/ og
/?/ i AM 237 a fol (01150), hvor ($ æ) i samtlige 22 forekommende til-
fælde betegner /?/. Om betegnelserne for /e/ i 50 islandske hándskrif-
ter fra den ældste tid frem til C1400, se Lindblad (1954, s. 308-16). Om
betegnelseme i diplomerne fra CI300-1450, se Stefán Karlsson (1960,
s. 45-51).
3Jf. Noreen (1923, §86, anm. 1), Jóhannes L. L. Jóhannsson (1924,
s. 43—5), Björn K. Þórólfsson (1925, s. xiii), Bandle (1956, s. 42—3,
60-3 og 81), Stefán Karlsson (1981, s. 260-61, og 2004, s. 14-15) °g
Haraldur Bernharðsson (1999, s. 135—36).
4 Som et alternativ til diftongering kunne man betragte udviklingen som
overgang [j[] > [j] (en sádan udlægning er fremsat af Jón A. Harðarson
i upublicerede stptteark til undervisningen i islandsk sproghistorie ved
Háskóli Islands).
5 Jf. Bandle (1956, s. 46—7), Björn K. Þórólfsson (1925, s. xii), Jóhannes
L. L. Jóhannsson (1924, s. 45-7), Hægstad (1942, s. 61) (Stefán Karls-
son 2004, s. 14—15, daterer overgangen noget senere og skriver at den
fprst og fremmest vinder frem i 1400-tallet). I Oddur Gottskálks-
sons Nye Testamente skrives med fá undtagelser (ei>, jf. Jón Helgason
(1929, § 16).
6 Jf. Björn Guðfinnsson (1964, s. 134-43), Ingólfur Pálmason (1983) og
Kristján Árnason & Höskuldur Þráinsson (1983).
7 For en fuldstændig oversigt over skrivemádeme samt yderligere kom-
mentarer til vokalforholdene, se afsnit 5.4.I.I.
Superlativ af adv. vel og adj. góðr manifesteres i A fire
gange med (a) (fx ‘bazt’ 24V50 og ‘baztir’ 3OVI5) over for 39
eksempler med (e) (fx ‘bezt’ 7r8 og ‘bezta’ 8r3).81 B benyt-
tes derimod (e) i alle 13 tilfælde (fx ‘bezt’ fx 13V4 og ‘bezta’
15115). Den meget gennemfprte brug af former med /e/
kan betragtes som et træk der peger frem i tiden. I de æld-
ste hándskrifter er former med /a/ nemlig det almindelig-
ste, men efterhánden vinder former med /e/ mere og mere
frem. De to former optræder dog ganske langt op i tiden
side om side, fx i det med MskMS nogenlunde samtidige
GKS 2365 40, hvor former med /e/ dog er i klart flertal,
samt i noget yngre hándskrifter.9
Om -end'/'ind'l-ynd-, -leg-/-lig- og -sem-l-sim-, se afsnit
44.3.2.5.
Om forholdene ved adjektivartiklen enn/inn, se afsnit
5-5-
Om forholdene ved præp./adv. gegn(um)/g<?gn(um), se
afsnit 5.9.9.
Adv. snemma/’snimma manifesteres i A i fire tilfælde
med (i), fx ‘fnlma’ 4V30, over for tre tilfælde med (e), fx
‘fnéma’ ^4. (e) finder man ogsá i det ene forekommende
tilfælde med jafnsnemma (‘íapnfnema’ 23152). Til distribu-
tionen af formerne er der intet at bemærke. I B finder man
(1) i det eneste forekommende eksempel (‘fmma’ 12149).
Om snemma vs. snimma, se fx Lindblad (1954, s. 107).
Som bemærket i afsnit 4.3.2.11 er det i en lang række til-
fælde usikkert om man skal regne med /e/ eller /é/. Det
drejer sig fprst og fremmest om præteritumformer af tredje
klasse af reduplikationsverberne. Disse skrives i alle om-
trent 320 tilfælde med (e) i A,10 og ogsá i B finder man i
alle godt 60 tilfælde (e) i disse verbalformer (se ogsá afsnit
5.8.1.2.3).11
Af andre ordformer hvor det ikke umiddelbart kan afg0-
res om der er tale om /e/ eller /é/, og hvor der hverken in-
dikeres det ene eller det andet, kan nævnes former af verbet
eta (i A skrives (e) i de to forekommende tilfælde, i B skri-
8 Den fuldstændige manifestation af gódr og vel fremgár af afsnit 5.3.7.1
og 5.10.1.20.
9 Om former med /a/:/e/ i superlativ af veí og gódr, se Lindblad (1954,
s. 104-6).
10 Bortset fra ét muligt eksempel pá ‘gmgo’, der dog máske skal læses
‘gengo’ (jf. afsnit 5.8.1.2.3).
11 At der har eksisteret gamle sideformer med sável kort som lang vo-
kal, er sandsynliggjort af Jonna Louis-Jensen i et upubliceret foredrag,
“Nogle bemærkninger om reduplikationsverber af typen halda”, af-
holdt i Selskab for Nordisk Filologi den 27/3 1969, jf. henvisning i
Jensen (1983, s. cxciii, note 9). Moderne islandske former som fe'kk og
hékk kan dog ogsá skyldes analogisk forlængelse efter reduplikations-
verber af fprste og íjerde klasse som heita, Idta og leika, der med sikker-
hed har oprindeligt /é/. Som Haraldur Bernharðsson (1999, s. 132) gpr
opmærksom pá, er det umuligt at datere en sádan eventuel analogisk
udvikling, og den taler hverken for eller imod ideen i Björn K. Þór-
ólfsson (1929, s. 233) og Jóhannes L. L. Jóhannsson (1924, s. 13) om at
/e/ skulle være forlænget med efterfplgende diftongering til fplge. Ved
vb.ganga vil den palatale udtale af /g/ i præteritumformeme under alle
omstændigheder fpre til sammenfald mellem /e/ og /é/ (efter kvan-
titetsskiftet), og det samme kan muligvis gælde ord pá he- (jf. Werner
1988, s. 116-17, °S Bandle 1956, s. 49-50 m. henv.).
44.3.2.3