Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.2013, Page 201

Fonografematisk analyse
173
som altsá meget vel kan være overtaget fra et forlæg, fore-
kommer ellers kun i begrænset udstrækning i anden halv-
del af 1200-tallet, men er mere udbredt i hándskrifter fra
árhundredets f0rste halvdel (da den har sammenfaldet mel-
lem /0/ og /9/ som præmis, findes den til gengæld ikke i
de allerældste hándskrifter).1 Dog dominerer (9) i det med
MskMS nogenlunde samtidige GKS 2365 4°, hvilket Lind-
blad (1954, s. 151—52) betragter som udtryk for forlægspá-
virkning (fra et forlæg fra 1200-tallets fprste halvdel).2
Stzrlige tilfœlde
I en række tilfælde med det plurale appellativ þrfínd(i)r og
beslægtede afledninger og sammensætninger kan det ikke
fastslás om en given betegnelse anvendes for /0/ eller /æ/.
I A finder man femten eksempler med (0) (fx appellativ-
formerne ‘iNþr0nða’ 91:38 og ‘þrpnðir’ 3135 samt adjektiv-
formerne ‘iNþr0nfcr’ 34V50 og ‘þrpnfcr’ 35149), tre eksem-
pler med (e) (appellativformerne ‘þnðir’ 2ir28, ‘pnðr’ 33V35
og ‘þn|ða’ 32V8—9) og to tilfælde med (p) (appellativfor-
merne ‘þr0nða’ 23138 og ‘þr0nð” 2ir53). IB drejer det sig om
to tilfælde med (e) i appellativformerne ‘þrenða’ 25117 og
‘þrenð2’ I7ri8, til hvilke man ikke finder modtilfælde med
andre vokalbetegnelser.
I det i B to gange forekommende ‘beenð2’ (pl. af bóndi)
er der formentlig tale om en tostavelsesform (ikke (ee) for
/0/), jf. afsnit 5.I.I.9.
Om -bór/-býr, se 5.2.1.
4.4.3.2.16 /9/
A B
/9/ <o) 1575 /9/ <o> 47
<a>) 160 <a>> 325
<a) 19 <a> 12
<0> 15
<av) ÍO
<9> 5 <9> 19
<Av) 5
<0> 4
<o> 2
<?> 1 <?> 1
<9> 1
<A» 1
/r9/ <°> 2
Tabel 4.23: Manifestationen af /9/
1 (0) anvendes ogsá i de ældste hándskrifter, hvor (eo) dog er den al-
mindeligste betegnelse for /d/. Om betegnelser for /d/ (som indike-
rer /d/), se Lindblad (1954, s. 151-52). Bemærk i denne forbindelse at
Lindblad skriver at den i GKS 2365 40 tolv (eller fjorten?) gange fore-
kommende brug af (o) for /d/, en brug som ellers kun optræder hpjst
sporadisk, skulle kunne genfindes i B og AM 291 40 (01275—1300).
Som fremgáet af den ovenstáende oversigt er denne oplysning imid-
lertid ikke korrekt hvad B angár.
1 Da (9) i dette hándskrift anvendes i mere end 75 % af samtlige tilfælde,
forkommer dette ræsonnement dog ikke fuldt overbevisende.
Det er almindeligt med mange konkurrerende betegnel-
ser for (ældre) /9/ i mellemklassiske hándskrifter, men
ogsá i hándskrifter frem til CI250 finder man mere end ti
forskellige betegnelser for /9/.3 (o) og (9) findes begge al-
lerede i den ældste tid, hvor især (o) er meget hyppig som
alternativ til den almindeligste betegnelse (æ). I flere kilder
fra C1200 finder man sável (æ) som (o) og (9) med varie-
rende indbyrdes frekvens4 foruden en række andre beteg-
nelser. Op gennem tiden fortsætter man med at anvende
(o) og (9),5 hvorimod (æ) allerede fra CI200 sá smát aflpses
af den i B almindeligste betegnelse (a>).6 Ligaturen (a>) bli-
ver op gennem 1200-tallet stadig almindeligere for ældre
/9/, og i en række hándskrifter fra midten og slutningen af
árhundredet optræder den med en h0j frekvens, mens den
efter CI300 er pá tilbagetog.7 Den er sáledes næsten ene-
rádende i AM 162 A £> fol (C1250) og en del af Holm perg
18 40 (C1300), mens den i GKS 2365 40 (CI270), AM 325 140
(CI300), Holm perg 2 40 B (CI250-1300) og AM 623 40
(01325) er klart dominerende.8 B ligger altsá pá linje med
de sidstnævnte hándskrifter. I perioden hvor (a>) er hyppig
som betegnelse for (ældre) /9/, bruger mange skrivere dog
ogsá (o) og (9). Hovedbetegnelsen i A, (o), dominerer sá-
ledes ogsá i fx AM 519 a 40 og AM 29140 (C1275-1300).9 I
samme periode dukker (a[uv]) ogsá op som betegnelse for
ældre /9/ og bliver sammen med (o) den almindeligste be-
tegnelse efter CI300.10 Som fremgáet af oversigten ovenfor
rummer A femten tilfælde med ([aA]v) for /9/, mens be-
tegnelsen ikke optræder i B.
I de anfprte tal for betegnelserne for /9/ er andenkom-
ponenten i /jp/ inkluderet. Da man i denne henseende fin-
der en interessant forskel mellem skriverne, skal forhol-
dene kort omtales. Med undtagelse af de ti i afsnit 4.4.3.1.1
anfprte tilfælde med(a)afspejlende/á/ (< /9/ < /9/ foran
/l[fmp]/), to eksempler pá (a) i andre tilfælde (‘piarfpell’
37VH (poet.) og ‘íátö’ 30131) og ét tilfælde med (0) i po-
esi (‘hiprP 2IV42), skrives i A altid (o) (x 353). I B er den
3 Jf. Holtsmark (1936, s. 10), Spehr (1929, s. 108-11) og Lindblad (1954,
s. 115).
4 Jf. Lindblad (1954, s. 115 m. henv.). Se ogsá Hreinn Benediktsson (1965,
s. 58-9).
5 Efter 1300 aftager brugen af (9) dog kraftigt, og i diplomerne fra
CI300-1450 anvendes (9) kun af fá skrivere, jf. Stefin Karlsson (1960,
s. 89).
6 Baggrunden for brugen af (a>) for /9/ er formentlig at (æ) ofte kan
have en noget áben andenkomponent, der rent grafisk sammenfalder
med andetskaftet pá et (v), jf. Lindblad (1954, s. 116). En anden forkla-
ring fremsættes i Guðvarður M. Gunnlaugsson (2006, s. 64, note 7).
7 Som Lindblad (1954, s. 116, note 2) bemærker, er (a>) dog særdeles fre-
kvent i visse hándskrifter fra begyndelsen af 1300-tallet, fx AM 45 fol.
Om grafklassens ret hurtige forsvinden fra skriftsystemet vidner skri-
vemádeme i diplomerne, der i perioden C1300-1450 næsten ikke rum-
mer eksempler pá (a>), jf. Stefán Karlsson (1960, s. 89-98). I diplom
nr. 22 (i Stefán Karlsson 1963), der er udstedt pá Miklabær, Óslands-
hlíð (Skag.) i 1351, bmges (a>) dog X 3 for /9/ (og x 2 for /au /). I diplom
nr. 13 II (Þing?, 1344) bmges (a>) x 2 for /au/.
8 Jf. Lindblad (1954, s. 116).
9 Jf. Lindblad (1954, s. 117).
10 Jf. Lindblad (1954, s. 116). Om forholdene i diplomerne fra
C1300-1450, se Stefán Karlsson (1960, s. 89-98). Bmgen af (av au) for
/ö/ skal rimeligvis ses i lyset af at (a>) har kunnet anvendes som beteg-
nelse for sável /au/ som /ö/, jf. Hreinn Benediktsson (1965, s. 70—1).
4.4.3.2.16