Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Side 194

i66
Ortografi
{v) bruges for /v/ — i andre stillinger varierer praksis me-
get fra hándskrift til hándskrift). Denne brug ændres imid-
lertid i 1200-tallet, idet (v) vinder frem pá bekostning af
(u), og de to betegnelser bruges uden nogen egentlig or-
tografisk regel hvis de optræder i samme hándskrift. Det
ældste hándskrift med dominans af <v> er vistnok AM 673
a I 40 (C1200).1
En anden tendens for fordelingen af (v) og (u) kan regi-
streres i sável A som B. I initialstilling er (u) sáledes mar-
kant underrepræsenteret. I A er forholdet mellem (v) og
(u) i initialstilling ca. 95 % : 5 %, mens det tilsvarende for-
hold uden for initialstilling er ca. 45 % : 55 %. Dette svarer i
vid udstrækning til situationen i B, hvor forholdet mellem
(v) og (u) i initialstilling er ca. 82 % : 18 %, mens det tilsva-
rende forhold uden for initialstilling er ca. 44 % : 56 %.2
Som det fremgár af afsnit 4.3.2.43, optræder de seks ek-
sempler med (o) i A i afledningssuffikserne -ung- (x 4) og
-ug- (x 2), hvor de altsá er meget sjældne undtagelser fra de
gængse betegnelser (u v).
Om forlængelse af /u/ foran /1/ + labial eller velar kon-
sonant, se afsnit 4.4.3.I.I. Om forlængelse af /u/ foran
/ng/, se afsnit 4.4.3.I.2.
Sœrlige tilfzlde
Om tilfælde hvor man i islandsk kan finde vekslen mellem
/o/ og /u/, se afsnit 4.4.3.2.7.
Ved morginn/-unn/-ynn og sammensætninger hermed
indikeres i A -un- i 23 tilfælde (morgun ‘morgon’ 7135) over
for ét eksempel pá -in- (morgin ‘morgin’ 29V29) og ét pá -yn-
(morgynsól ‘morgýn fol’ 9V26). I B er forholdet sá at sige det
omvendte, idet der i fem tilfælde indikeres -in- (morgininn
‘mozgmin’ I2r49) over for ét eksempel pá -un- (morguninn
‘mo2gvn’ 13^50).
Om tigr/tugr/t0gr og afledninger og sammensætninger
hermed, se afsnit 4.4.3.2.5.
4.4.3.2.10 /ú/
A B
/ú/ <v) 1775 /u/ <v> 475
<u) 27 <u) 135
<V) 6
<V> 5 <v) 16
<Ú) 2
/rú/ 0 5 /rú/ 0 2
/úr/ <“) 1
/ús/ 0 28 /ús/ 0 9
Tabel4.17: Manifestationen af /ú/
1 Jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 26-7 og 49-50). Se ogsá Stefán
Karlsson (1960, s. 72—4) om forskellige m0nstre i brugen af beteg-
nelserne for /ú/ (og /u /) i islandske diplomer i perioden CI300-1450.
Jf. ogsá kommentarer til brugen af <v):<u):(y) som betegnelse for /v/
i afsnit 4.4.5.2.15.
2 Denne fordeling kommenteres nærmere i afsnit 4.4.5.2.15.
Som ved /u/ kan der konstateres en stigende tendens til
anvendelse af (v) pá bekostning af (u) ud gennem B, om-
end tendensen ikke er sá markant ved /ú/. I fprste halvdel
af B (íor—13V) er forholdet mellem (u) og (v) for /ú/ sá-
ledes ca. 27 % : 73 %, mens det i anden halvdel (i4r—17/) er
ca. 17 % : 83 %.3 Som ved /u/ kan der derimod ikke registre-
res egentlige tendenser i den hándskriftgeografiske forde-
ling af de sjældnere former med (u) i A.4
Den i afsnit 44.3.2.9 konstaterede underrepræsentation
af (u) for /u/ i initialstilling kan i B ikke konstateres ved
/ú/.5
Der skelnes generelt ikke mellem /u/ og /ú/, men (v)
og (ú) anvendes kun for /ú/, nár man ser bort fra at (v) i B
tilsyneladende én gang betegner /U/ (jf. afsnit 4.3.2.69).
Stzrlige tilfzlde
Appellativet alúð optræder som ‘ajlvþ’ 6r9 i A og gluðarvin
som ‘ailpþar vin’ 14VIO i B.6 Sádanne former har fáet ONP
til at opstille formerne glúð og glgðarvin(r) som sidefor-
mer til alúð resp. alúðar- og glúðarvin(r),7 Det er dog ikke
helt klart hvorledes (9) skal tolkes i ‘ailpþar vin’. Former
med /9I/ i stedet for /al/ má udspringe af en reanalyse af
kompositummets fonologiske forhold som fplge af andet-
leddets relative tryksvaghed. Andetleddet gár formentlig
tilbage til -uð, -(b)úð < -hugð (erstatningsforlængelse), og
vokalen er pga. trykforholdene (stpttet af den uigennem-
skuelige etymologi) blevet identificeret med /U/, som — i
modsætning til /ú/ — har kunnet bevirke (morfologisk be-
tinget) a-omlyd af fprsteleddet.8 (9) i ‘adpþar vin’ skal for-
mentlig ses i lyset af at man efter den págældende reanalyse
har kunnet betegne vokalen i andetleddet pá samme máde
som i mellemstavelser ved visse trestavelsesord.
Om /ú/ vs. /ó/ som det privative præfiks, se afsnit
44.3.2.8. Om /ú/ vs. /ó/ i appellativet skór og sammen-
sætninger hermed, se afsnit 44.3.2.8 og 5.1.1.1.
Om forholdene ved enklitisk þú, se afsnit 54.1.2.
3 Pá den kortere, selvstændige ijr ligner forholdet mellem <u) og <v) det
man finder pá I4r—17V, nemlig ca. 16 % : 84 %. Om bemærkninger til
tolkningen af den stigende tendens til anvendelse af <v), og for henvis-
ninger til behandlingen af (u):<v) i islandsk skrift, se afsnit 4.4.3.2.9.
4 Det eneste bemærkelsesværdige ved brugen er den konsekvente an-
vendelse af (u) i alle syv tilfælde med prop. Skuli.
5 Ved sável (u) som <v) er andelen af eksempler i initialstilling sáledes
ca. 10 %. I A er eksemplerne med (u) sá fá at ingen konklusion kan
drages.
61A skrives (v) i alle fire tilfælde af ord med oprindeligere -hugð (fx ástúð
‘aftvð’ 4V21), og det samme er tilfældet i det eneste 0vrige eksempel i
B (léttúð ‘lettvð’ 12V23).
7ONP burde máske snarere opstille den normaliserede form gluðar-
vin(r) som sideform til alúðarvin(r) og snarere pluð end plúð som si-
deform til alúð. Da man aldrig kan udelukke kontaminationsformer,
er det imidlertid ikke urimeligt ogsá at forestille sig eksistensen af et
plúð(-). Noget sádant synes ‘plvþliga’ i AM 645 40 (ci22o) at indikere
(jf. plúðliga i ONP), og det samme g0r eksistensen af et vb. plýðask (om
dette verbum, se Louis-Jensen 1991).
8 En række lignende eksempler, eksempelvis ‘ologa’ (til alhuga),
‘m^gnus’ (til Magnús) og ‘dogorþr’ (til dagverðr) diskuteres i Hreinn
Benediktsson (2002k, s. 310—11). Se ogsá Seip (1932, s. 353).
4.4.3.2.IO