Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Blaðsíða 192

164
Ortografi
Guðbrandr ‘goþtmðr’ 26V14 og Guðríði ‘goðriþi’ 4rl8/
prop. Goð(þ)ormr/Guttormr x 6, fx Goð(þ)orms ‘gothormf’
4ri9,1 2 app.gull og sammensætninger hermed x 3,3 4 5 fx ‘golli’
3V31, og vb. munu x 383,4 fx ‘mon’ 6rii og ‘monðo’ 29VIO,
og skulu x 74,5 fx ‘fcolð’ 24V24. Fra B kan nævnes appella-
tivformerne goð ‘goþ’ 17^9, goðs ‘goðP 25rió6 og oxa ‘oxa’
iir4Ó7 8 samt former af vb. skulu x 19,8 fx ‘fcolvð’ HV31 og
‘fcolð’ 25114. Den máske mest bemærkelsesværdige forskel
mellem skriverne kommer til udtryk ved relevante former
af verbet munu, der i B aldrig manifesteres med (o). Hos
denne skriver finder man dermed en markant forskel i rod-
vokalens manifestation i hhv. munu og skulu.9 Desuden er
former med fo) som allerede nævnt noget sjældnere i B og
forekommer aldrig i ord som fugl og gull. Manglen pá (o)-
former i sádanne ord deler B eksempelvis med det nogen-
lunde samtidige GKS 2365 40 (jf. Lindblad 1954, s. 113).
Ved adv. brot(t) og hermed beslægtede former er det
principielt usikkert om former med <o) ogf°) afspejler /o/
eller /9/, selvom den fprstnævnte tolkning er den mest
sandsynlige. For en samlet redegprelse for forholdet mel-
lem de forskellige manifestationer, se afsnit 5.10.1.3.
Om tilfælde hvor det er usikkert om der er tale om /o/
eller /ó/, se afsnit 4.4.3.2.8.
44.3.2.8 /Ó/
A B
/Ó/ <o) 2550 /ó/ <o> 625
(O) 86 <o> 2
(ó) 5 <ó> 26
<9> 1
<9> 1
/ór/ <°> 1
/pró/ <P> 1
/ró/ <°> 23 /ró/ <°> 4
/hró/ <K> 2
Tabel 4.14: Manifestationen af /ó/
1 Ved sammensatte proprier med Guð-/Goð- skrives (o) i sytten tilfælde,
mens der skrives (u v) i seks tilfælde.
2 Over for tre eksempler med (u v).
3 Over for 72 eksempler med (u v).
4 Over for 43 eksempler med <v). Manifestationen af munu er anfprt i
afsnit 5.8.1.4.6, hvoraf det ogsá fremgár at fordelingen af tilfælde med
hhv. (6) og (v) langtfra er jævn, idet formen med (v) er langt hyppigere
i fprste del af A.
5 Ingen modeksempler med (u v). Den fuldstændige manifestation af
skulu fremgár af afsnit 5.8.1.4.7.
6 Over for tre eksempler med (u) i samme appellativ. Begge eksem-
pler med (6) optræder i poesi, og i et af tilfældene er der tale om den
kristne Gud (som i alle tre eksempler med (u)). Vokalen er imidlertid
rimbestemt.
7 Om oxi/uxi, se ogsá afsnit 5.1.1.10.
8 Ingen modeksempler med (u v).
9 Som bemærket i afsnit 5.8.1.4.7 synes formen med /u/ i vb. skulu ikke
at forekomme fpr 01300, jf. Lindblad (1954, s. 113), der bemærker at
det tidligste af ham registrerede eksempel findes i AM 325140 (01300).
Verbet munu optræder derimod tidligt med /u/, fx hyppigt i Holm
perg 15 40 (C1200), jf. de Leeuw van Weenen (2004, s. 112).
Accentstregen er usikker i det enkeltstáende eksempel
med (9) i B (jf. afsnit 4.3.2.47).
Der er intet bemærkelsesværdigt ved fordelingen af ek-
sempler med (ó) i A og B.
Sœrlige tilftzlde
Det privative præfiks manifesteres i A som (o) (x 123, fx
‘okát’ 6ri5), (v) (x 107, fx ‘winö’ 44), (V) (x 3, fx ‘Vlik’
3OV21), (O) (‘Ovitr’ 24V28) og (9) (‘^patt’ 32125). I B ma-
nifesteres det som (o) (x 51, fx ‘otignö’ 13V41), (v) (x 17, fx
‘vð?ll’ 12vi6), (u) (‘uþt’ 12V48) og (O) (‘Opvfa’ 1713).
Den traditionelle fremstilling af forholdet mellem side-
formerne med ó- og ú- er at w-formen er et resultat af min-
dre tryk og hyppigere optræder i norsk end islandsk.10 * Pá
grund af K-formernes hpjere frekvens i norsk har visse for-
skere ment at de i islandsk skulle tilskrives norsk pávirk-
ning,11 men selvom disse former fprst er hyppigere i senere
oldislandsk, synes en sádan antagelse ikke npdvendig.12
Som fremgáet af redegprelsen ovenfor, er á-formerne
betydelig mere frekvente i A end i B. Mens K-formerne
sáledes kun optræder i 26 % af tilfældene i B, optræder de
i hele 46 % af tilfældene i A. Derved fremstár brugen i A
som tilsyneladende yngre.13 *
I B finder man en stigende tendens til anvendelse af (o)
pá bekostning af (v). Forholdet mellem de to skrivemáder
er sáledes 12:12 pá ior-i3r, mens det er 39:5 pá 13V-17V
(jf. tabel 4.15).
IA, hvor former med (o) og (v) er omtrent lige hyppige,
kan en lignende tendens ikke registreres.
Præpositionen ór manifesteres i A med (o) i 98 tilfælde
over for ét tilfælde med (y) i ‘ýr’ 342. I B manifesteres
vokalen i alle 16 tilfælde som (0).14 Den næsten helt gen-
nemfprte brug af (o) er forventelig i et hándskrift fra den
mellemklassiske periode. Formenjír hprer i al væsentlig-
hed hjemme i tidligklassisk tid (01150—1240), og den skal i
A formentlig tilskrives forlægspávirkning.15
Om ór- vs. 0r-, se afsnit 4.4.3.2.14.
Der indikeres /ú/ i appellativet skór i det ene fore-
kommende tilfælde i A (Tcvarn’ 2ón), mens der indikeres
/ó/ i kompositummet sverðskór (Tvþfconö’ 7r2o), jf. afsnit
5.I.I.I.
10 Jf. Noreen (1923, s. 102) og Ásgeir Bl. Magnússon (1989, s. 682).
11 Sáledes fx Jóhannes L. L. Jóhannsson (1924, s. 39-41), Heusler (1932,
§ 126) og Hægstad (1942, s. 44).
12 Jf. Kuhn (1954, s. 78).
13 Til sammenligning kan anf0res at man i det betydelig ældre Holm perg
15 40 (cl20o) slet ikke finder H-former (jf. de Leeuw van Weenen 1993,
s. 62), mens man i den noget yngre Möðruvallabók (CI330—70) finder
(í-former i 32 % af tilfældene (jf. de Leeuw van Weenen 2000, s. 72),
altsá iidt hyppigere end i B, men noget sjældnere end i A.
14 Jf. ogsá afsnit 5.9.19.
15 Formen úr vinder fprst for alvor frem efter CI350 og bliver fprst den
almindelige form efter CI450 (tidlige belæg med (v v) afspejler rime-
ligvis /ýf). Det kan bemærkes at formen ór stadig bruges i Oddur
Gottskálkssons Nye Testamente, men ikke i Gudbrandsbiblen. Om
ór,ýr og úr, se bl. a. Noreen (1923, § 71.6, § 72, § 126.1 og § 112, anm. 5),
Larsson (1891), Björn K. Þórólfsson (1925, s. 73), Jón Helgason (1929,
§20), Hægstad (1942, s. 65-6), Lindblad (1954, s. 113-14), Bandle
(1956, § 38), Widding (1960, s. 18-19) og de Leeuw van Weenen (1993,
s. 177).
44.3.2.8